Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Igen en Myhrmann-scoring i sidste kamp
Det var et helt andet HIF-hold, der løb på banen til dagens kamp ude mod Herfølge. Andet i den forstand, at indstillingen var helt anderledes end i sidste uges kamp mod Kolding. Der blev kæmpet langt bedre, og indsatsen gav også gevinsten til sidste. Jeg er ikke i tvivl om, at Herfølge var gået på sommerferie, og bare regnede kampen for at skulle overståes, og det var først til allersidst, at de begyndte at vise tænder. Dette skal dog overhovedet ikke forklejne Hvidovre-spillernes indsats, som var i top.
Kampen er kun fire minutter gammel, da Morten Bech bryder et Herfølge-opspil ved midterlinjen. Han spiller videre til Morten Walldo, som sender videre ud på kanten til Ayoub. Han trækker op ad banen, og lægger en høj bold i feltet, men Herfølges målmand er først på. 8. minut. Et hurtigt indkast, sendes hen til Anders Clausen. Han skubbes dog væk, men bolden fortsætter, og her kommer Morten Walldo til. Han går til baglinjen og lægger ind over, hvor Morten Bech får hovedet på. Desværre ved siden af. Minuttet efter får HIF endnu en mulighed, da et langskud rammer en Herfølge-spiller og går til hjørne. 10. minut. Anders Clausen spilles med en lang bold af Jesper Skak. Han trækker til baglinjen og sender ind over. Modtageren får dog ikke foden hårdt nok på, og målmanden samler op. 12. minut. Ayoub går til baglinjen, og sender bolden ind til forreste stolpe, hvor Anders Clausen får flugtet, men rammer ikke rent nok, og bolden går til målspark. 15. minut. En høj bold spilles ind over Herfølge-forsvaret til Walldo. Han spiller videre til Clausen, som lobber bolden over målmanden, der er kommet lidt langt ud, men desværre også over mål. Enkelte spredte tiltag er der i de næste til minutters tid, men først i det 24. minut får HIF muligheden igen. Her får Ayoub lagt godt ind i feltet, hvor Morten Bech når højest, men hans hovedstød bliver ikke hårdt nok og målmanden kan samle op. 4 minutter senere tryller Ayoub endnu engang på kanten af feltet, og får lagt ind i feltet, men desværre for tæt på, og målmanden kommer ud og piller bolden ned. 30. minut. Endnu nogle tryllerier af Ayoub, og han snyder sin direkte modstander. Han kommer på skudhold, men skuddet går også forbi målet. 32. minut. Lukasz snyder en mand, men mister efterfølgende bolden. Han giver dog ikke op, og kaster sig, måske lidt hårdt, men takler bolden rent fra Herfølgespilleren, og trækker ind i feltet. Her gåes der hårdt til ham, og det ser ud som om, han bliver hægtet bagfra af Herfølgebacken, men dommerens fløjte forbliver, desværre, tavs. Nu er det som om gassen går lidt af ballonen. Indtil nu, har Herfølge ikke haft noget ordentligt forsøg, og bolden holdes mest på midtbanen. Lige ind til to minutter før pausefløjt. Her får HIF et hjørnespark, som sendes ind til forreste stolpe. Jesper Myhrmann dukker op, og med hovedet, sender han bolden ind bag en sprællende Herfølge-keeper. 0-1, og bestemt ikke en føring, nogen kan have noget at indvende i mod. Det bliver til en enkelt chance mere, da HIF får lagt bolden ind i Herfølgefeltet, hvor der ikke bliver kommunikeret ordentligt mellem målmand og forsvar. En forsvarer forsøger at sparke væk, men rammer helt skævt og er ved at give et selvmål. Bolden ryger dog over og giver HIF et hjørnespark.
En første halvleg, der helt og holdent er HIFs. Det er tydeligt at de vil mere end Herfølgespillerne, og 0-1, er lidt i underkanten i forhold til spil og chancer.
4 minutter ind i anden halvleg, starter som første er sluttet. Clausen kæmper med Herfølges bagerste mand, som dog får foden på, foran Clausen. Bolden ryger dog ind i brystet på Clausen, og går i en bue over målmanden, men desværre også ved siden af målet. 10 minutter senere snyder Lukasz en modstander på højrekanten. Han trækker ind i feltet og lægger fladt på tværs i feltet, mod Ayoub, men en Herfølgefod kommer på, og får afvist. 60. minut. Her får Herfølge sin, indtil da, største mulighed. Men en flad bold, går hele vejen i gennem det lille felt, og der er ikke nogen til at følge op, så HIF ridder stormen af. Tre minutter senere trækker Lukasz igennem på midten, hvorefter han spiller ud i højresiden til Clausen. Han trækker ind i feltet, og i stedet for at spille fladt videre, forsøger han selv fra spids vinkel, men desværre over mål. 66. minut. En god mulighed til Herfølge, fra kanten af feltet, som dog går lige over mål. Minuttet senere forsøger en indskiftet Patrik Jensen fra midten af Herfølges banehalvdel, men ved siden af. Minuttet senere får Herfølge en mulighed, som dog går ved siden af. 68. minut. Kampens detalje af Ayoub. Han modtager bolden ved sidelinjen på højde med Herfølges felt. Han kigger op, og holder ved bolden, og peger ind på midten, som om han vil spille herind. I stedet foretager han en finurlighed med ydersiden af hælen og overspiller Herfølge-backen med et vip, og går uden om. Han lægger ind i feltet, men desværre får Herfølge ekspederet væk. 72. minut. Et Herfølge-frispark 3-4 meter uden for HIF-feltet. Tre mand står ved bolden, og de to første løber til og hopper over bolden. Den tredje sparker til, men Kim Drejs kan følge bolden hele vejen, og let samle op. To minutter senere bliver HIF presset i feltet, men afslutningen går lige på Drejs. 79. minut. Mark Svendsen får revet sig fri af bageste mand, men alene med målmanden rammer han helt skævt, og Herfølge får sparket væk. Minuttet senere er Patrik Jensen på spil i den anden ende. Men målmanden får kastet sig ned, og afværget. 81. minut. Herfølge er tæt på, hvor først Kim Drejs får en god fodparade på et skud fra spids vinkel. Bolden ryger over, men lige før målstregen, sparkes der væk. 82. minut. Herfølge presser nu hårdere på, og der er i denne situation lidt panik i HIF-forsvaret, men Drejs får til sidst tilkæmpet sig bolden. 85. minut. Igen et Herfølge-pres, hvor HIF må give hjørnespark. Dette dumper ned i det lille felt, hvor der sparkes væk. 88. minut. Ayoub opsnapper bolden midt på egen banehalvdel og trækker op ad banen til Herfølges felt. Her spiller han på tværs til Danny Mirabel, som spiller bagud til Patrik, som desværre skyder langt over. I halvlegens sidste minut går Ayoub endnu en gang til baglinien, hvor han spiller ind i det lille felt. Patrik får hovedet på, men ved siden af.
En god sæsonafslutning, hvor det var tydeligt at se, at HIF var interesseret i at revanchere sig oven på torsdagens kamp mod Kolding. Alle kæmpede for alle, men specielt Ayoub overstrålede alle. Men en fin indsats, og et stort tillykke herfra med redningen i divisionen. Nu venter sommerferien, og det skal blive spændende at se, hvad HIF-ledelsen hiver op af hatten, når vi starter op igen den 10. august. Herfra skal lyde: "God sommer til spillere, ledere, hjælpere, Fanklubben og alle andre
Michael Hentrich