Fra HvidovreFanklub.dk af Søren Westh
Sejr trods bagud 0-2
Foto: Ole Walldo
Hvidovre havde til dagens kamp valgt at give den unge Lasse Krogh chancen på mål, i stedet for Kim Drejs som måtte ned og spille en kamp for 2. holdet. En kamp som i øvrigt blev vundet sikkert 2-0, efter en god præstation af Drejs.
Begge hold lagde frisk fra land, men efter 5 minutter skete det som bare ikke måtte ske. LFA kom foran EFTER ET HJØRNESPARK! En blød bold blir snittet videre om havner i hovedet på Karsten Jensen, som umarkeret header den ind til 0-1. Skandale!
Efter 10 minutter blir det så 0-2, da Hvidovre igen igen leverer pinligt ringe forsvarsspil. Alle mand står og sover, og vi er fuldstændigt til grin på egen bane...
Efter 16 minutter modtager Lukasz kampens første advarsel, da han som sædvanlig er den eneste der sætter sig igennem for vores hold. En lidt hård tackling hvor han dog kun rammer bolden, udløser altså gult kort på det her niveau.
2 minutter senere sender Marc Olsen et udmærket frispark afsted mod LFAs mål, men desværre bliver hans forsøg reddet, da hans ellers så velplacerede skud bliver lidt for blødt.
Efter 28 minutter bryder Franck Semou, som han har gjort adskillige gange, et LFA opspil på midten af banen. Han spiller den ud til Marc Olsen, som sender den ind til Anders Clausen, der heldigt scorer til stilingen 1-2. Clausens skud bliver rettet af, men måske denne scoring kan sætte gang i et utroligt ringe spillende Hvidovre mandskab.
Efter 36 minutter kan vi konstatere at reduceringen ikke har givet den store effekt, og LFA bygger et flot angreb op, som var lige ved at udmønte sig i endnu en scoring til holdet, som ellers har haft meget svært ved at score mål i denne sæson.
Den sidste del af 1. halvleg brugte LFA på at smide sig og dermed gang på gang få stoppet spillet, så de kunne komme til pause med deres føring. Utroligt irriterende at se på, at man bare kan smide sig og råbe av av, og så stopper dommeren spillet.
Man bliver dog først rigtig irriteret når dommeren så ikke ligger den tillægstid til som han jo skal, da spillet har været stoppet i 3-4 minutter. Næ, han blæser af efter kun 1 minut og 20 sekunders ekstra tid... Pause!
Hvis man havde håbet på at se et aggressivt Hvidovre hold fra starten af 2. halvleg så blev man skuffet. Det så ud som om at der hverken var blevet talt med store bogstaver eller serveret råt kød i pausen!
Efter 59 minutter blev Sylla Ahmed Davy sendt på banen i stedet for Nicklas Rønne, og i samme minut gav Hennings havenisser en omgang kolde fadøl til hele fanklubben (-:
Vi skulle frem til det 61´ minut før Hvidovre kom frem til deres første hjørnespark, hvilket vidst også er et meget godt billede af hvor lidt holdet har været i stand til at presse bundholdet fra Falster. Hjørnesparket kom der intet ud af, da dommeren valgte at fløjte for frispark mod en LFA forsvarer inde i feltet.
Efter 64 minutter sender HIF et godt frispark ind i feltet, hvor Stefan Krogh header bolden ind til 2-2.
Scoringen har givet Hvidovre mod på tilværelsen, og de presser nu LFA godt i bund.
Minuttet efter scoringen begår en LFA forsvarer frispark på kanten af feltet, da han trækker Sylla ned bagfra. Desværre afbryder dommeren IGEN en Hvidovre dødbold, ved at fløjte for frispark, tilsyneladende begået af Stefan Hansen inde i det lille felt.
Efter 74 minutter bryder en aggresiv Sylla igennem ude på højre kanten, men desværre bliver han blokeret af en velspillende Clement Kafwafwa i sit forsøg på at spille bolden ind i feltet.
I det 76´ minut bliver Franck Semou taget ud og erstattet af Thomas Wiil Andersen. Franck var tilsyneladende træt, efter at have arbejdet godt på midten, hvor han kom i vejen for meget.
Efter 79 minutter blev LFAs Jesper Cristjansen smidt ud, efter sit andet gule kort. Han sparkede bolden efter Lasse Krogh, længe efter dommeren havde fløjtet for offside, og så var det ud.
Nu presser Hvidovre for alvor på, og en scoring ligger i luften!
I det 82´ minut bliver Sylla nedlagt i feltet af Kafwafwa, men dommerens fløjte var tavs!
Minuttet efter ryger bolden op på selv samme Kafwafwas hånd i feltet, men stadig ikke noget straffespark til HIF.
I det 86´ minut kom dødsstødet så til LFA, da Anders Clausen scorer til 3-2. Et flot indlæg ude fra højrekanten bliver snittet videre af Thorsgaard, og så står Clausen fri og kan ubesværet sparke bolden ind til Hvidovre føring!
I det 90´ minut bliver der delt ostemadder ud, til både Sylla og LFAs keeper for lidt skubben til hinanden.
Efter 2 minutters overtid lykkes det så for Hvidovre at lukke kampen da den indskiftede Thomas Wii Andersen dukker op inde i feltet, og sparker bolden fladt ind, uden chance for keeperen.
Til allersidst laver Kafwafwa så sit 3 straffespark, da han sparker Sylla ned bagfra. Stadig vil dommeren ikke fløjte, og vi må dermed "nøjes" med en 4-2 sejr!</p><p>En utrolig dårlig start, endte alligevel med at give os 3 point på kontoen, og dermed må man nok regne med at HIF har sikret sig billet til Viasat divisionen, for endnu en sæson.