Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Høj moral trods nederlag
Når man ser på kampen mod Vejle som helhed er der ikke så meget at sige til resultatet. Vejle vandt fortjent med 4-1, og var i alle spillets facetter bedre end Hvidovre. Vi mødte et bedre organiseret hold, et hold der spillede godt teknisk fodbold og i et tempo der var væsentligt højere end vores. Ret beset havde selv de største optimister nok ikke forventet at drengene tog til Vejle og hentede 3 point! Det er mindre end 2 måneder siden at Vejle spillede i den bedste række og det kunne ses.
Det er nu heller ikke så meget resultatet vi skal fokusere på, det bør vi have glemt i morgen. 4-1 kan lyde af meget, men vi tabte ikke kampen fordi vi var dårlige, ikke gad kæmpe, havde den rigtige indstilling o.s.v. Vi mødte et bedre hold. Ganske enkelt.
Indstillingen var nemlig helt i top på Hvidovre-holdet. Alle mand kæmpede for hinanden og forsøgte hele kampen igennem at spille fodbold, desværre ville vejle ikke spille i vores tempo, og så var det svært.
1500 mennesker var mødt op på Vejle Stadion og de fik udmærket underholdning. Rene Heitman stod en rigtig flot kamp for Hvidovre og forhindrede at Vejles sejr ikke blev stører. Morten Kirk løb som altid forbilledligt og især Kasper Klausen var her der og alle vegne. Han er ved at være oppe i form og vil blive en sikker gevinst for Hvidovre i det lange løb. Desværre blev Anders "AC" Hansen også skadet i denne kamp. AC havde ikke været på banen i mere end 5 minutter før Calle Facius fra Vejle noget brutalt sparkede AC ned. AC kom en tur på hospitalet og måtte konstatere at hans ledbånd i anklen var forstuvede. Dette kommer nok til at betyde, at AC er ude de næste 5-6 uger. Utroligt uheldigt for Hvidovre da AC netop var på vej i topform.
At vi stadig mangler noget skal vi dog heller ikke se bort fra. Kommunikationen inde på banen kan forbedres en hel del, men jeg er sikker på at det nok skal komme jo flere kampe spillerne får i benene. At vi har et meget ungt hold kan til tider også ses. Nogen gange vælger vi en smart dribling/aflevering på det forkerte tidspunkt frem for at sparke bolden ud af kommunen når det brænder på. Der er ikke noget underligt i det. For de fleste af vores spillere er 1 division noget nyt, og som flere har måtte erkende, så går det altså lige i et par gear højere end de er vant til.
Men, men , men vi er langtfra færdige. Holdet besidder nemlig den mærkbare kvalitet som holdet ikke besad sidste år: Det er samlet hold der går på banen til hver eneste kamp. Man kæmper for den samme sag, og falder for den samme sag. Alle giver sig til det yderste og bidrager med mere end de nok også selv havde regnet med de kunne.
Når man følger dette "nye" Hvidovre-hold på tæt hold, så er det med et stort smil på læben. Der er massere af humør, alle er en del af truppen, og de føler virkelig for den vigtige sag; Hvidovres beståen som divisionshold.
At spillerne også værdsætter støtten fra tilskuerne bør der heller ikke være nogen tvivl om, og jeg skal derfor på deres vegne opfordre til, at man møder talstærkt op på mandag til tv-kampen mod B-1909. De har brug for støtten, og ærlig talt de har fortjent den.
Som det måske har været brugerne af denne side bekendt, så har hjemmesiden været nede den sidste uge, hvilket desværre har betydet at vi ikke har kunne bringe referater af kampene mod HIK og Albertslund. Vi har klaget til vores distributør over dette, og overvejer samtidig om vi skal skifte. Vi må erkende, at der i den seneste tid har været for mange nedbrud på siden og det er ikke holdbart hverken for fans eller for os der skriver på denne side.
Med venlig hilsen og på gensyn på mandag.
Hvidovre Fanklub