Fra HIF.dk af Poul Werner Odér
2. Division Øst, HIF - Herlev: 1-2
I overværelse af 721 tilskuere fik HIF sit første nederlag i turneringen i en typisk "efter stor pokalindsats kamp".
Herlev bød på et gensyn med Jesper Skak Nielsen, der indtog sin vante plads som højre back. Sammen med de øvrige Herlev spillere stod han i en fornuftig opstilling, der ikke tillod HIF de kontrastød, der har fungeret så godt i sæsonstarten.
Jonas Hebo Rasmussen fik dog allerede i det 5. minut en stor chance, som han nok selv havde set inde, men den gik lige uden om venstre stolpe.
Kampen gik herefter ind i noget af et dødvande, især for HIFs vedkommende. I det 22. minut havde Herlevs nr. 22 et hovedstød lige over mål, og i denne periode måtte HIFs målmand Andreas Larsen talrige gange skælde sin forsvarsspillere ud for ikke at komme op til Herlevs langskuds forsøg.
Midt i halvlegen måtte en skadet Jonas Hebo Rasmussen lade sig skifte ud til fordel for Dennis Jensen. Sidst i halvlegen blev HIF igen mere nærgående, og i det 37. minut fik Jesper Christjansen tæt under mål banket bolden i nettet til halvlegsstillingen 1-0 efter et frispark fra Søren Weibel.
Det blev ikke meget bedre i 2. halvleg, og efter 53 minutter slog Herlevs topscorer Anders Kaagh til, idet han prikkede et fladt indlæg i mål. Bortset fra nogle udskiftninger skulle vi frem til det 72. minut, før der igen skete noget. Jesper Christjansen fik en god pasning, men blev lidt overvældet over pludselig at være alene med målmanden.
Efter 80 minutter lykkedes det Anders Kaagh at rette et frispark af, så bolden snød Andreas Larsen i målet med det resultat, at Herlev kom foran 2-1.
I slutningen af kampen fik indskiftede Jackie Christensen et par store chancer, som han desværre ikke fik omsat i mål, og så var HIFs første turneringsnederlag en kendsgerning.