Fra HvidovreFodbold.dk af Michael Hentrich
Hvidovre fortsatte den flotte indledning.
Efter sidste weekends højest overraskende store sejr, over storsatsende HB Køge, var det nu tid til at få besøg, af et af de andre satsende hold fra divisionen, nemlig Fremad Amager. Efter en lidt stille indledning, hvor HIF dog har et overtag, er det dog Fremad Amager, der får den første store mulighed. Kristoffer Munksgaard erobrer bolden midt på HIF's banehalvdel, og han går direkte mod målet. Han kommer dog lidt ud i siden i målfeltet, og Marco Brylov kommer godt ud, og får stoppet afslutningen med brystet. Fr. Amager får en mulighed igen i det 17. minut, men forsvaret får afværget, og efter et hurtigt opspil, spilles Tobias Thomsen alene med Fr. Amagers målmand, og her svigter han ikke, og med et fladt skud, udplacerer han målmanden. Blot 4 minutter senere er der ravage på venstrekanten. Mohamad Fakhri Al-Naser, "Muddi", dribler, stopper op, og spiller tilbage til Marc Nielsen, der sender en høj bold bagerst i feltet, hvor Kim Aabech har masser af tid, og med en first-timer, sender han bolden ind under Fr. Amagers målmand, og fordobler Hvidovres mål-antal. Og så, kort før tid, foretager Fr. Amagers målmand, et sløset udspark, der havner hos anføreren, Christopher Østberg. Han spiller på kanten til Fredrik Carlsen, som sender bolden ind i feltet, og her kommer "Muddi" til, og med pandebrasken, sender han bolden ind bag Fr. Amagers fremstormende målmand, til en komfortabel føring på 3-0. I anden halvleg forsøger begge hold at komme frem til afslutninger, men Hvidovre har fået de mål, de skulle bruge, og Fr. Amager formår ikke rigtigt at komme igennem et solidt forsvar, så det ender som 1. halvleg sluttede, med en flot 3-0 sejr til HIF.
Cheftræner, Per Frandsen: Vi er naturligvis glade, og det var en god sejr. Kampen starter meget lige, og vi bliver holdt inde, af en god redning af Marco Brylov. Det er jo ikke fordi vi vader i chancer, men vi får scoret på dem, der er. I anden halvleg, kører vi den stille og roligt hjem.