Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Fantastisk sejr i pokalen
Kun skuffende 612 tilskuere havde fundet vej til Smeltedigelen på Hvidovre Stadion, på denne sensommerdag, som dog, vejrmæssigt, kunne have været noget varmere. Men jeg skal love for, at der blev varmt på Hvidovre Stadion, som eftermiddagen skred frem. Superligaholdet fra Vejle Boldklub, som Hvidovre tabte begge kampe til i sidste sæson, mødte op som klare favoritter. Måske også tynget af favoritværdigheden, var det dog ikke til at se forskellen på de to hold.
[Edit: Nej, deres udsendte var ikke lettere overrislet efter superpræstationen i dag, men konstaterer nok nærmere, at den er gal med korttidshukommelsen. HIF tabte naturligvis ikke begge kampe mod Vejle i sidste sæson, men spillede 0-0 på Hvidovre Stadion, efter en rigtig god præstation.]
HIF starter frisk op, og der er ikke engang spillet et minut, førend HIF får den første mulighed. Ayoub forsøger friskt langt udefra, efter et frispark, men desværre også lige forbi. I det 7. minut får HIF igen en god mulighed. Ayoub tackles i sine driblinger, og bolden ryger retur til Morten Walldo, der er kommet med frem fra sin backplads. Han sender bolden op mod feltet, hvor Fosu Boateng spiller videre til Anders Clausen. Han forsøger fra kanten af feltet, men lidt for svagt, og Jimmi Nielsen i Vejle-målet kan nemt gribe ind og samle op. 10. minut. En HIF-kontra startes op og sendes til Marc Olsen på venstrekanten. Han snyder to mand, men kommer ikke forbi nummer 3, og bolden pilles fra ham. Han skulle nok, i den situation, have prøvet at se helt modsat, hvor Ayoub Sørensen står helt fri. Men Vejle-forsvaret holdes godt beskæftiget. To minutter senere er HIF i et godt angreb på højrekanten, hvor Walldo er trukket med, og snyder forsvareren og løber uden om. Han rives og flås i trøjen, men det udløser kun et indkast, der skaber noget klumpspil i Vejleforsvaret, men afsluttes med en offsidekendelse.
14. minut. En HIF-kontra hvor Ayoub til sidst prøver udefra, og kun en eminent redning af Jimmi Nielsen, holder HIF fra scoring. Det giver dog et hjørne, som dog sparkes for langt og løber ud i ingenting. Så skal vi helt frem til 20. minut. Nichlas Thorsgaard kikser fælt lige uden for feltet, og giver en friløber til Vejle. Der trækkes dog for langt ud i siden, og VB er nødt til at spille skråt tilbage i feltet, hvor HIF så formår at afværge. 27. minut. Siden muligheden i 20. minut har Vejle presset HIF noget tilbage. Men her får Hvidovre så igen en chance, da en lang bold sendes frem til Ayoub Sørensen bagom forsvaret. Han fældes dog ureglementeret tæt ved baglinjen, og får et frispark på ”det korte hjørne”. Dette høvles dog langt over målet. Minuttet senere er en sprudlende Ayoub igen på færde med en genialitet. Han får frit løb på venstrekanten, og får lagt ind i feltet, hvor muligheden dog ikke behandles efter fortjeneste, og løber ud i sandet. To minutter senere. Igen en stor HIF-chance. Marc Olsen er trukket over i højresiden, og spiller 1-2 med Lukasz Cieslewics. Dette sammenspil bringer Marc på skudhold, og han trykker flot af. Jimmi Nielsen må helt ned ved stolpen, og redde til hjørnespark. Dette giver et nyt hjørne, som igen giver et lidt uforståeligt frispark til målmanden, da han kaster sig frem, og direkte ind i en HIF-spiller. 36. minut. En sjælden VB-mulighed efter et frispark på deres venstrekant. Dette sendes ind i det lille felt, og snittes videre med hovedet, men heldigvis også over mål. 40. minut. Stefan erobrer bolden på venstrekanten, da han får kastet sig ned, og sat en lang tå på bolden, inden den løber over stregen. Han får dermed spillet ind i banen igen, og giver et godt HIF-opspil, der havner hos Lukasz, som forsøger sig langt ude fra. Bolden går kun millimeter forbi den ene opstander.
I 43. minut sker så det, som ikke må ske. HIF-forsvaret er udspillet, da bolden stikkes ind i felt, hvor den havner Wassim El-Banna, som tager et kort træk, og sender bolden i nettet, helt uden for Kim Drejs’ rækkevidde. 0-1, og en noget kold spand vand at få i hovedet for spillerne, som ellers har hold Vejle fra større chancer. Mere skete der ikke i 1. halvleg, og man sad egentlig, både med følelsen af at HIF kunne komme igen, men også med den følelses at nu ville Vejle køre den sejr hjem. HIF havde langt de største chancer, men Vejle forstod at udnytte én af to store chancer, og, det burde også være forskellen mellem 1. division og superligaen. Jeg mødte direktør Tom Jensen, i pausen, og han beroligede mig med, at han havde en god mavefornemmelse, så det skulle nok gå. Og man må jo sige at, set i bagklogskabens skær, at han fik ”grueligt” ret.
Anden halvleg er kun 2 minutter gammel, da Vejle kommer i angreb, men Drejs kommer godt ud af målet, og griber indlægget, inden det bliver farligt. 50. minut. HIF får et angreb igennem midten. Fosus lidt halvhjertede forsøg rammer dog en VB-forsvarer og går ud. At dommeren så kan se at det skulle udløse et målspark, må stå for hans regning. Han kunne dog godt have vendt sin synsvinkel lidt om, så han havde store øjne og små ører, i stedet for omvendt. De tre gule kort, der blev givet, var alle for at bruge mund, hvor, i hvert fald Lukasz, godt kunne have fået et for at nedlægge Vejles Thomas Røll, så der måtte bruges noget tid på at behandle ham på banen. Nå, men tilbage til kampen. 4 minutter efter Fosus mulighed, kikser det totalt for Vejles bageste mand, da han lader bolden løbe under sin fod, i stedet for at stoppe den. Dette giver Fosu en friløber, og i den situation svigter han ikke, men lidt inden for feltet, sender han bolden forbi en chanceløs Jimmi Nielsen. 1-1, og det hele så lidt lysere ud igen. Målet så virkelig ud til at ryste Vejle, som i de næste par minutter, sejlede groggy rundt. Dette gav, inden for samme angreb, Hvidovre fire chancer for at bringe sig yderligere foran, og kun sort uheld forhindrede dette. 58. minut. Ayoub får fremtvunget et hjørnespark, som sendes i feltet, og heades lige forbi den ene opstander. To minutter senere får Vejle en af sine sjældne chancer. Bolden stikkes skråt fremad, mellem Stefan og Nichlas, og en friløber til Vejleangriberen. Nichlas kommer tilbage, og en ualmindelig lang tå stikkes frem, og han får afværget i første omgang. Returen ryger dog til Vejle, men heldigvis sendes afslutningen ved siden af. 63. minut. En kæmpe Vejlechance, der dog hamres forbi Hvidovremålet fra midten af feltet. 66. minut. Endnu en situation, hvor det gule kort burde have været fremme for spillet på banen, frem for når der blev brugt mund. Lukasz fælder en Vejlespiller et stykke uden for Vejlefeltet, og liggende sparker Vejlemanden ud og rammer Lukasz i en ren hævnagt. Hvis det ikke burde have udløst kort, om ikke til begge, så i hvert fald til Vejlespilleren, så ved jeg næsten ikke, hvad der bør udløse kort. Til gengæld får Anders Clausen et gult 2 minutter senere, for netop at kommentere en situation. Det er så heller ikke efter reglerne, men nok om det.
73. minut. Vejle får en friløber, på en god stikning, men bolden skydes ved siden af. 75. minut. Vejle får bolden i nettet, men en godt placeret dommer, ser at den slås ind med hånden, og dømmer korrekt frispark til Hvidovre. 80. minut. Et indlæg sendes ind i Hvidovrefeltet, hvor Vejles Brian Nielsen, høvler bolden over målet. 3 minutter inde i 2. halvlegs overtid får Anders Clausen en friløber, men det er begrænset hvad han har tilbage af kræfter, og han stoppes helt reglementeret. Der scores ikke mere i den ordinære spilletid, og der gøres klar til 2 gange 15 minutters forlængelse.
Omkampen er 8 minutter gammel, da Morten Bech, temmeligt tæt på kanten af offside, spilles helt fri i feltet. Han drejer rundt, og usvigeligt sikkert, sender han bolden i nettet, og HIF er foran 2-1. Overraskelsen ligger og lurer. Nu skal Vejle, trods alt, score 2 gange yderligere, for ikke at skulle ud i straffespark, og med det spil Vejle præsterede, var jeg overbevist om, at det ikke kunne lade sig gøre. 100. minut. Fosu er alene igennem i feltet, men fra en meget spids vinkel, skyder han direkte på Jimmi Nielsen. Vi skal nu igang med anden halvleg af den forlængede spilletid. Efter to minutter tror jeg at Kim Drejs forsøger at trække tiden lidt ud, ved at forsøge at jonglere med bolden på baglinien. Det kan være han skal øve sig lidt mere med ”10 på foden”, for bolden smutter fra ham, og løber ud over baglinien, til et helt unødvendigt hjørnespark til Vejle. Han gør dog skaden god igen, ved en sikker indgriben på hjørnesparket, og så gik der jo lidt ekstra tid med det. I det 112. minut bliver overraskelsen totalt. Ayoub Sørensen sendes afsted med et elegang lob over Vejles midtbane, og fra midt på Vejles banehalvdel, trækker han efterfølgende af sted og skråt ind i Vejlefeltet. Han sætter derefter ”en papegøje” på bolden, og efter et perfekt skru, går bolden ind ved fjerneste stolpe, og uden om en paralyseret Vejle-målmand. Herefter kører HIF stille og roligt sejren i hus.
En gedigen holdindsats af HELE HIF-holdet. At Stefan var tilbage i midterforsvaret, kunne man se, gav en stabilitet, som ikke er set i de sidste på kampe. Det er helt utroligt hvad ”en knægt på 19” kan gøre for forsvaret. Han og Nichlas fandt hurtigt sammen igen, og de styrede begge forsvaret, på nær en enkelt svipser eller to, på suveræn vis. Morten Walldo var blevet foretrukket som højreback, og han er noget mere spillende en Jesper Skak, som dog blev sat ind, og ryddede godt op efterfølgende. På kanterne var Marc Olsen og Ayoub Sørensen i overdådigt spillehumør, og midten blev stykket godt op af Lukasz og Allan Nielsen. Frontangriberne så man, bortset fra scoringerne, og det er jo trods alt det, der tæller, ikke helt så meget til, men de holdt Vejleforsvaret godt beskæftiget. Dette er nok een af de bedste kampe, jeg har set HIF spille i ualmindeligt lange tider, og lidt trist, blev det kun overværet af godt 600 tilskuere. Dem der manglede, må sidde og ærge sig, for der blev virkeligt vist seværdigt fodbold på Hvidovre Stadion. Sejren er vel i samme kategori, altså i nyere tid, som da AGF blev slået i pokalen for 16 år siden. En fuldt fortjent sejr, og hvor jeg dog under de unge spillere denne ”appelsin i turbanen”. Lad os så bare få FC Nordvest i næste runde, ikke at det skulle blive nemt, men må nok siges at være een af de mere overkommelige modstandere, og så få Brøndby i kvartfinalen. Så kunne man måske håbe på et mere fyldt stadion, end til dagens kamp. Men herfra skal lyde ”ET STORT TILLYKKE” til spillerne, lederne og hele staben omkring holdet.
Michael Hentrich