Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Fantastisk sejr
Ja, hvad mere kan man sige. Efter et brag af en kamp, og en god indsats af Hvidovre, specielt i anden halvleg, kunne holdet trække sig ud af kampen med en fantastisk sejr.
Det starter ellers lovende for Lyngby. Efter 2 minutter sættes Jesper Skak midt på egen halvdel, og en helt fri Lyngby-spiller sætter kursen mod mål. Stefan Hansen kommer dog godt tilbage, og får reddet kastanjerne ud af ilden. 2 minutter senere får Lyngby en kæmpe mulighed, da et opspil på kanten sendes ind til en helt fri spiller, men han får ikke tæmmet ordentligt, og sender bolden forbi målet. Minuttet senere kommer så forløsningen. Lukasz sender elegant bolden frem til Anders Clausen i medløb, og han sætter det bageste forsvar og stormer mod målet. Med to forsvarere halsende efter sig, sender han bolden forbi en fremadstormende Rune Pedersen i Lyngby-målet. 1-0, og begyndelsen til en stor overraskelse er i gang. To minutter senere er der fare på færde for Lyngby igen, da Fosu og Clausen får forvirret Lyngby-forsvaret. Clausen får sendt en stikning frem til Ayoub, der desværre står off-side.
9. minut. Lyngby presser sig igennem, men skuddet, fra kanten af feltet, går ved siden af. I det 13. minut slipper HIF med skrækken. Et noget passivt HIF-forsvar kigger på, da en helt fri Lyngbyspiller, i feltet får headet på overliggeren. Heldigvis afviser forsvaret riposten. Tre minutter senere er forsvaret noget passivt igen. Men selvom Lyngby får bolden i nettet, dømmes der heldigvis offside. 18. minut. Et hurtigt HIF-indkast sendes af Clausen frem mod Fosu, der er løbet ind i feltet, men desværre lidt for meget fart på, og Rune Pedersen kommer frem, og får samlet op.
20. minut. I et forsøg på at sparke ud af HIF-feltet, får Kristian Bo ramt bolden helt skævt, så den sejler ind i det lille felt i stedet. Mellem tre Lyngby-folk, kommer Drejs ud og får bokset væk, og presses lidt for hårdt og får tildelt et frispark.
30. minut. Ayoub snyder først en mand ved midten. Han trækker mod målet, og snyder smart een mere, for lige til sidst, at spurte fra bageste mand. Han trækker ind i feltet, og forsøger selv fra en spids vinkel, og får hjørne i stedet for. Dette kommer der ikke noget ud af. To minutter senere forsøger Lyngby sig igen med et langskud fra kanten af feltet, men Drejs kommer godt ned, og får afværget. I det 33. minut starter Lukasz med at drible sig godt forbi en Lyngbyforsvarer, og får derefter sendt bolden på tværs i feltet. Her opstår et gevaldigt klumpspil, og Anders Clausen får to gange foden på bolden, inden Rune Pedersen, siddende får sat begge hænder på.
I det 37. minut bliver der begået et stort straffespark på Anders Clausen, da han kantes i et gennembrud i feltet. Dommeren vinker dog afværgende, måske fordi AC har spillet lidt for meget på straffesparket. Men at der er kontakt, er hævet over enhver tvivl (også efter at have set situationen i reprise).
43. minut. En hurtig HIF-kontra sættes igang af Drejs, der afleverer ud til Anders Clausen. Han spiller hurtigt videre til Morten Walldo, som spiller videre frem til Kristian Bo. Han sender bolden på tværs ind i feltet, men ingen er fulgt med, så bolden ryger i stedet til Lyngby-indkast. 45. minut, halvlegens sidste mulighed, da Stefan Hansen forsøger med et godt langskud midt på Lyngbys banehalvdel, da han opsnapper en returbold på et frispark. Desværre ryger bolden forbi målet.
En første halvleg hvor Lyngby har det meste af spillet i første halvdel, men HIF får scoringen. Langsomt får Hvidovre dog ædt sig ind i kampen, og har, bortset fra et par enkelte store Lyngby-muligheder, også de største chancer.
I anden halvleg, skal vi hen til 58. minut, førend HIF får muligheden igen. En genial frisparksdetalje, da Ayoub sender bolden ind mod det lille felt, hvor der, tilsyneladende ikke er nogen HIF-spiller. Dog kommer Anders Clausen løbende bagfra, og får lige nøjagtig ikke ramt bolden, så den dumper i stedet ned foran målmanden, der let kan samle op. 62. minut. Et godt Lyngby-angreb, hvor Stefan ikke helt får fat, men i feltet, sendes bolden til hjørne. 64. minut. Igen et langskud fra Lyngby, der går forbi målet, selvom han ikke bliver synderligt presset. 66. minut. Endnu en genialitet af Ayoub, da han sætter en mand på kanten, og trækker ind i feltet, hvor hans skud dog afværges til hjørne. 74. minut. Morten Walldo snyder 2 mand på kanten, hvoraf den ene kommer glidende mod ham, med knopperne forrest i knæhøjde. Walldo spiller frem til Marc Olsen, der trækker skråt ind i feltet. Han spiller bolden tilbage til Anders Clausen, der dog skyder langt over målet. 76. minut. Et indlæg sendes bagest i det lille felt, hvor en helt fri Ayoub blot skal sætte hovedet på, og i et blankt mål, bringer han HIF yderligere foran. Et godt mål, og på et godt tidspunkt, da man, indtil nu, bare sad og frygtede, at Lyngby skulle få reduceret. Minuttet senere er det igen Lyngby der forsøger udefra med et dykkende skud, men Drejs kommer godt ned og får reddet. 83. minut. Et opspil på højrekanten ender hos Marc Olsen, der tager et enkelt træk eller to, og med et tørt tørt huk, sender han bolden ind i nettet, ved trekants-sammenføjningen. 3-0, og euforien er total. Lyngby får dog reduceret to minutter inde i overtiden, da der endnu engang scores et Aabech-mål på Hvidovre Stadion. Denne gang er det sønnen Kim Aabech, der i helt fri position, udplacerer Kim Drejs med et følt hovedstød. Denne stilling holder kampen ud, og overraskelsen er total.
Alt i alt. En rigtig god kamp, og to teknisk velfunderede hold, der begge gad at spille fodbold. Lyngby havde bestemt deres muligheder, men HIF heldet på dagen. Ikke så meget med scoringerne, der alle var flotte, men med at Lyngby ikke fik scoret på deres muligheder. Men en god reklame for fodbold.
Michael Hentrich