Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Flot kamp af HIF.
Endelig kom et hold forbi Hvidovre Stadion for at spille fodbold. OB var, generelt set, en klasse eller to bedre end HIF, og de to hold ydede hinanden en rigtig god kamp. HIF spillede faktisk en rigtig god gang fodbold, og man kunne i dag se, hvad holdet formår, når modstanderen også vil "lege" med. Dog kneb det stadig helt fremme, hvor Mads Torry lå som en noget ensom ulv, men midtbanen spillede bedre end længe set. Og så var vi vidende til en fantastisk debut. Unge Morten Walldo var blevet sat ind som højre back, og han spillede med et overblik og en ro, som lover rigtigt godt for fremtiden. Og så er han ikke engang blevet senior endnu. Første halvleg blev mere spændende en man kunne have regnet med. HIF bed godt fra sig, og var faktisk tæt på allerede efter 8 minutter, da Søren Christiansen bliver spillet bagom OBs forsvar, og kan helt fri løbe til baglinien, og servere bolden skråt bagud i feltet. Desværre var begge de to HIF'ere, der var med fremme, løbet lidt for langt frem, så det blev aldrig til den helt store chance. Et par enkelte løse muligheder blev det mere til, men aldrig store åbne chancer. Dertil var OBs forsvar for rutineret. I det 25. minut lader OB bolden gøre arbejdet, og laver en rigtigt fint opspil i Hvidovres højreside. Bolden smækkes ind over, og Hans Henrik Andreasen kan komme løbende bagfra, og helt udækket sende bolden ind bag Kenneth Jepsen i målet. En rigtig rigtig god scoring, som vi desværre ser så sjældent i "Smeltedigelen". 10 minutter senere bliver det til 2-0, da et langt indkast sendes ind i feltet, og sendes følt videre. Inde foran Jepsen kommer endnu engang, Hans Henrik Andreasen til, og sender bolden ind bag en sagesløs Jepsen. To chancer bliver det til, til HIF inden for et minut. Først dribler Ayoub Sørensen sig igennem OBs forsvar, og forsøger et skud. Desværre rammer han helt skævt, og bolden går til indkast. Dernæst minuttet senere, da Ayoub bryder et angreb og forsøger en kontra. Han bliver dog selv stoppet, men får raget bolden til sig, og spiller til Mikail i venstresiden. Han fører bolden op og lægger den følt ind i feltet. Her kommer Bech til, men hans forsøg med ydersiden går helt skævt.
Anden halvleg bliver nok det der kan kaldes en dag på kontoret for OB. De slækker på tempoet, og HIF forsøger at komme igennem, men det munder ikke rigtigt ud i noget. Et OB-pres midt i halvlegen fører heldigvis ikke til flere scoringer.
Alt i alt. En rigtig god fodboldkamp. HIF har stor ære af kampen, men OB havde lige et par gear mere. En dejlig stemning på lægterne, og en stor tak til OBs fans, for at være med til at få stemningen helt i top i en god atmosfære. Hvidovresupporterne skal også have en stor stor ros. Gennem hele kampen støttede de, og selvom HIF kom bagud, så slap vi for mange af de kommentarer der ellers plejede at være. Og så til dommertrioen. Tja, var de der overhovedet ??. Dette er ikke nogen kritik, men bare en konstatering af at gode dommere behøver man ikke lægge mærke til. Nu var det også en nem kamp at dømme. Ikke et eneste groft frispark. I det hele taget, en fantastisk kamp, og en rigtig god atmosfære.