Fra Hvidovrefodbold.dk af Michael Hentrich
Uafgjort i åbningskampen
Så oprandt endelig dagen, hvor oprykningen til næstbedste række, skulle stå sin prøve. Og hvilken en, mod nedrykkerne fra Superligaen, Lyngby. Hvidovre-mandskabet startede noget nervøst, men da de første 15/20 minutter var gået, kom holdet langsomt med i kampen. Lyngby kom i et blæsende tempo, og det var tydeligt, at Hvidovre lige skulle vænne sig til det. Det bliver da også Lyngby, som kommer foran, da deres målmand sætter en hurtig kontra i gang, efter en ellers god mulighed til Hvidovre efter indlæg fra Kim Aabech. Bolden spilles skråt bagud i Hvidovre-feltet, og her kan en forholdsvis umarkeret Gustav Markussen bringe hjemmeholdet i front. Men blot 4 minutter, skulle der gå, så var der balance i regnskabet igen. Lazarevitz vinder bolden ved midterlinjen, og presset af to mand, får han sendt bolden skråt fremad til Nicolaj Johannesen, som lægger en perfekt pasning modsat til Kim Aabech, som sparker til med det samme. Bolden rammer Lyngbys Oliver Lund, skifter totalt retning og snyder målmanden, som dog får vendt sig, men får ikke fat, og bolden går i nettet. Det var dog lige før, at Lyngby fik spillet sig ind igen, blot to minutter efter scoringen, da Oliver Korch i målet ikke kan holde et skud, hvorefter riposten går til en Lyngby-mand, som afslutter, men bliver presset igen af Korch, og så løber bolden ud ved modsatte stolpe. Louka Andeasen har en stor mulighed i det 28. minut, efter en flot aflevering fra Lazarevitz, men desværre går afslutningen i sidenettet. Hvidovre formår at trække tempoet fint ud af kampen, men yderligere scoringer bliver det ikke til, før pausen.
I anden halvleg er Lyngby lige ved at komme foran, lige efter dommeren har fløjtet op, men HIF-forsvaret får afværget. I det 67. minut får Hvidovre frispark 4-5 meter uden for feltet. Aabech sparker flot forbi muren, men en paralyseret Lyngby-målmand kan konstatere at bolden tager stolpen og ryger i spil igen. To minutter senere, header Lazarevitz bolden videre udad, og Kim Aabech støder frem, og kan løbe alene igennem til målfeltet. Har kommer en Lyngby-forsvarer næsten ned, og Aabech spiller på tværs til en helt fri Frederik Emil Andersen, men desværre sparker han forbi målet. Varmen begynder nu at have sin indvirkning, og ingen af holdene formår at score yderligere, så kampen ender med et fint 1-1 for HIF, som formåede at holde Lyngby stangen i det meste af kampen.
Cheftræner, Per Frandsen: Vi starter lidt nervøst, den første halve times tid, men jeg synes at vi derefter får arbejdet os godt ind i kampen. Jeg synes at vi spiller en fin og god kamp, og de gjorde det godt, drengene - også når man tænker på, at der for en måned siden, var to rækker mellem os og Lyngby. Vi har også to meget store chancer for at afgøre kampen, så alt i alt, er jeg godt tilfreds.