Fra HvidovreFanklub.dk
Nu kører det : 3 sejr i træk
Fremad A. besejret 2-0 i Sundby Idrætspark.
Så lykkedes det endelig for Jan S. og HIF at få 3 sejre i træk. Sejren blev skabt efter en ganske udmærket indsats, selv om HIF var længe om at komme i gang, på det rædselsfulde spilletidspunkt i de tidlige formiddagstimer som man benytter på Amager.
Fremad skulle vinde, i deres bestræbelser på at overleve i rækken og man hørte at deres supportere troede på det, for som de sagde til hinanden "Hvidovre har intet at spille for, og de vil hellere have at vi bliver oppe end et hold fra Jylland". De skulle blive klogere, for HIF har temmelig meget at spille, vi er bestemt ikke tilfredse med en middelmådig placering under midten. Målsætningen på en placering i top 6 skal opnås !. Så Fremad A. fik "desværre" ikke meget hjælp i denne opgang af HIF, men vi ser da gerne at de bliver i rækken, og derfor skal vi da nok også hjælpe dem når vi om 3 ugers tid når lammetæver en anden nedrykningsbejler : FC Århus
1 halvleg var på det jævne, HIF afventede Fremad, men de havde meget svært ved at lirke Hvidovres nu suveræne forsvar op,. Det blev derfor kun til en del afslutninger udefra som var barnemad for Stephan Andersen. Han måtte dog diske op med en enkelt klasseredning, da Oli´ kiksede en tilbagelægning med hovedet. HIF var derimod anderledes farlige, der var flere gange trængsel i feltet og en enkelt gang måtte amagerkanerne redde på selve målstregen. Alt i alt vel rimeligt retfærdigt at halvlegen blev uafgjort.
I 2 halvleg blev Hvidovre endnu mere farlige, mens kriseramte Fremad Amager fik endnu sværere ved at bryde igennem. Fremad målmand måtte diske op med en "Schmeichelredning" da han med en arm i fuld længde tog et direkte frispark fra Kaan Metin. Her havde man gerne set lidt mere aggressivitet fra HIF-spillernes side, for havde de fulgt op på frisparket havde vi allerede været foran her. Det kom vi så til gengæld i det 66 minut da endnu en klumpspilssituation i Fremads felt udviklede sig til at Sammy Youssouf kunne score med hælen mod sine gamle holdkammerater. Bare minuttet efter skød Morte Christensen med frem og blev spillet fri til scoring nøjagtig som mod Køge efter flot opspil.
Så var den kamp afgjort, Fremad formåede ikke at skabe en eneste chance mere og HIF var godt tilfredse med fortjent at kunne rejse hjem alle 3 point. HIF stillede i samme opstilling som mod Køge, hvilket betød at profilerne Allan Kuhn og Henrik Eggerts måtte tage plads på bænken sammen med Jannick Rasmussen.
På Fredag kl 19.00 på Hvidovre Stadion gælder det så vores konkurrent til oprykningspladserne næste år Farum. En farlig nyopkomling som for en hver pris skal holdes nede. Et hold uden klubånd som vi aldrig har besejret om end vi kun har mødt dem 3 gange, da de først i de senere år har været oppe at spille på vores niveau.
Eggerts (forrest) måtte igen tage plads
på bænken, mens Sammy ( i baggrunden)
som "sædvanlig" scorede