Referat fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF - Skive: 2-0
Godt resultat
Lad os slå fast med det samme. Det her var nok den vigtigste sejr i dette forår. Der er stadig 2 points op til stregen, men det havde set rigtigt sort ud, hvis ikke de 3 points var kommet i hus. Det bar spillet også præg af. Hvidovre spillede ikke godt i første halvleg, men var dog dem, der havde chancerne.
Efter 14 minutter havde Danny en helflugter, der desværre gik ½ meter forbi mål. Thomas Maale hamrede, efter et hjørnespark, og ½ meter fra målstregen, bolden direkte ind på den eneste forhindring, der var i miles omkreds, nemlig en Skivespiller. I slutningen af halvlegen sås et perfekt bandespil mellem Maale og Bo Nielsen, hvorefter Bo går til baglinien, og smækker bolden indover. Danny får fat i bolden, men skyder over mål. Det var desværre også noget af det eneste gode, man så til Bo Nielsen i denne kamp. Bo, jeg har bestemt set bedre kampe fra din side, men det tror jeg også du er klar over. Ali og Maale har slidt og slæbt oppe foran, og i overiver fik Ali tildraget sig et gult kort.
I anden halvleg kom den første udskiftning hurtigt. Marjø kom på banen i stedet for Ali, og det var tydeligt at se at han har kvaliteter, men bestemt også at han manglede kamptræning. Thomas Frost erstattede Thorbjørn, som også havde kæmpet godt, men ikke fået meget ud af det, og lad mig sige det som det er, Thomas gjorde en stor forskel. Han strøgede om sig med gode afleveringer ud til fløjene og havde et godt venstrebenshug, som desværre ikke resulterede i mål.
Men det gjorde det to minutter senere. Frispark 3-4 meter uden for feltet i højre side. Frost går til bolden og knalder den afsted. Bolden skruer uden om muren og op i fjerneste hjørne. Jeg tror ikke der kunne komme et hår ind i mellem bolden og sammenføjningen, så præcist sad den. Fantastisk mål. Godt gået Frost, nu fik vi set nogle af dine kvaliteter.
Heine Jørgensen erstattede efter målet Bo Nielsen. Og i de sidste 8-10 minutter blev der lagt et rigtigt godt pres på Skive, der bare kunne sparke bolden væk, for straks efter at få den i hovedet igen.
I dommerens overtid er Frost igen på pletten, hvor han bliver spillet totalt fri foran mål, og usvigeligt sikkert placerer han bolden uden om Skives målmand. God detalje igen. 2-0, og vi var nu sikker på sejren.
Det kunne have været blevet 3-0. Men, og nu kommer vi til dommerpræstationen. Dommeren stod ellers for en af de bedste, i mands minde. Han fik stoppet brutalt spil, og var rimeligt usynlig, men på sin plads når det gjaldt. Lige bortset fra i det tredie overtidsminut. Marjø bliver knaldet ned af Skives målmand, der kaster sig ned med knopperne forrest. Hvis ikke der var straffe i den situation, så bør der, efter min mening, aldrig dømmes straffe. Dommeren vinkede afværgende. Men ellers en god dommer-præstation.
Skive havde intet at byde på. De var meget sjældent gæster i Hvidovres målfelt, og når de kom ned, havde forsvaret rimeligt styr på det. Nabil og Christian Larsen udgjorde et godt backpar. Midtbanen var lidt tynd og først da Frost og Heine kom på banen, begyndte der rigtigt at ske noget fremad.
Et stort tillykke til gutterne herfra. Det var ikke kønt, men I fik de tre points.