Fra Hvidovrefodbold.dk af Michael Hentrich
Ingen kampe i Europa i denne omgang
Det blev, desværre, ikke i dette års Sydbank Danmarks Pokalen, at Hvidovre skulle få mulighed for at komme til at spille i Europa. Bevares, chancerne havde nok ikke været store alligevel. I første runde af årets pokalturnering, kom Fremad Amager forbi, til 3. kamp indenfor godt en måned. Der var givet plads til en del af reserverne, der fik muligheden for at vise sig frem. HIF starter fint, og i det 9. minut er Lirim Qamili igennem i feltet. Målmanden får afværget afslutningen, og Lirim samler op, og bliver presset ud i siden af målmanden. Lirim falder, og appellerer for straffespark, men dommeren giver i stedet et gult kort for film. Tre minutter senere, spiller Frederik Emil Andersen 1-2 med Lasse Brandt, og "Miller" afslutter, men tæt forbi mål. Efter 20 minutter får Fremad Amager et lille overtag, og i det 32. minut går det galt. Et frispark omkring 5 meter uden for feltet, bliver af Jabar Sharza, lagt præcist ind i højresiden uden om muren, og fanger debutanten i Hvidovre-målet Filip Djukic lidt på det forkerte ben, dog uden at Filip kan klandres på nogen måde. Det var flot sparket ind. 0-1. Blot to minutter senere bliver forsvaret fanget, og Jabar Sharza er alene igennem. Han bliver dog presset af Nicolaj Bak "Grassi" Johannesen, der er nået hjem, men ikke nok til at han kan forhindre Sharza i at sende bolden højre om Djukic, ved fjerneste stolpe. I det 36. minut bliver Fremad brudt af "Grassi", der sender bolden frem til Lirim Qamili. Han tager et træk og fyrer af, men lige i favnen på målmanden. I halvlegens sidste minut, går Qamili til baglinjen, og lægger en perfekt bold ind over til Magnus Fredslund, der firsttimer fra tæt hold, men desværre også over. 0-2 ved pausen er det dog, trods alt, stadigvæk muligt at nå.
Anden halvleg var dog dårligt sparket i gang, og uret ikke nået 15 sekunder, da bolden igen lå i Hvidovre-nettet. Samson Onomigho Iyede sendes afsted, og ind i Hvidovre-feltet, og her sparker han tørt uden om Djukic, og via fjerneste stolpe ind i målet. Og så var det rigtigt op ad bakke. Da der er spillet godt 10 minutter af 2. halvleg, tækker Fremad sig tilbage på banen, tilfredse med stillingen. Det giver Hvidovre et lidt større pres, og i det 57. minut får HIF et godt opspil mellem "Miller" og Qamili, og sidstnævnte lægger til sidst helt på tværs i feltet, hvor Emil Vatani tager bolden ned, og i samme bevægelse sparker mod mål, men desværre over målet. 10 minutter senere lægger Kim Aabech, der er kommet ind i stedet for Lasse Brandt, bolden på tværs i feltet til Rasmus Louie Larsen, men han får ikke nok kontrol, og sparker over målet. Og så i det 71. minut, får Kim Aabech pyntet på resultatet, da han gør det til 1-3, direkte på frispark. To minutter senere får Hvidovre en kæmpe mulighed for yderligere reducering, da Qamili afslutter, men målmanden parerer til hjørnespark. Fremad Amager er farlige på kontraerne, og 10 minutter før tid, får de netop en sådan, og kommer lidt for nemet i gennem feltet, hvor Thomas Sørensen får fældet FA-angriberen. Dommeren peger på straffesparkspletten, og dagens Sydbank Pokalfighter, Jabar Sharza, sættes til at sparke. Djukic er dog nede i den rigtige side, og får hånden på, men kan ikke forhindre, at stillingen nu er 1-4 til Fremad Amager. I kampens slutminutter får HIF en sidste chance, da Fredslund går til baglinjen, og sender bolden ind i det lille felt, hvor Qamili får hovedet på, men ved siden af. Så slutresultatet blev, som nævnt i indledningen, at Hvidovre ikke i denne omgang kommer i Europa.
Cheftræner Per Frandsen: Vi må konstatere, at vi forsvarede os rigtigt dårligt i dag. Vi manglede lidt over hele linjen, og for få spillede op til den standard de kan. Vi taber for mange nærkampe, men skaber alligevel mange chancer, som vi dog brænder alt for meget.