Referat fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Hvidovre er over stregen efter slutdrama.
Endnu engang var kravet til HIF en sejr. I hvert fald fra supporterside. Den hårdt tilkæmpede sejr over Lolland Falster Alliance, havde da også givet håb om, at holdet kunne følge op i den udsatte udekamp mod HIK. Første mulighed opstår efter 6 minutter. HIF er startet lidt afventende, for måske, at lokke HIK frem på banen. HIF har et indkast, som kastes langt ind i feltet. Der bliver dog, i første omgang, afvist af HIK, men bolden ryger lige uden for feltet, hvor Anders Clausen firsttimer, og han skyder akkurat kun lige ved siden af stolpen. 11. minut. Et frispark til HIF, 10 meter uden for feltet, tager Ayoub Sørensen sig af. Han skyder uden om den opstillede mur, men bliver afværget af HIK, som sender bolden til hjørne. HIF holder presset, og fremtvinger endnu et hjørne. Dette bokses lige ud til Ayoub, som rammer helt skævt, og sender bolden til indkast i modsatte side. 2 minutter senere er HIK tæt på Hvidovre-målet for første gang. HIK-spilleren går til baglinien, fra kanten af feltet, uden at blive presset ordentligt af Hvidovre-forsvaret, men indlægget bliver helt skævt, og går til indkast. 16. minut. Ayoub tryller på kanten af feltet, og får lagt et godt indlæg i modsatte side, men der dømmes offside. 20. minut. Hvidovre har frispark på venstrekanten, og der lægges godt ind til kanten af feltet, hvor Mark Svendsen får headet, men ikke hårdt nok, og HIKs målmand kan let pille bolden ned. Minuttet efter er HIK igennem i den anden ende. HIF-forsvaret får ikke afvist ordentligt, men det hele løber ud i sandet, og et målspark til Hvidovre. 25. minut. En genial stikning af Ayoub, hvor han lægger bolden bagom forsvaret til en fremadstormende Jesper Skak, som derefter lægger bolden ind i feltet. Selvom HIK afviser, så holder Hvidovre presset, men det ender med målspark. 28. minut. Morten Overgaard viser godt overblik og sender bolden godt op ad banen til Morten Walldo. Han spiller ud på fløjen til Lukasz Cieslewicz, som trækker ind i banen og skyder lige uden for feltet, men desværre også over målet. 2 minutter senere, sender Jonas Kallehauge bolden godt ud på højrekanten til Ayoub, som endnu engang bliver stoppet af HIK-forsvaret på kanten af feltet. 32. minut. En dødbold til HIK afvises af Hvidovre, og bolden bliver spillet frem til Mark Svendsen, som er trukket helt midt på Hvidovres banehalvdel, for at hjælpe til. Mark lægger en genial frispilning op ad banen, mellem HIKs to bageste, som er trukket helt op til midterlinien. Ayoub er stukket, og får stikningen, hvorefter han spurter afsted mod baglinien. Her kigger han lige op en enkelt gang, og sender en perfekt bold ind i det lille felt, hvor Anders Clausen er dukket op, og han sender bolden i det tomme mål. 0-1 og vild jubel. Resten af halvlegen står HIF stadigvæk på, men der sker ikke det helt store. Alt i alt. HIF har langt det meste af spillet, og formår at holdet presset på HIK, som aldrig kommer til fadet.
Anden halvleg starter lidt stille op. HIF holder HIK langt væk fra noget der bare ligner chancer. Der skal dog gå et kvarters tid førend der sker noget rigtigt. Men i det 59. minut, tager Ayoub fat igen. Han modtager bolden kanten af feltet i højre side, og trækker ind i banen. Han tager et par træk mere, da ingen går til ham. Og pludselig smækker han til bolden, og sender den ind ved modsatte stolpe, helt oppe i hjørnet, bag en paralyseret HIK-målmand. 0-2 og hvilken forløsning. 10 minutter senere er den gal igen. Og igen er det Ayoub, der er i oplæggerens rolle. På kanten af målfeltet i højre side, afdribler han et par mand. Hand sender bolden i det lille felt, hvor Mark Svendsen står offside. Men i stedet for at gå efter bolden, løber han on-side, hvilket får HIKs forsvar til at tøve, og bagfra kommer Morten Walldo løbende, og med hovedet paserer han HIK-målmanden. Fantastisk oplæg og en rigtig god scoring. 75. minut. HIKs eneste chance i anden halvleg, da de er tæt på efter et hjørne, men fra kanten af det lille felt, skovles bolden langt over Hvidovre-målet. Minuttet senere er der fare på færde i den anden ende igen. Anders Clausen modtager bolden, efter et rigtigt godt Hvidovre-angreb, og tre meter uden for feltet, hamrer han bolden på stolpen. Kristian Bo Andersen er dog fulgt med, og riposten sender han i feltet. Sidste HIF mulighed bliver da Ayoub rundbarberer to mand, men hans skud sendes til hjørne, som der ikke kommer noget ud af. Kampens helt store samtaleemne bliver dog, da dommeren løber ud for at tale med sin liniedommer, 4 minutter inde i overtiden. Efter at have konferet løber dommeren ned til Kim Drejs, og præsenterer ham for det røde kort. Hvad der helt nøjagtig er sket, vides ikke for nuværende. Men efter hvad jeg kunne forstå, så mente liniedommeren at Kim Drejs skulle have råbt ”Luder” efter dommeren, men at det vist nok skulle have været at han havde råbt noget med ”Den er ude”. Vi prøver dog at få det opklaret.
Men en rigtig god og vigit sejr, der, i hvert fald i første omgang, har bragt HIF over stregen. Klumpen af klubber lige over stregen, er blevet noget mere kompakt, og der er da, trods alt, ikke mere end 9 point op til 5. pladsen :-). Nu forestår der så en meget svær opgave på søndag, og specielt med tanke på, at Frem i går spillede uafgjort 2-2 med Sønderjyske.