Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
130 minutters intenst drama
Ovenpå skuffelsen mod Næstved i søndags, var der nok ikke mange, der overhovedet havde levnet Hvidovre en chance, mod superliga-mandskabet fra FC Nordsjælland. Hvidovre formåede dog at rejse sig, men måtte alligevel, efter omkamp og straffespark, forlade banen som tabere. Der var dog adskillige lyspunkter. Lukasz Cieslewicz var uden undtagelse, kampens bedste spiller. Kristian Bo Andersen bliver bedre og bedre for hver kamp, og Jesper Skak spillede sin nok bedste kamp i Hvidovre-trøjen. Men hele holdet skal roses for en mandfolke-præstation, hvor man virkelig kæmpede og fightede, det bedste man havde lært. Dog skal det siges, at Nordsjælland kom til Hvidovre Stadion for at spille fodbold, og mod sådanne hold, har HIF flere gange trukket sig sejrrigt ud af kampen - eller i det mindste, fået point.
De første 10-15 minutter, brugte holdene på at se hinanden an, og det var begrænset med chancer i begge ender. Efter det første kvarter kommer FC Nordsjælland længere frem på banen, og får i første omgang presset HIF til at give hjørne. Dette får HIF ikke afvist ordentligt, og FCN får afsluttet, men Kim Drejs parerer med en god fodparade. Bolden springer dog ud til en FCN-spiller, men hovedstødet ender i favnen på Drejs. Minuttet efter bryder FCN et HIF angreb. Bolden sendes frem til Bajram Fetai, som trækker op ad banen, og ind i Hvidovre-feltet. Med en Nichlas Thorsgaard halsende efter sig, sender han bolden forbi Drejs, ved modsatte stolpe. 0-1, og det var der vist ikke rigtigt nogen, der kunne indvende noget mod. Men der skulle kun gå 1 minut, førend der var balance i regnskabet. Efter et godt hurtigt pres, får Lukasz kæmpet sig ind i FCN-feltet, og spiller 1-2 med Anders Clausen. Dette bringer Lukasz alene med FCN-målmanden, og uden chance for denne, bliver han udplaceret af Lukasz. 1-1 og kampen er helt åben igen. Resten af halvlegen er underholdende fodbold, dog uden yderligere scoringer, men en intens kamp om at få overtaget på midtbanen.
Anden halvleg starter som første er sluttet. I et fornuftigt højt tempo og flere hele og halve chancer til begge hold. I det 73. minut bliver FCNs forsvar totalt splittet. Via en FCN-fod, bliver Anders Clausen spillet alene med målmanden, og efter at have rundet denne, sender han bolden i det tomme mål. 2-1 og slet ikke ufortjent, da HIF har haft langt det meste initiativ her i anden halvleg. Små ti minutter senere bringes der så igen balance. Et hjørnespark til FCN sendes til forreste stolpe, og her dukker Henrik Kildentoft op, og med hovedet dirigerer han bolden i nettet ved forreste stolpe. 2-2 og man regnede med, at nu ville FCN komme med 120 km/t. Det skete dog ikke helt, og kampen måtte nu ud i forlængelse.
10 minutter inde i første halvdel af forlængelsen, sendes Marc Olsen af sted. Han dribler op mod feltet, og trækker forsvars-spilleren mod sig. Han spiller herefter ind i feltet, hvor bolden ryger modsat til Anders Clausen, som med en behersket inderside, sender bolden forbi Thes Rasmussen i FCN-målet. Nu vejredes for alvor endnu en kæmpeoverraskelse af HIF. Det er stadig HIF, der har momentum og 2 minutter inde i anden halvdel af overtiden, spilles Simon Duer helt fri, på kanten af offside, men fra spids vinkel skyder han ved siden af målet. Minuttet senere er der endnu engang udlignet. På det efterfølgende angreb, bliver der ikke dækket ordentligt op i HIF-forsvaret, og en fuldstændig blank Nicklas Pedersen kan gøre det til 3-3. HIF har et par mindre muligheder i de sidste minutter, men der kommer ikke yderligere scoringer ud af dette. Kampen må hermed ud i straffespark.
Det første tages af FCN, og Patrice Bernier udplacerer Kim Drejs. 3-4. Herefter sættes kun 16-årige Franck Semou til at sparke HIFs første. Og usvigeligt sikkert gør han det til 4-4. Det bliver 4-5 ved Bajram Fetai, men Drejs er lige ved at få fat. Herefter er det Stefan Hansens tur, men han skyder for svagt, og FCN-målmanden kommer ned, og får reddet. FCNs Nicklas Pedersen er næste skytte og også Drejs vil vise at han kan redde straffe, så det gør han og stillingen er stadig 4-5. Næste skytte er Allan Nielsen, og han hensætter alle os, der kan huske Spanienskampen ved EM-84 i lidt nostalgi. Det skal dog lige siges, at han ikke, som en hvis Preben Elkjær har fået revnet bukserne, men han skyder lige så højt over målet som Elkjær. Herefter sender Andreas Dahl FC Nordsjælland på 4-6 men Lukasz holder spændingen, da han reducerer til 5-6. Nu er det Henrik Kildentofts tur, og via den ene stolpe, sender han bolden i nettet til endelig sejr til FC Nordsjælland på 5-7. Et hammerærgerligt nederlag, men det gør heldigvis, at HIF kan koncentrere sig om divisionen, og redde sig de sidste point inden vinterpausen. Hvis bare HIF finder samme fighterinstinkt frem på søndag, burde det nok kunne give point på søndag mod Skive, der i dag tabte 5-2 til Lyngby
Michael Hentrich