Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
God kamp af HIF
HIF spillede her til aften, pokalkamp mod AB70. Det var tydeligt at holdene sparede de allerbedste til kampene på lørdag, hvor begge hold ligger til oprykning til 2. division. Det slap HIF langt bedst fra. Et meget bevægeligt HIF-hold, og specielt Mahmoud Ahmad (Didi), var kampens helt store oplevelse. Lynende hurtig og teknisk på et meget højt plan, gjorde han 1. halvleg til en fornøjelse. AB70 kom på intet tidspunkt frem til de helt store chancer, bortset fra målet til 1-0, hvor en helt fri spiller i det lille felt, kunne heade i mål. I anden halvleg kom der gang i udskiftningerne. Disse var flyvende, så jeg måtte til sidst opgive, at notere hvem, der kom ind for hvem. Dette slog dog ikke HIFs rytme i stykker, og det var spændende at se nogle af morgendagens folk. En ynglingespiller, Metin Karter, blev prøvet i forsvaret, og han kan også godt gå hen og blive et spændende bekendtskab. Han har et godt overblik, og en god placeringsevne, så ham, sammen med Didi, kommer vi bestemt til at se mere til. Den sidste reserve, Nicki Brock, kom ind så sent, at han ikke rigtigt fik vist det helt store. Det blev til 1-1 ved Kenneth Neergaard. 1-2 ved Nicki Albæk og 1-3 ved Thomas Frost, direkte på frispark. Til sidst sluttede Didi af med at score til slutresultatet 1-4. God kamp af alle, der kæmpede for hinanden.