Fra medlemsblad nr. 6, oktober 1981 af Finn Cyril
Manne og Co. »rykker« (red.: udover Manniche ses Jørgen Kirk og Günther Lindahl)
Først to timer før kick-off stoppede regnen, der havde silet ned hele dagen, så det var en tung, men dejlig blød græsbane, der ventede på spillerne fra Hvidovre og Lyngby. Det blev en virkelig stor kamp til fornøjelse for de 6.500 tilskuere, der var mødt op.
Første halvleg endte 0-0 efter at Hvidovre havde fået annulleret et mål af Jørgen Kirk. Helt urimeligt, men desværre var dommeren dårligt placeret, så hans udsyn til dels var spærret af spillere.
Allerede i 2. halvlegs andet minut scorede Henrik Jensen næsten fra baglinjen, hvor han med et elegant indersideskud lobbede bolden over målmanden. Kun 3 minutter senere spillede Klaus Nørregaard fra baglinjen en bold på tværs af målet til Michael Manniche, der fra helt fri position let kunne øge til 2-0.
Lyngbys John Madsen blev udvist et kvarter ind i 2. halvleg, da han forsøgte at standse Michael Manniche, der i et lynhurtigt ryk forsøgte at gå udenom ham. Pudsigt nok gav det Lyngby mere spil, og 12 minutter før tid scorede de til 2-1, hvilket blev kampens resultat. Dermed erobrede vi »vores« førsteplads tilbage - en herlig fornemmelse.