Fra HvidovreFanklub.dk
Bemærk! Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem Ole Tradsborg, der er nævnt nederst i referatet er. Men kommentaren er medtaget af historiske årsager, og skulle nogen føle sig stødt, så send en mail til mih@hif.dk, så fjerner jeg den del af referatet.
HIF vandt fortjent 1-0.
Afgjorde kampen i sidste minut.
Endelig kom dagen, hvor HIF igen skulle spille turneringsbold. Modstanderen var bundholdet Birkerød, så der var store forventninger til at Hvidovre skulle slippe mere end pænt fra premieren. Desværre gjorde det umulige vejr betingelserne svære, med begyndende snestorm.
Birkerød vandt lodtrækningen og foretrak i 1. Halvleg at spille med den kraftige vind i ryggen, det sammenholdt med at HIF stillede med 3 på toppen, medførte naturligvis at Birkerød havde det meste spil i første halvleg. Det blev dog kun til få chancer til begge hold. Kaan Metin burde have bragt HIF i front da han havde en glimrende skudmulighed i venstresiden, men desværre blev han tacklet i skudøjeblikket. Gæsterne var dog tættest på, da et hovedstød ramte overliggeren. Der var debut til den unge målmand Stephan Andersen og han stod en flot kamp. Han virker sikker og bevæger sig meget rundt og er hurtig inde på stregen. Ingen tvivl om at han er fremtidens mand i HIF. Anders Nygård erstattede karantæneramte Youssouf, men han gjorde ikke meget væsen af sig i sin første optræden for HIF. Der var endvidere debut til Thomas Jørgensen på den ene offensive kant, han havde dog svære betingelser i den hårde blæst.
Han blev i anden halvleg afløst af en småskadet Henrik Eggerts, og han, sammenholdt med vinden i ryggen satte for alvor skub i Hvidovres opbyggende spil. Trods den store overvægt i spil blev HIF dog aldrig rigtige farlige i den første halve time af anden halvleg. Tættest på var vores nye kaptajn den elegante spillefordeler Allan Kuhn med et glimrende skud fra kanten som Birkerøds målmand måtte ud i fuld længde for at redde. I de sidste 10 minutter trak HIF for alvor fra, det var tydeligt at de fysisk var Birkerøds fyraftensproffer overlegne. Henrik Eggerts burde have scoret da han efter en dejlig dribletur kom helt fri, men han overplacerede og hans skud endte i sidenettet. Hvidovre fastholdt det massive pres og blev mere og mere nærgående, og blev tilsyneladende snydt for et straffespark. HIF fik en del hjørnespark i slutfasen. og bedst som man begyndte at indstille sig på et skuffende uafgjort resultat, bankede Kaan Metin bolden direkte på hjørne ind i netmaskerne til kæmpe jubel og lettelse blandt spillerne og størstedelen af publikum.
Kampen var bestemt ikke velspillet, men det at det nu er HIF der har heldet i de sidste minutter, og er i stand til at vinde på en mindre god dag. Lover godt for fremtiden.
Set over hele kampen var det bestemt en fortjent sejr, på trods af at Birkerød var tæt på en scoring i første halvleg og at HIF først afgjorde den så sent.
Værd er det også at bemærke Oli Johanson og Lasse Holmgårds debut i forsvaret, de beskrives vel bedst med at det var første gang i Jan Sørensens regeringstid at nullet blev holdt.
HIFs hold: Andersen - Holmgaard, Bresemann, Óli - Christensen, Nielsen, Kuhn, Jørgensen - Holm, Metin, Nygaard
Reserver: , Eggerts, Petersen, Flinta
Vi har modtaget følgende mail fra en skuffet Birkerødfan Ole Tradsborg :
Jeres enøjede referater bliver vel af nøjagtig samme skuffe som de plejer
!?
Fortjent sejr - uforståeligt. Prøv at læse disse linier, inden du skriver
referat.
Altid er det ufortjent, når I taber, altid er dommerens kendelser
uforståelige (når det går ud over jer)
Nævn modstandernes chancer - og ikke så enøjet en beskrivelse - det er for
kvalmt.
En pointsdeling havde været yderst rimelig set med jeres øjne, men det
vædder jeg gerne på, ikke vil skinne igennem den formentlig sobre omtale af
kampen igår.
PS: I har intet at have jeres storhedsvanvid i; uden Schmichels penge var
i at finde i Danmarksserien.
God tur nedad...............
Kommentar :
Tja, misundelse er en grim ting, og mon ikke han skal finde en anden sport at interessere sig i for fodbold det har han vist ikke meget forstand på.
Vi har placeret hans indlæg i vores debatforum, hvis nogen ønsker at kommentere det.