Fra medlemsblad nr. 8 december 1981 af Finn Cyril.
Helt unødvendigt blev det en nervekamp mod Herfølge på Hvidovre Stadion. Vi kom ellers foran 1-0 tyve minutter ind i første halvleg på godt mål af Jørgen Kirk, der saksesparkede bolden i nettet efter godt forarbejde af Michael Manniche.
Kort før pausen øgede Børge Nielsen til 2-0, efter at Henrik Jensen i første forsøg havde ramt opstanderen.. To minutter efter pausen kiksede Jan Madsen et udspark, hvorefter bolden havnede hos en Herfølgespiller, der havde let ved at score til 2-1, hvilket vi følte var ret uretfærdigt.
Dette mål blev signalet til at nervøsiteten bredte sig til hele Hvidovre-holdet, som blev spillet noget nær helt i bund i resten af 2. halvleg. Heldigvis red vi stormen af - og kom på 1. pladsen, da vore nærmeste konkurrenter mistede points.