Fra HvidovreFanklub.dk
Hvidovre tilbage
Det var et Hvidovrehold, med kniven liggende lettere på struben, der løb på banen til eftermiddagens opgør mod Slagelse. For det første var resultatet mod Næstved lidt skuffende, ikke fordi der var spillet dårligt, men en 2-0 føring blev sat over styr. For det andet så havde Slagelse taget point mod netop Næstved, og for det tredie, så var det et helt nyt midterforsvar, bestående af Jesper Kristoffersen og Mike Petersen, hvor Mike ikke har spillet i midterforsvaret for HIF før. Jesper, der i afstemningen fra i onsdags, blev kåret til kampens spiller netop på denne plads, har jo så prøvet det før, men aldrig spillet sammen med Mike i forsvaret. Så det var med stor spænding, man sad på lægterne.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at HIF ville vise hvem, der bestemmer på Hvidovre Stadion. En mindre, og en stor chance inden for de første tre minutter. Den sidste startes af Mike, der fra midten af egen banehalvdel, spiller frem til Mark Svendsen, som spiller videre ud til Michael Barfoed, der lægger den godt ind i feltet, hvor Lasse Rostholm står, og kanonerer til bolden, men en fabelredning af målmanden, giver kun hjørnespark i den situation. Så skulle der gå hele tre minutter, førend der skete noget igen. Michael Barfoed har bolden, ca. en meter uden for midtercirklen, på Slagelses halvdel. Han ser at målmanden er gået for langt ud, og med hjælp af medvinden, sender Barfoed bolden mod målet, og hen over en stakkels målmand, der forgæves kæmper for at få fat i bolden. 1-0 og stor jubel. 4 minutter senere. Michael Barfoed tryller på højrekanten, og i to omgange, formår han, fra en meget spids vinkel, at sende bolden under målmanden. 2-0 og endnu større jubel. Slagelse havde, indtil nu, ikke haft noget som helst at byde på. En enkelt chance efter 12 minutter, hvor Slagelsespilleren presses til afslutning, går Mads Hamberg sikkert ned og redder. 2 minutter efter har samme Hamberg et langt udspark. Bolden rammer jorden en enkelt gang, og Michael Barfoed firsttimer, men desværre også over mål. Så skulle der gå 6 minutter. Michael Barfoed tager et hjørnespark, men Jesper Kristoffersen header desværre over. Hvidovre trak sig lidt langt tilbage efter denne gode periode, hvor der var spillet overdådigt fodbold. Efter en halv time, bliver Lasse Rostholm udskiftet, da han støder sammen med en Slagelse-spiller, og ikke er i stand til at fortsætte. Tayfun Cevik kommer på banen i stedet. I slutningen af halvlegen, får Slagelse et par chancer, men rigtigt farlige bliver de aldrig. Den sidste store chance tilfalder igen Hvidovre, da Søren Christiansen, kåret til månedens spiller af Fanklubben inden kampen, lægger et perfekt indlæg til Mark Svendsen, men hans redning bliver fabelagtigt reddet af målmanden.
I anden halvleg er billedet det samme, som i slutningen af første. Hvidovre har fuldstændigt styr på kampen, og bortset fra et par løse chancer, så evner Slagelse absolut ikke at komme frem til noget, der kunne blive rigtigt farligt. "Didi" får chancen de sidste tyve minutter i stedet for Michael Barfoed, som, efter min mening, er "man of the match". To minutter efter sætter han gang i et godt angreb, da han, med hælen, spiller til Bo Nielsen, som spiller ind over, og efter lidt roderi, ender det med et frispark til målmanden. I det 78. minut bliver der spillet dybt til "Didi". Han går til baglinJe, og centrer ind over, hvilket giver et hjørne. Dette tages af Timmi Johansen, og Jesper Kristoffersen kommer højest, men hans hovedstød tager underkanten af overliggeren. I det 81. minut får Mark Svendsen endelig kæmpet sig fri, men alene med målmanden sparker han over. Slagelse får en hurtig kontra, og det brænder lidt på i Hvidovres felt, men Mads Hamberg får bokset væk. To minutter før tid, får Svendsen igen en friløber, hvor han denne gang forsøger at spille under målmanden, men denne når ned og får taget skuddet. I det 90. minut bliver bolden spillet ind over fra venstre, og Mikail Anli kikser totalt skuddet, men lidt længere mod højre kommer "Didi" til, og usvigeligt sikkert, scorer han til slutresultatet 3-0.
Alt i alt en kamp, hvor Hvidovre havde den fulde kontrol. Slagelse havde absolut ingenting at komme med, og sejren kunne med lidt held, være blevet 2-3 mål større. Med nederlaget til Holbæk i går, er Hvidovre rykket tættere på førstepladsen. Så det bliver 14 spændende dage, vi går i møde, og det store spørgsmål er, om vi skal overtage førstepladsen fra Holbæk. Dette kan lade sig gøre, hvis HIF vinder i næste weekend, og Holbæk samtidigt taber. Så er der kun 1 point til forskel, og hvis Holbæk holder takterne fra de sidste fire kampe, så vil en sejr over samme, give førstepladsen. Men et er teori, noget andet er praksis. Vi er alle sammen meget klogere om 14 dage, på denne tid.