Fra HvidovreFodbold.dk af Michael Hentrich
Randers - HIF: 2-2
Uafgjort desværre ikke nok i det kronjyske.
Hvis den sidste matematiske mulighed for overlevelse stadig skulle eksistere, så var kravet en sejr over Randers. Hvis Vejle ikke vandt i Viborg, så kunne mindre dog gøre det. Men det blev til en lige start, dog med et lille overtag til Hvidovre-mandskabet. Men efter et boldtab af HIF i det 8. minut, så går det hurtig mod HIF-målet, og fra siden spilles ind foran målet hvor Mike Themsen står, og tørt sparker han ind uden chance for Filip Djukic i Hvidovre-målet. Lidt en spand koldt vand. Men der skulle blot gå 3 minutter, da HIF kombinerer fint igennem, og bolden ender hos Andreas Smed, som hamrer bolden ind bag Randers' målmand. Kampen fortsætter som startet, med et lille overtag til HIF, som spiller godt i denne periode. Tobias Thomsen har et godt forsøg i det 26. minut, som Randers målmand må ud i en glimrende redning for at tage sig af. I det 29. minut får Randers et frispark i deres højreside, midt på HIFs banehalvdel. Det sendes skruet ind i feltet, og ind foran HIFs forsvarer, dukker John Björkengren op, og helt upresset, pander han bolden i mål via indersiden af stolpen. 2-1 til Randers, og, i denne periode, helt ufortjent. Forsvaret redder kastanierne ud af ilden i det 35. minut, da et Randers angreb kunne være blevet farligt, og det ender med, at Djukic sikrer sig bolden. Mere er der sådan set ikke at sige om 1. halvleg. HIF har spillet godt, men er nede med 1 pind.
Andreas Smed har gjort det til 1-1. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Anden halvleg bliver helt anderledes. HIFs spil hænger slet ikke sammen som i første halvleg, men holdet formår at holde Randers væk fra store chancer alligevel. Andreas Smed kunne være blevet 2 måls-skytte i det 59. minut, med en glimrende afslutning, men Randers' målmand får pareret, og sendt bolden i spil igen. I det 67. minut satses der. Jeffrey Adjei-Broni sendes ind i en 1-1 udskiftning med Andreas Smed, medens Ahmed Iljazovski tages ud til fordel for Simon Makienok. Det giver allerede pote minuttet efter. Først får Tobias Thomsen en mulighed efter et frispark men sparker desværre over til målspark. Det nås dog kun lige at blive taget, førend HIF får brudt Randers opspil, og Qamili modtager til sidst bolden en par meter uden for feltet, og uden tilløb, hamrer han til bolden, og den stryger ind ved fjerneste opstander. Og sådan er fodbold så charmerende. En første halvleg hvor HIF har teten, men alligevel er bagud, og en anden halvleg, hvor spillet ikke er lige så godt, så formår de at udligne. Men vi siger mange tak. I øvrigt, hvis dette mål af Qamili ikke kommer i spil til rundens mål, så er der noget galt. HIF forsøger og forsøger, men det bliver lige ved og næsten. 3 minutter inde i halvlegens overtid, går det også galt. Med et tørt spark, sørger Randers' Frederik Lauenborg for, at Randers kommer i front med 3-2. Der er dog sket noget i opspillet, som dommeren ikke har set, og det skal lige tjekkes af VAR. Christian Jakobsen er blevet trådt over foden ved midterlinjen inden opspillet til scoring, og da Mads-Kristoffer Kristoffersen har været ude i en tete-en-tete med VAR-skærmen, så bliver scoringen annulleret. MEN, det er ikke slut endnu. Lirim Qamili kaster sig ned næsten på linjen, to minutter før slutfløjt, og han får løftet bolden ind i det lille felt, hvor Mathias Andreasen får sendt bolden i nettet. Desværre ser det ud til at bolden er OVER baglinjen, og også denne scoring bliver annulleret.
Alt i alt en udmærket kamp af Hvidovre-mandskabet, og den viser, at der ER noget at arbejde videre på. Med tre kampe tilbage, er det uundgåeligt - Hvidovre rykker ned i Nordic Bet Ligaen, da Vejle vandt sin kamp over Viborg. Selvom der var mange tunge røster i efteråret, så ender HIF ikke som det absolut dårligste SL-hold nogensinde. Den "rekord" har Sønderryske.
HIFs lejesvend, Thomas Jørgensen. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.
"Hva' si'r du til det, Frandsen ?": Vi spillede rigtig godt i første halvleg. De har tre chancer og scorer på de to. Vi satser jo alt hvad vi kan til sidst, men det hjalp ikke meget.