Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich. NB! Der var nogle links nederst i artiklen, men de var alle døde, så de er fjernet.
En rigtig god åbning på efteråret.
Så oprandt dagen endelig, hvor HIF for alvor skulle vise, hvor langt de var nået efter oprykningen. Det holdet viste, var bestemt ikke dårligt. Efter Greve-kampen, var man måske lidt nervøs for forsvaret, men de bekymringer blev gjort aldeles til skamme. Første fingerpeg fik vi efter 8 minutter, da Hjortshøj lægger bolden ud i højresiden til Tayfun Cevik, hvis indlæg måske ryger tættere mod målet, end tanken egentlig var, og rammer overliggeren. 13 minutter skulle der gå, inden Stenløse for første gang, var i nærheden af HIF-målet, men langskuddet går langt uden om målet. Det gav dog Stenløse lidt blod på tanden, og de næste par minutter presser de på. I en situation efter 16 minutter har HIF svært ved at få bolden ekspederet ud af feltet, men igen går det afsluttende skud ved siden af. I det 18. minut har Barfoed et godt indlæg, men det er desværre for tæt på målet, og Stenløses målmand griber indlægget. Minuttet efter viser Bo Nielsen og Michael Barfoed deres gode samarbejde på højrekanten, men på indlægget mangler Ian Olsson lige det sidste skridt for at nå helt hen til bolden. HIF får nu lagt et godt pres, og i det 20 minut får Timmi chancen, på kanten af feltet, men ved siden af. Allerede minuttet efter, får Barfoed igen lagt godt ind over, men det giver et hjørnespark. Dette bliver lagt godt skruet ind over, og idet målmanden skal gribe bolden, kommer Steen Nedergaard lige foran, og får headet i mål. 1-0. Flot scoring. I det 25. minut har Søren Christiansen og Ian Olsson et godt ping-pong på venstrekanten, og Søren får lagt ind over til Tayfun Cevik, som hermed scorer sit første mål i den røde trøje. 2-0. 5 minutter senere har Søren C. igen et indlæg, som Ian Olsson får firsttimet, men, desværre, lige i favnen på Stenløses målmand. Nu skal der gå næsten 10 minutter, førend HIF igen er i position foran Stenløses mål. Et godt indlæg fra Bo Nielsen, bliver headet ved siden af, af Ian Olsson. I resten af halvlegen foregår spillet mest på midtbanen, men 4 chancer bliver det dog til, men ingen yderligere scoringer.
Anden halvleg, har Stenløse den første store chance, men Mads Hamberg, der må ud i fuld længde, får reddet til hjørnespark. I det 53. minut har Barfoed et langt indkast i højresiden, som går over til fjerneste stolpe. Her dukker Lars Hjortshøj op, og med hovedet, gør han det til 3-0. Flot detalje. HIF trækker sig lidt mere tilbage på banen, og det er ikke det helt store der sker. Indtil det 62. minut. Tayfun Cevik laver et frispark på en Stenløse-spiller. Denne falder, og da Tayfun stadig er i løb, bliver han nødt til at fortsætte hen over Stenløsespilleren, men med fødderne på hver side af ham. Han prøver at komme fri, men først holder Stenløsespilleren hans ben, og derefter sætter han hånden i skridtet på Tayfun, og holder ham fast. Dette udløser et RØDT KORT. Ganske ganske uforståeligt, af en ellers, indtil nu, gode dommer. Dette er ganske enkelt en skandale. Måske kunne man, med lidt god vilje, sige at forseelsen, der indleder dette, nemlig benspændet, var til gult. Men rødt kort. At der ikke sker Stenløsespilleren noget, er lige så uforståeligt. I samme minut bliver Michael Barfoed udskiftet med Mikail Anli. Spillet bliver nu samlet om midtbanen, og der sker ikke rigtigt noget førend i det 74. minut, hvor Mark Svendsen, der har erstattet Ian Olsson, bliver nedlagt af Stenløses målmand, i feltet. Klart straffe. Nu må folk lige korrigere mig, hvis jeg tager fejl. Men Stenløses målmand er sidste mand, og burde vel nok have det røde kort. Men det kan vel være en kompensation for straffesparket, at målmanden ikke samtidigt sendes i bad. Men straffesparket bliver sat ind af Rasmus Wulff, der sender bolden ind under målmanden, der er gået til den rigtige side. To minutter senere, bliver en Stenløse-spiller sendt afsted, i en klar offside-position, men dommerens fløjte forbliver tavs, og bolden bliver sikkert lagt ind under Hamberg, til slutresultatet 4-1. Den sidste store chance tilfalder HIF, da Bo Nielsen sender en flot aflevering frem mod Mike Petersen, som spiller tilbage i feltet til Mikail, men hans skud går desværre over mål.
Alt i alt. En god kamp af HIF. Nydeligt angrebsspil, og 3 gode points sat ind på kontoen. Det lover godt for efteråret. Dog er det irriterende at skulle undvære Tayfun, på grund af en decideret dommerfadæse. Men ok, det er svært at være rigtigt sur, når kampen er vundet så sikkert.