Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Hvidovre gjorde det igen
Hvidovre var i dag taget til Viborg, uden det store forventningspres. Viborg havde, indtil i dag, ikke sat point til i de første 7 kampe, og der var absolut ingen forventninger om at det skulle ske igen i dag. Vi var mange, der havde et håb om en gentagelse af kampen i Silkeborg, som endte 1-1, men der var realisme nok hos alle, til at vide at det ville blive meget svært. Og det blev det også.
Hvidovre havde valgt at give en noget overraskende debut til den kun 16 årige Franck Semou, som normalt spiller på u-17, og han fik en ganske hæderlig debut, trods modstanderen og presset.
De første 15. minutter af kampen var næsten helt uden Hvidovre-modstand. Ingenting fungerede, og kun stort held gør, at holdet ikke er bagud med mere end en enkelt pind i den periode. Allerede efter 3 minutter er Viborg på færde første gang, men heldigvis går bolden i sidenettet. I det 5. minut går det så galt. Det starter midt på banen, hvor Fosu Boateng spiller en svag bold ud på siden mod Ayoub Sørensen, som opsnappes af en Viborg-spiller, og så går det stærkt den modsatte vej. Jesper Skak rundes nede ved feltet, og uden chance for Kim Drejs, sendes bolden ind ved fjerneste stolpe. 2 minutter senere er der fare på færde igen, men målspark til HIF. Minuttet efter er Hvidovre så endelig oppe ved Viborg-feltet, men Ayoubs indlæg ligger for tæt på målet, og målmanden kan gribe ind. Det bliver til et par chancer mere til Viborg, men ikke yderligere scoringer. I det 16. minut, begynder HIF så at æde sig ind i kampen. Et godt opspil på højrekanten, modtages ikke godt nok i feltet, men HIF får alligevel indkast ud af situationen. HIF holder presset, men der er ikke vilje nok bag, og Viborg får afvist. I det 22. minut snydes HIF for et straffespark, da Fosu væltes om i feltet, men dommerens fløjte er tavs. Jeg er ikke helt sikker på om Viborg snydes for et også, i det efterfølgende angreb, men det kunne godt lyde sådan på Viborg-supportere, der står placeret bag HIF-målet i første halvleg. 27. minut. Viborg i et godt gennembrud, der dog stoppes sikkert af Stefan Hansen på baglinjen.
34. minut. HIFs første afslutning på mål!! Fosu skyder dog langt over fra kanten af feltet. I samme minut en stor Viborg-mulighed, men Drejs får fat i det flade indlæg i feltet. Minuttet efter forsøger Ayoub langt ude fra, men ved siden af. 41. minut. Hvidovre i en kontra, hvor Kristian Bo trækker godt op ad banen, og forsøger uden for feltet, men afslutningen bliver ikke hård, og målmanden kan let samle op. Minuttet før pausefløjt får Viborg et frispark i deres højreside, som sendes godt ind i feltet, men heades heldigvis over.
Føringen til Viborg ved pausen kan der ikke indvendes noget i mod. Viborg er fantastisk godt organiseret, og får presset HIF i langt de fleste situationer. Dog kommer HIF bedre med, jo længere halvlegen skrider frem, men kommer aldrig frem til oplagte chancer.
Hvad det er, der er puttet i holdenes pause-te, aner jeg ikke. Men HIF må have fået en omgang Asterix's trylledrik, og Viborg må have fået noget døsende, for det er to helt forvandlede hold, der kommer på banen til anden halvleg. Morten Overgaard har afløst Nichlas Thorsgaard, og han kommer ind og spiller det bedste, der er set fra hans side i dette efterår.
Anden halvleg er 5 minutter gammel, da Marc Olsen, efter et lille HIF-pres, modtager bolden midt på Viborgs banehalvdel. Han trækker op mod feltet, og fuldstændigt upresset, et par meter uden for feltet, hamrer han bolden ind i nettet, bag en noget passiv Viborg-målmand. 1-1, og overraskelsen lurer. 62. minut. Scoringen har forvandlet kampen, og Viborg virker rådvilde. HIF sender det ene angreb afsted efter det andet, og kommer Viborg op i den anden ende, stoppes de effektivt af et godt kæmpende Hvidovre-forsvar. 64. minut. Fosu sendes afsted med en god stikning, men fra en spids vinkel rammer han ydersiden af trekantssammenføjningen. 66. minut. Viborg sender en dyb stikning ind bag Jesper Skak, og en fremadstormende Viborg-spiller får sendt bolden ind over. Drejs får dog stoppet boldens, men den hopper videre til Franck Semou, som sender den langt op ad banen. 69. minut. Viborg-angreb i HIFs vensteside. Franck Semou falder, da han skal forsøge at takle, men han får, liggende, drejet kroppen og sat en fod på bolden. 71. minut. Et genialt opspil på venstrekanten, hvor Semou og Krisitian Bo laver en smart 1-2 kombination, giver Kristian mulighed for afslutning, men afvises af Viborg. Dog ikke mere, end at det giver HIF to muligheder mere i samme angreb, hvor den sidste dog sparkes over. 74. minut. Viborg-spiller snyder Krisitian Bo, går til baglinjen og trækker ind i feltet. Hans indlæg opsnappes dog af Kim Drejs. 78. minut. Igen går en Viborgspiller igennem, men Stefan Hansen får ham presset så langt ud, at hans indlæg nemt kan samles op af Drejs.
79. minut. Viborg forsøger med et langskud, der går ved siden af. Det giver HIF muligheden for en hurtig kontra, som sendes frem til Ayoub. Han trækker op ad banen, og spiller derefter frem mod Anders Clausen, som dog dømmes offside. I det 81. minut bliver Overgaard skadet, og må udgå. Ind kommer i stedet Morten Larsen, og Semou, bliver rykket ned i midterforsvaret. Det holder dog kun to minutter, hvorefter Semou skiftes ud, og Morten Bech kommer på banen i stedet. Nu er gode råd dyre, for der er ingen midterforsvarere tilbage til at tage over. Hvem går så ned. Ja, det gør så men angriber Anders Clausen, og lad mig slå fast med det sammen. Det slipper han særdeles godt fra. 85. minut. Frispark til HIF på højrekanten, som sparkes godt ind i feltet. Der heades mod mål, men målmanden er godt med, og får reddet. 89. minut. Her bliver Kim Drejs "matchvinder" for Hvidovre, da han fænomenalt disker op med en klasseredning, på et rigtigt godt Viborg-forsøg. Resten af halvlegen forsøger Viborg igen og igen, men det bliver bare til en omgang lossen, som HIF tager sig godt af. Efter små 6 minutters overtid, hvor der også er nogen tummult på banen, fløjtes kampen af, og et højest overraskende point, kan sættes ind på Hvidovre-kontoen.
Alt i alt, bortset fra de første 15-20 minutter, en rigtig god indsats af Hvidovre. Der kæmpes forbilledligt, og Viborg holdes fra store chancer, bortset fra den, som Kim Drejs tager sig af. En lang dag er slut, og det skal blive spændende at se, om Thisted også får ørerne i maskinen i næste uge.