Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Fortjent sejr til Hvidovre
Skive kom tættere på 2 division
Holdopstilling:
Stephan Andersen, Martin (Lau) Lauritsen, Jakob Bresemann, Allan Nielsen, Allan Kuhn, Henrik Eggerts, Oli Johannesen, Dennis Holm, Kristoffer Wichmann, Anders (AC) Hansen.
Dagens kamp mod Skive var en på papiret uhyre vigtig kamp for Hvidovre. En sejr ville bringe os endnu tættere på endnu en sæson i 1 division hvorimod et nederlag ville tilspidse den tætte bundkamp. Selvtilliden måtte være i top. De to sidste kampe var uden nederlag, og trods karantæne til Morten Kirk og Dursun havde vi på papiret et langt bedre hold end Skive.
Kampen startede noget nervøst for begge holds vedkommende. Der var ikke de store chancer men langsomt begyndte Hvidovre at vinde slaget om midtbanen. Tilbagevendte Allan Kuhn og Allan Nielsen fik fat i mere og mere og fordelte boldene fornuftigt. Men især en spiller var outstanding.
Henrik Eggerts var her, der og alle vegne. Hans direkte modstander blev ganske enkelt rundbarberet. Eggerts kan utroligt meget på egen hånd, og når medspillere forstår at løbe i de rigtige huller, aflevere bolden fornuftig, ja så er han livsfarlig.
Det var da også Henrik Eggerts der havde del i det første mål. En perfekt aflevering ramte Allan Nielsen lige i pandebrasken og så stod den 1-0 til Hvidovre efter 26 minutter.
Absolut ikke ufortjent da Hvidovre de sidste 10 minutter hele tiden blev farligere foran Skive målet.
Som vanligt fik vi dramatik på Hvidovre stadion. I det 30 minut støder Oli sammen med Peter Bechmann fra Skive og det bliver han så tosset over at han sparker til Oli. Heldigvis så dommeren det og gav Bechmann direkte rødt.
Det rystede Skive, og da Eggerts gjorde hvad der passede ham var det kun et spørgsmål om tid før vi igen kunne juble.
Det kunne vi så i det 39. minut da endnu et hovedstød fik nettet til at blafre. Jakob Just lavede sit første mål i den røde trøje og så var vi foran 2-0.
Men Hvidovre stoppede ikke her. Vi blev ved med at angribe for at få yderligere den pind der ville knække Skive.
Mens alle havde indstillet sig på at gå til pause med 2-0 i bagagen dukkede allestedsværende Allan Nielsen op, og med et brag af et hovedstød kunne han bringe Hvidovre 3-0.
2 halvleg blev ikke lige så underholdende som 1 halvleg var. Hvidovre var ikke underligt tilfreds med situationen og skulle ikke risikere at Skive pludselig kom ind i kampen. Til Skives ros skal det siges at de trods nede med 3-0 og kun 10 mand aldrig gav op. De blev ved med at forsøge sig, men forsvaret stod godt i dag og Stephan blev aldrig sat på de store prøver.
Lidt mere koldblodighed hos Hvidovre-spillerne kunne have gjort sejren stører, men hellere hive en stensikker sejr hjem end sidde og bide negle som vi har gjort så ofte.
Skive burde have været reduceret til 9 mand da Jakob Bresemann blev savet midtover af Skives Erik Nygaard. Nygaard havde en advarsel i forvejen, men desværre stod dommeren skidt placeret i situationen.
Nu har vi hentet 7 point i de sidste 3 kampe hvilket må siges at være ganske godt. På søndag gælder det B-93 på Østerbro stadion, og hvis vi foresætter den gode stime henter vi yderligere 3 der. Afgørende er, at spillerne virker mere frigjorte i deres spil, det er ikke så krampagtigt mere. Det er glædeligt at vi tør spille fodbold, for vi ved alle at vi kan. Foresætter vi denne stime bliver vi et af de hold der henter flest point i foråret, og giver derved Hvidovre den bedst mulige reklame for fremtiden.
Forhåbentligt er der mange der møder op på søndag og giver drengene den bedst mulige støtte.
Sammen er vi stærke.