Fra medlemsblad nr. 8, december 1982 af Finn Cyril
Det er med bekymring man kigger op på tribunen før hver kamp starter. Det må konstateres, at der kommer færre og færre mennesker, og årsagen er selvfølgelig den, at vi ikke kan lave mål. Det kunne vi heller ikke i dag. At vi også mangler en lille smule held, så vi tydeligt, da Klaus Nørregaard kun 5 min. ind i kampen ramte indersiden af stolpen og gik i spil igen. Typisk for disse hjemmekampe er, at en forsvarsspiller må sørge for målscoringen - denne gang var det kaptajnen Michael Christensen, der blev spillet helt fri af Henrik Jensen fra højre fløj. Udligningen faldt, da 1901's Jan Sørensen "gik" helt nede fra eget straffesparksfelt og til sidst udplacerede Jan Madsen.
Dommer Torben Månsson havde ikke en heldig dag set med HIF-øjne. Først annullerede han et pragtfuldt mål af Jens Petersen for hands. Jens og pressefotograferne bag målet fastslog, at bolden var taget ned med brystet, så dommer Månsson tog ganske enkelt fejl. Værre var dog udvisningen af Henrik Jensen. Vist var det en hård tackling, men Månssons reaktion mindede dog lidt om en hævnakt - han kan bestemt ikke med Henrik. At kampen endte uafgjort 1-1, var et stort tyveri, men vi kan stadig ikke score.
HIF's anfører Michael Christensen er ikke helt enig med dommer
Torben Månsson i hans udvisning af Henrik Jensen i kampen mod 1901.