Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Kollektivt kollaps på Hvidovre Stadion
Ovenpå den, trods nederlaget, gode indsats i sidste søndags kamp mod AB, var der sat større forhåbninger til holdet, der tog imod Herfølge i dagens kamp. Op til kampen måtte Marc Olsen melde fra med skade, og Anders Clausen var særdeles tvivlsom, og blev kun meldt klar i sidste øjeblik. Tom Nielsen måtte tage hjem med sygdom, og Stefan Hansen afsonede sin sidste karantænedag, efter det røde kort mod Roskilde. Ydermere blev midterforsvaret skadet i løbet af 1. halvleg, så alt i alt, var det ikke nogen god dag på Hvidovre Stadion. Men nu var det, at bredden skulle bestå sin prøve.
De første 15 minutter bød ikke på det helt store. HIF forsøgte at lokke Herfølge frem på banen, ved at stå forholdsvis langt tilbage. En chance til Herfølge efter 5 minutter går millimeter forbi stolpen, og har ramt en HIF'er på vejen og giver hjørne. Dette udløser lidt panik i forsvaret, men Kallehauge kommer godt ned, og losser befriende langt op af banen. I det 12. minut er det så HIFs tur, da der kombineres godt midt på Herfølges banehalvdel. Lukasz spiller smart videre til Fosu, som forsøger et par meter uden for feltet. Han rammer dog helt skævt, og bolden går over målet. Tre minutter senere begynder katastrofen for HIF. Nichlas Thorsgaard må udgå med en skade, og de første rokeringer i forsvaret begynder. Walldo bliver sendt ned som højreback, og Jesper Skak sendes ind i midterforsvaret. Minuttet senere får HIF lagt et godt pres. Ayoub kæmper godt på kanten og får lagt ind i feltet, hvor Anders Clausen væltes omkuld. Dommerens fløjte er dog tavs, men bolden ryger til Kallehauge, som får skudt midt i feltet, men ved siden af.
22. minut. God ageren af Ayoub på højrekanten giver hjørnespark. Lukasz spiller kort til Fosu, som sender bolden tilbage til Lukasz. Han trækker skråt tilbage og ind i feltet. Ingen går til ham og upresset forsøger han fra kanten, men ved siden af. 27. minut. Jesper Skak mister bolden, da han forsøger at drible rundt til højre for feltet. Herfølge spiller på tværs, og Lasse Kronborg sætter en perfekt vrist på, og hamrer bolden ind hos en noget paralyseret Kim Drejs. Jeg tror han havde set bolden gå forbi. 30. minut. Den største HIF-chance, da Ayoub snyder højrebacken og får spillet skråt tilbage i feltet, hvor Clausen firsttimer mod nærmeste stolpe, men en formidabel redning af målmanden giver HIF et hjørnespark. Dette sparkes til gengæld helt håbløst, og afværges af Herfølgeforsvaret.
39. minut. Kallehauge mister bolden midt på egen banehalvdel, og giver en kontra til Herfølge. Peter Benjaminsen modtager bolden lige uden for feltet, og Morten Overgaard, der er blevet skadet et par minutter tidligere, formår slet ikke at komme ud til ham. I stedet udplacerer Benjaminsen Kim Drejs, og stillingen er nu 0-2. Bare to minutter senere er den gal igen. Overgaard er gået ud til behandling, og i forvirringen går et totalt amputeret forsvar fuldstændigt galt, og en helt fri Mikael Rynell, kan sende bolden i tomt mål. 0-3, og man sad virkeligt og gruede for fortsættelsen. Endnu en rokering i forsvaret, da Kallehauge sættes ned på Overgaards plads, og Morten Bech kommer ind på midten. I halvlegens sidste minut arbejder Fosu godt i venstresiden, og får sendt bolden ind i feltet, hvor Anders Clausen får revet sig fri af markeringen, og sender bolden ind mellem benene på en fremadstormende målmand. 1-3 lige inden pausen var ikke så tosset, så vi var mange, der sad og håbede på, at dette var kampens vendepunkt. Men en helt igennem skidt første halvleg af HIF. Dommeren var bestemt heller ikke på Hvidovres side, men ingen af målene kan dog, trods alt, tilskrives dommerfejl.
Anden halvleg skal hent til det 58. minut, førend der sker noget særligt. Det er til gengæld positivt, set med Hvidovre-øjne. Morten Bech får bolden i feltet. Han spiller videre ud på kanten til Ayoub, der straks udfordrer sin direkte modstander. Han kommer smart forbi denne, og trækker ned til baglinjen. Her sender han bolden ind i det lille felt, og da Herfølges Thomas Sørensen skal prøve at afværge, får han sendt bolden i eget net. 2-3, og redningen syntes indenfor rækkevidde. 64. minut. Efter et hjørne får en Herfølgespiller helt umarkeret hovedet på, men heldigvis også lige på Drejs. 66. minut. Et langt indkast fra Clausen, snittes videre af en Herfølgeforsvarer, men uheldigvis er ingen HIF'ere fulgt med, og ingenting i den situation. 69. minut. En stor Herfølgechance, da bolden spilles ind i HIF-feltet, og går forbi tre Hvidovrespillere, der forsøger, men ikke får ramt overhovedet. Til gengæld står så en Herfølgespiller helt fri og får afsluttet. Heldigvis står Drejs godt placeret, han får pareret og derefter kastet sig over returen. 77. minut. HIF forsvaret er spillet tyndt, men en helt fri Emanuel Ake formår at sparke over Hvidovremålet. 80. minut. En kæmpestor Herfølgekontra hvor de kommer 3 mod 1 efter et HIF-hjørnespark. Heldigvis kommer Lukasz ned, og i feltet, får han presset Herfølgespilleren, og strakt en lang tå ned, og sendt bolden til indkast. Tre minutter senere får Clausen bolden lige uden for feltet. Han presses omkuld, men halvt liggende får han alligevel sendt et skud mod målet, men går dog over. Minuttet senere får Herfølge en kontra, og kun Kallehauge er tilbage i HIF-forsvaret. Han presser boldmodtageren, som spiller ind i feltet til en helt fri Henrik Toft, og uden problemer sender bolden i nettet. Mere sker der ikke, og Herfølge kan trække sig ud af kampen med en fortjent sejr.
Alt i alt. En skidt dag, der ikke bliver bedre af, at et nyt midterforsvar skal sættes sammen af to spillere som bestemt ikke er vandt til den plads. Nu var Herfølge heller ikke eet af de hold, som jeg havde forventet at få point fra, og når holdet kollapser som i dag, så skal det gå galt. Der venter to svære kampe, de kommende 14 dage. Vejle i pokalen på søndag, og dernæst en meget svær udekamp mod Viborg, der i dag søndertævede FC Amager med 7-1. Heldigvis er Stefan tilbage i midterforsvaret, og kan Marc Olsen også være klar, så kan det være, der er lidt mere ro på holdet end tilfældet var i dag.
Michael Hentrich