Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Pointdeling mod Horsens
Der var begrundet optimisme blandt Hvidovres mange fans efter den flotte sejr i lokalopgøret mod Frem. Ikke så meget på grund af spillet, men mere fordi vi vandt på indstillingen.
Desværre havde vi ikke taget det med på banen i dag. På en koldt Hvidovre Stadion var man vidne til en sand ørkenvandring.
Horsens sad på det meste uden at virke prangende, men de brugte meget enkle midler til at stoppe Hvidovres opspil.
Hvidovre havde ikke en regulær chance i første halvleg hvorfor det nok også var helt i orden at det var Horsens der kom foran 1-0 kort før pausen. De stod bedre på banen, og forstod at udnytte Hvidovres manglende kommunikation.
Havde man forventet at tingene så anderledes ud efter pausen tog man grueligt galt. Der var absolut intet der lykkedes for Hvidovre. Selv de mest simple afleveringer blev foræret væk, og ofte så det ud som om, at Hvidovre kun havde 4 mand på banen mod Horsens 25. Horsens kunne også fortjent bringe sig foran 2-0. Ikke fordi de havde mange chancer, men fordi de spillede bedre og mere enkelt fodbold.
Manager Jan Sørensen tog da også konsekvensen og skiftede 3 mand ud. Det var dog stadig op af bakke for Hvidovre, og det var nok de færreste der kunne forestille sig at Hvidovre ville få point ud af den kamp.
Med 10 minutter igen blev der rokeret rundt på holdet, så vi reelt spillede med 3 angribere. Oli blev sendt i front for at vinde hovedstødsduellerne og det begyndte langsomt at give bonus.
Med 7 minutter igen får Hvidovre frispark lige uden for feltet. Henrik Eggerts står klar og brager bolden op i krogen. Et rigtigt flot mål og en meget fin detalje.
Hvidovre pressede på og 2 minutter inde i overtiden er vores topscorer Oli (Roberto Calos) Johanneson fri og kan sparke point ind på kontoen. En utrolig forløsning for alle fans, spillere og ledere.
I det sidste minut af overtiden er Eggerts ved at blive dagens mand da han i fri position sparker bolden over mål. Havde han scoret havde det været årets mål på stadion, for det var en uhyr svær detalje han fik lavet.
Positivt var det, at vi for en gang skyld fik point selvom vi spillede forfærdeligt. Ofte har vi siddet på kampen, spillet godt for så at tabe til sidst. I dag var det omvendt, og jeg skal blankt erkende, at jeg ikke kan huske hvornår det sidst har været sådan.
Moralen bør styrkes af dette. Hvis vi kan få point ved at spille som vi gjorde i dag, så kan vi også vinde langt flere kampe ved at spille godt. Der var for mange der spillede under niveau i dag, for mange der var væk i kampen, og for mange der ikke tog ansvar.
En kamp som denne kan næsten ikke undgås over en hel sæson, så lad os håbe at dette var vores, og lad os i stedet se fremad.
Vi fik point på kontoen og det var det vigtigste.