Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Mandfolkeindsats på Østerbro
Stærk opbakning til Hvidovre
Hvis ikke man lige vidste det, så skulle man ikke tro at Østerbro Stadion var Boldklubben Skjolds hjemmebane. Tilråbene og sangene kom udelukkende fra Hvidovres mange fans, og den suveræne opbakning var stærkt medvirkende til, at vi fortjent hentede 3 point hjem til Hvidovre.
Man kunne ellers godt have sine bange anelser op til kampen. Rækkens nummer 3 Skjold har en god trup med mange profiler hvoraf en del har båret den røde trøje, Kenneth Jørgensen, Lasse Holmgaard, Jakob Bresemann, Peter Dursun, jo der var mange navne HIF fans kunne nikke genkendende til. Ugen før havde Skjold noget overraskende tabt til Brønshøj i en kamp hvor Skjold havde 80% af spillet og Brønshøjs mål blev scoret direkte på hjørnespark. Hvidovre havde tabt en temmelig rodet kamp til ikke imponerende HFK-sønderjylland. Havde gutterne kræfterne og moralen til at komme igen og hente de for os vitale point. Svaret var et klokkeklart ja.
Eneste ændring i forhold til kampen mod HFK var at El Labban var med fra start på bekostning af en småskadet Lille Lars der startede på bænken. El Labban gjorde en rigtig god figur med massere af aggressivt spil.
Hvidovre startede kampen godt med presspil over hele banen, og havde godt fat i Skjolds angribere selvom Anders Jokumsen efter min mening fik lige lovlig meget plads engang i mellem.
Det var som om, at der var en del af spillerne der lige skule markere sig oven på den noget sløje indsats i sidste uge, for der blev løbet og kæmpet langt mere end i sidste uge, og især vores mest markante spillere fra efteråret spillede suverænt i dag. Kim i målet, MOL i forsvaret, Kirk på midtbanen og Kasper i front.
Alligevel var det Skjold der fik den første 100% chance. Henrik Mortensen lavede et klokkeklart og noget klodset straffespark efter en lille halv time. Thomas Høy blev sat til at sparke og så skal jeg ellers love for at Kim viste sit værd for klubben. Kim havde forinden fået tip af vores målmandstræner Jens omkring Thomas Høy og det skulle vise sig at være guld værd. Helt ude ved venstre stolpe hang Kim som en høg og parerede på fornemste vis straffesparket. utrolig vigtigt for moralen.
Hvidovre blev mere og mere nærgående og især Jakob Bresemann havde sit hyr med allesteds nærværende Kasper Klausen. Det ville være noget af en modsigelse at sige at Kasper tit scorer med hovedet, men hovedet var det han brugte allerbedst i det 42 minut da han satte pandebrasken på et indlæg og fortjent kunne bringe HIF foran 1-0 til meget stor jubel for de mange Hvidovre Fans.
Hvidovre foresatte det gode spil i 2 halvleg og fik reddet stormen fra Skjold af. Desværre fik kampens dommer endnu engang en noget uheldig rolle i kampen. Oli modtog bolden og vandt den fair i en duel med sin direkte modstander hvorefter han flot udplacerede Kenneth Jørgensen i Skjolds mål. Linedommeren dømte mål, men dommeren mente at Oli havde lavet frispark og derved stadig 1-0 til HIF i stedet for 2-0.
Det er altså ikke forbudt at røre hinanden i fodbold, det er jo ikke indendørs vi spiller. Havde dette været i England så var dommeren blevet jagtet ud af kommunen og hele vejen til Wales.
Desværre skete der det som så oftest sker. Skjold udlignede ved topscorer Anders Jochumsen. Dette var første gang vi ikke fik markeret ordentligt ved et hjørnespark og det gør man ikke ustraffet mod Skjold.
Kæmpe nedtur for gutterne og alle os fans på stadion. Det var langtfra fortjent og man sad og blev alvorlig bekymret. Skulle Hvidovre smide det hele væk som vi så ofte har gjort og tage hjem uden noget som helst i bagagen. Bekymringerne blev gjort til skamme for i næstsidste minut stod MOL rigtig ved et indlæg og kunne kanonere bolden i mål til kæmpe jubel. Hvidovres fans løb ind på banen som var det mesterskabet man havde vundet.
I overtiden er Skjold ved at få reduceret men heldigvis kunne Peter Dursun lige så lidt for Skjold som han kunne hos os og headede ved siden af mål.
Meget fortjent kunne Hvidovre hæve armene i vejret og modtage deres hyldes fra fansene.
Efterfølgende var der fest i Fanklubbens lokaler hvor også flere af spillerne kiggede forbi. Det ville dog være rart hvis lidt flere kom forbi. MOL, Kasper og Kim er der hver gang og også Morten Bak kiggede forbi, men vi vil også gerne se jer andre.
Vi lukkede lokalerne klokken 24.00 for der var baren tom, så man kan selv tænke sig til hvilken fest vi havde.
Vi vandt kampen i dag fordi vi havde mere vilje og gejst end Skjold havde. Vi ville vinde mere end de ville. Når holdet spiller som de gør så rykker vi ikke ned, men det er vigtigt at vi stadig holder tungen lige i munden og ikke fjerner fokus fra målet. Vores konkurrenter i bunden har også fået en fornem start og vi kan og må ikke forvente at andre hjælper os. Vi skal selv klare den og har vi den indstilling så kommer vi også langt.
Nu gælder det så kampen på torsdag mod de evige rivaler fra Frem. Uanset det faktum at Frem på papiret råder over en meget stærk trup, så er kampene mod Frem noget meget specielt. Alle er altid oppe i et ekstra gear og er villige til at løbe de ekstra meter der kan gøre udfaldet. Jeg håber at mange vil finde vej til Hvidovre Stadion og se lokalopgøret over dem alle. Spillerne er godt kørende i øjeblikket, og hvis de alle spiller op til deres niveau så er der ikke noget hold de ikke på en god dag kan slå.
Husk også at fanklubben arrangere bustur til B-1909. Allerede nu er der mange tilmeldte og vi håber at kunne give gutterne en lige så stor opbakning som de fik i går.