Fra HvidovreFanklub.dk
Viljen til forskel.
Tabte igen til rivalerne fra Frem.
Der var viljen til forskel da Frem igen tog alle tre point med hjem fra Hvidovre Stadion. Frem-spillerne kæmpede simpelthen 10 procent mere for "fædrelandet" end Hvidovre-spillerne, og det er altså det der skal til hvis man vil vinde en fodboldkamp. Efter at HIF ellers havde krammet på Frem i hele sidste halvdel af forrige århundrede, er det endnu desværre ikke lykkedes at få point imod dem i det nye århundrede.
1. Halvleg blev ikke nogen skøn omgang, begge hold startede famlende nervøst uden initiativ og kreativitet. Efterhånden som halvlegen skred frem overtog Frem styringen på midtbanen dog uden for alvor at blive rigtig farlige, trods en del hjørnespark. Det blev til to forsøg fra deres side, men begge skud gik over mål og med Kaan Metins store chance kort før halvlegens udløb, var det vel retfærdigt at det endte målløst, set ud fra chancer.
I de første minutter af 2. halvleg så det ud til at HIF ville komme ind i kampen. Hvidovre pressede godt på, men da der var gået 6-7 minutter overtog Frem igen og det udmøntede sig i føringsmålet 18 minutter inde i halvlegen sat ind ved lejesvenden Jari Pedersen. Inden Hvidovre for alvor havde kommet sig og sat et pres ind for en udligning øgede Samir Haiba 13 minutter efter til 2-0 på den tykkeste offside set på Hvidovre Stadion i mange år, endda i mens Metin længe havde ligget skadet uden indgriben fra hverken dommer eller spillere.
Herefter så det sort ud for HIF, men man kom i slutfasen til en hel del store tilbud, det gjorde Frem selvfølgelig også på farlige kontra-angreb. Hvidovre var endda blevet reduceret til 10 mand da indskiftede Thomas Jørgensen efter et gult kort, stille og roligt spurgte dommeren om hvorfor han ikke havde dømt frisparket forinden. Så blev han præsenteret for det røde kort af den svage dommer. Han delte dog sol og vind lige, så det var ens betingelser, selvom det var HIF der fik alle kortene.
Hvidovres største chance opstod ved 0-1 da Sammy opsnappede en tilbagelægning og samtidig stødte ind i målmanden, dette gav en hel åben chance til Dennis Holm, og ifølge Holm selv blev der lavet klart straffe på ham, men igen var dommeren passiv. Det havde måske ikke været helt fortjent med en udligning, men det kan vi jo ikke rigtig bruge til noget.
Bestemt ikke en stor dag af HIF-spillerne, men målmand Stephan Andersen skal fremhæves. Den 19 årige målmand er et fund af dimensioner og han blev da også fortjent kåret som "Man of the match" i fanklublokalet, der på trods af det skuffende resultat var godt fyldt op efter kampen.