Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Hvidovre kom foråret i møde
Flot og forrygende indsats mod Frem
Efter at have tabt de to første kampe var der nok ikke mange der havde levnet Hvidovre mange chancer mod topholdet fra Frem. Det var top mod bund i ordets bogstaveligste forstand.
At Hvidovre så gav pokker i tabellen og leverede den flotteste fight i mands minde er en anden sag. Der var en verden til forskel på indstillingen i dag og den vi så i søndags. I dag var det mænd der gik på banen og ikke lilleputter.
Hvidovre havde ændret en smule i forhold til de to første kampe idet Kaan Metin var sat på bænken i forhold til Anders (AC) Hansen, og endvidere måtte vi undvære den karantæneramte Jakob Just.
I dag var viljen og evnen til stede hos spillerne. Samtlige nærkampe blev vundet, der var bid i taklingerne og omtanke i spillet. Vi så ikke som tidligere små dribleture i eget felt. Var man i tvivl så blev bolden ekspederet ud af Valby Idrætspark.
Men vi ville også spille fodbold. Ikke på Frems præmisser men på vores egne. Hurtigt opspil langs kanterne blev omsat til farlige indlæg. Allerede efter 11 minutter kunne Dursun flot lobbe bolden i mål bag en chanceløs fremmålmand. Et meget flot mål af Dursun.
i det 29. minut kunne Eggerts gøre det til 2-0 på en lige så flot detalje. Han tog et træk i feltet og udplacerede elegant målmanden. Utroligt dejligt at se, at vi turde tag chancen fra distancen.
Frem havde absolut intet i 1 halvleg, hvilket Ole Mørch også tog konsekvensen af. Efter en lille halv times spil blev to mand pillet ud. De havde på daværende tidspunkt ikke vundet en eneste nærkamp.
Hvidovre kunne gå til pause med 2-0 i bagagen.
Frem startede 2 halvleg i et vanvittigt tempo, og der var Hvidovre virkelig på hælene. Kun storspil af Stephan gjorde at vi ikke hurtigt var hentet. Dog kunne Frem reducere efter små 7 minutter til 1-2. Ikke så meget at sige til det for Frem havde teten på dette tidspunkt.
Hvidovre lod sig dog ikke slå ud men kæmpede forbilledligt videre.
Desværre måtte vi spille den sidste ½ time med 10 mand, da Dursun korrekt fik direkte rødt. Hans handling på Fremspilleren var direkte tåbelig og hører ikke hjemme på en fodboldbane, og vi må håbe at Jan Sørensen indskærper overfor spillerne at sådan opfører en spiller i den røde trøje sig ikke. På dette tidspunkt begyndte dommeren så småt at miste grebet om kampen. Spillernes temperament kogte, og han forstod desværre ikke at dæmpe det. Blot for at tage et enkelt eksempel. Kaan Metin bliver slået direkte i brystet af en Fremspiller, linjevogteren ser dette og markere men dommeren vælger at lade spillet foresætte. trods kraftige protester fra spillerne og bænken vælger dommeren også bagefter at ignorere det. En udvisning til Frem ville have været på sin plads.
Frem pressede forsat mens Hvidovre levede på kontrachancer, og det skulle vise sig at give bonus. Med et lille kvarter tager Dennis Holm et kraftfuldt ryk op af den ene linie og levere en perfekt bold til en fremstormende Morten Kirk. 3-1 til Hvidovre og så begyndte fremtilhængerne at gå hjem.
Frem pressede videre, men rigtig farlige blev de aldrig. Vi forstod at skille os af med bolden på en fornuftig måde, tog ingen unødige chancer og kæmpede det bedste vi havde lært. Derfor var det også en forløsning da dommeren fløjtede kampen af.
3 vigtige og fuldt fortjente point til Hvidovre. Forskellen på de to hold i dag var afgjort viljen til at vinde. Hvidovre kæmpede ikke kun for point men om hver eneste lille græstot. Alle bestod i dag til UG, men vi vil meget gerne fremhæve Morten Kirk, Kristoffer Wichmand og Dennis Holm. De var exceptionelle i dag, og Dennis Holm spillede i dag vel nok sin bedste kamp for Hvidovre nogensinde. Morten Kirk var her der og alle vegne, og han fik vel nok løbet 2 maratonløb i dag. Kristoffer Wichman har siden sin tilbagekomst valgt at spille for holdet i alle 90 minutter, og det var en nydelse at se ham på sin nye plads. Hvis han selv vil kan han nå meget længere inden for Dansk fodbold end han er i dag.
Hvis man som fan, spiller og leder nu sidder med et lille smil på læben så er det vel undt. Den efterlyste fight blev leveret til UG. Hvis Hvidovre spiller resten af sine kampe som var det et lokalopgør, så taber vi ikke mere i år.
Tak til spillerne for en god oplevelse i Valby Idrætspark
Sammen er vi stærke.