Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Skidt indsats i det jyske.
Man havde måske håbet på, at den sidste uges polemik omkring Tom Nielsens afgang, og diskussionerne på debatten, havde givet spillerne ekstra blod på tanden. Men det var ikke lige til at se på banen. Måske var det de 120 minutters pokalkamp + straffe, som sad i benene, men det var ikke et HIF-hold i fulde omdrejninger, som vi 12 tilrejsende supportere var vidende til i dag på Skive Stadion. Første halvleg var i og for sig ok. Skive ville ikke langt frem på banen, og når HIF forsøgte, så stødte angriberne ind i en meget kompakt forsvarsmur. HIF formåede simpelthen ikke at hive op i sig selv, og kun et par af spillerne, kunne være helt tilfredse med deres indsats. Kristian Bo eksempelvis, hvis samarbejde med Marc Olsen, når han befinder sig på venstrekanten, bliver mere og mere eminent. Morten Bech og Jonas Kallehauge på midtbanen ydede også en god arbejdsindsats, og resten af forsvaret var i store træk også ok. Men angrebet er noget tyndbenet. Lukasz forsøgte, men havde ikke benene til det i dag.
Det var småt med chancer i første halvleg. I det 7. minut bryder Skive, og igangsætter et hurtigt kontraangreb. Der spilles på tværs, men Jonas Kallehauge får strukket sig, og givet hjørne. Dette sendes i det lille felt, hvor der heades ned, men heldigvis får en helt fri Skivespiller ikke ordentlig ram på bolden, og Kim Drejs samler op. 13. minut. Et HIF-frispark omkring midterlinjen, sendes godt ned i Skivefeltet. Her snittes bolden videre, og en HIF'er, ser ikke hvem det er, er lige ved at få foden på, men kommer lige nøjagtigt for sent og Skives målmand samler op. 21. minut. En god Skive-mulighed, hvor der presses på i Hvidovre-feltet, men afslutningen går ved siden af målet. 25. minut. Et godt HIF-angreb, men det afsluttende indlæg ligger for tæt på mål, og Skives målmand kan let gribe ind. 29. minut. Bedste HIF-mulighed efter et hjørnespark. Anders Clausen header bagover, men lige ind på en Skivespiller, og nyt hjørne til HIF. Her holdes presset, men til sidst får Skive sparket væk. 31. minut. En hurtig Skive-kontra, som sendes diagonalt og Skive-spilleren trækker ind i feltet, hvor han afslutter. Men heldigvis langt over mål. 45. minut. Endnu engang er Skive i kontra. Jonas Kallehauge kan ikke holde fast i Skive-spilleren, men hans afslutning sparkes i foden på Nichlas Thorsgaard, og Kim Drejs kan nemt samle op. Mere er der ikke om 1. halvleg, hvor HIF er godt med, men kan ikke komme igennem Skives kompakte forsvar.
Anden halvleg er 5 minutter gammel, da Skive får et frispark på HIFs højrekant. Dette sparkes fladt ind i feltet, og da ingen, hverken HIF-spillere eller Skive-spillere, får fat, sejler bolden ind i netmaskerne. 1-0 og en ikke så ufortjent føring til Skive, der er kommet længere frem, her i starten af anden halvleg. 55. minut. Efter et frispark dumper bolden ned for fødderne af en Skivespiller, lige uden for Hvidovres felt, og han kanonerer med et brag af et skud, bolden af sted. Heldigvis for HIF går skuddet ved siden af. 56. minut. En lidt uforståelig udskiftning. Jonas Kallehauge går ud, og Ayoub kommer ind. Her var vi nogle stykker, der måske hellere havde set at Allan Nielsen var taget ud, da han ikke havde sat mange stempler i denne kamp. Men nu er det jo træneren, der bestemmer. 59. minut. HIF holder presset efter et hjørnespark, og Anders Clausen er ved at slippe fri, men hans skud bliver sendt til indkast. AC kaster selv, og Lukasz får hovedet på, men desværre også over mål. I samme minut får HIF et frispark, som Ayoub sender ind i feltet. Bolden sejler hele vejen igennem, men desværre også ved siden af målet. 65. minut. En hurtig Skivekontra på højrekanten, hvor Skive-spilleren går til baglinjen og lægger ind over. Bolden går hele vejen igennem feltet, men afslutningen sendes langt over Hvidovres mål. Tre minutter senere, får Skive endnu en hurtig kontra, hvor de løber op ad venstrekanten. Der spilles fladt ind i Hvidovrefeltet, men Allan Nielsen får lige en lang fod på, og sender bolden til indkast. Minuttet efter er Lukasz lige ved at slippe fri, men presset af to forsvarere løber bolden fra ham, og ind til målmanden. 72. minut. En kæmpe Hvidovre-mulighed, da en kontra endelig lykkes, men Anders Clausen støder sammen med en Skivespiller, og det løber til sidst ud i sandet. 73. minut. Er det Skives tur til et kontraløb, men Stefan Hansen får givet hjørne. Dettes sendes i feltet, og heades skråt tilbage til en Skivespiller, som hamrer over mål. 74. minut. Marc Olsen er lige ved at få spillet Clausen helt fri, men en Skivefod kommer lige akkurat på, og får stoppet opspillet. 79. minut. Et Skivefrispark omkring midterlinjen sendes højt ind i HIF-feltet, og der heades, men over målet. 85. minut. Et frispark til Skive midt på HIFs banehalvdel, sparkes direkte på mål, tæt op ad den ene stolpe. Kim Drejs kommer godt ud, og har hænderne på bolden, men på en eller anden besynderlig måde får han droppet godt og grundigt, og bolden ryger ind i nettet. 2-0, og så er den kamp reelt lukket. Drejs får dog gjort lidt af skaden god igen, da en Skivespiller slipper alene igennem, efter en stikning ind bag HIF-forsvaret, men her kommer Drejs godt ud, og får sat en fod på. Og mere skete der ikke i denne kamp. Men alt i alt. En fornuftig første halvleg, hvor HIF fortjent holder nullet. En anden halvleg, der ikke så godt ud.
Og så en lille ting. Der var 4 spillere, og en leder, der sagde tak for støtten til den lille gruppe af supportere, der havde taget opstilling bag ved udskiftningsboksene. Resten gik bare direkte ned i omklædningsrummet. Det havde sgu klædt spillerne, hvis de lige var kommet ud alle sammen, og vist at de var glade for støtten. Hvis de altså var det ??.