Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Sejr, trods mindre god indsats
Op til kampen i dag, mod Glostrup, blev forventningerne om storsejr, større og større. Om det var det, der gjorde udslaget, skal jeg lade være usagt, men det er længe siden, at HIF har spillet så ide- og initiativ-forladt, specielt i første halvleg. Det lykkedes i den grad Glostrup, at få lagt et højt pres på HIF, som holdt sig hele første halvleg. De første 8 minutter var gabende kedelige, men i det 9. minut skete der noget. Glostrup får tilkæmpet sig et hjørnespark, og med hjælp fra en kraftig vind på langs ad banen, lykkes det Morten Edvold at score direkte, og med en hånd til hjælp fra Mads Hamberg. Derfra var det direkte op ad bakke. Vi skal faktisk hen mod den halve time, førend HIF viser noget, der kunne minde om tænder, med lidt god vilje. HIF presser, og får tiltvunget et hjørnespark, som dog går i hænderne på Glostrup's målmand. Den første reelle chance kommer to minutter senere, da Brian Andresen spilles fri med en lang pasning. Han snyder to mand i Glostrupfeltet, men målmanden kommer til sidst godt ud, og parerer Brian's skud med foden. Næste situation kommer i det 32. minut, hvor Glostrup scorer til 0-2. Jeg når ikke selv at se situationen, men umidelbart ser Daniel Jönsson meget offside ud, men målet bliver anerkendt. Resten af halvlegen er en ørkenvandring i fejlpasninger og rodet fodboldspil. Og det sjældne sker, da HIF forlader banen, sætter publikum i en pibekoncert.
Om de var pibekoncerten, der hjalp, er jeg ikke klar over, men måske, og så samtidig med en udskiftning af Ayoub Sørensen med Jesper Myhrmann og nogle omrokeringer, var det et forvandlet HIF-mandskab, der kom på banen. Halvlegen var da også kun to minutter gammel, da Jesper Kristoffersen får sat hovedet på et langt indkast fra Rasmus Wulff, og bolden ligger i nettet. Hvilken forløsning. Fire minutter senere sendes Martin Reindorf afsted med en god pasning. Han sætter den direkte kurs mod målet, med en Glostrupspiller halsende efter. Inde i målfeltet stopper Martin op, snyder forsvarsspilleren, og sender bolden ind bag målstregen, uden chance for målmanden. 2-2, og vild jubel. Herefter virker det som om HIF går i stå igen, og Glostrup kommer til fadet, men bliver aldrig farlige. Det bliver ikke en halvleg, der kan skrives ret mange ord om. Da uret har snurret 1 gang ud over normal spilletid, sker der noget igen. Glostrups målmand løber ud for at samle en bold op, men løber ind i Brian Andresen. Brian får spillet bagud til Jesper Kristoffersen, som følt løfter bolden over en Glostrupspiller, og i kassen. Hvilket comeback af HIF. Alt i alt en fortjent sejr. Glostrup havde dog bestemt sin ære af kampen, men HIF forstod at udnytte medvinden i anden halvleg. Det bliver spændende på søndag i Holbæk, og jeg håber at rigtigt mange HIF-supportere vil tage vejen forbi Holbæk stadion.