Referat fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Dalum IF - HIF
Nederlag i trist forestilling.
En lørdag eftermiddag, regnen siler ned i stride strømme, og 220 !! tilskuere har indfundet sig på Dalum "Stadion". Det er ærligt talt utroligt at en sådan bane kan godkendes til divisionsfodbold. Til sammenligning kan siges at banen minder lidt om dem ude fra Kløvermarken, hvor der er tydeligt niveauforeskelle fra den ene ende af banen til den anden. Nu skal banen absolut ikke være undskyldning for nederlaget, bare lidt illustration af hvor trist det kan være ind imellem at være fodboldtilhænger. Selve kampen er der ikke så meget at skrive hjem om, egentlig. HIF starter noget nervøst. Tim Jensen var blevet syg, så Allan Christensen havde overtaget målmandsværvet. Det var IKKE hans skyld at vi tabte. Skal jeg være ærlig, så var han faktisk, hvis ikke dén, så en af de bedste på et HIF-hold, der aldrig fik fat i noget ordentligt offensivt. Jeg talte tre chancer til "topholdet" Dalum indenfor de første 15. minutter. De scorer på den ene. De to andre klarer Allan fortræffeligt. Efter scoringen, der faldt efter 7 minutter, kom HIF lidt bedre med i kampen, og forsvaret fik langt bedre fat. Den offensive midtbane var lidt for tung i dag, og fik ikke lagt det pres på Dalum, som angriberne, Tomas Maale og Mike Petersen, kunne profilere af. De sled dog begge to på vanlig vis. HIF's første store chance faldt efter 41. minutter hvor Christian Larsen var gået med frem og fik lagt bolden ind over. Maale header godt, men målmanden klarer. Thomas Frost har til sidst et af sine langskud, men rammer den skævt, og bolden går forbi mål. Anden halvleg blev lige så trist som den første. Dalum havde i og for sig intet at byde på. At de er tophold er for mig helt ufatteligt. Og dog, de scorer på deres chancer. De to sidste efter dødbolde, hvor vores forsvar er temmeligt meget for passivt. De sidste chancer tilfaldt alle HIF. Først spilles der pingpong igennem i siden, hvor Bo Nielsen til sidst finder Maale, men der reddes til hjørnespark. Ali, der er kommet ind efter Mike, har et godt forsøg, og Bo Nielsen har tilsidst et godt skud udefra. Men det var også det hele. De sidste 8 minutter spillede holdet kun med 10 mand, da Morten Mortensen måtte udgå. Det så slemt ud, og jeg håber ikke at det er så alvorligt, at vi kommer til at undvære ham mod Lyngby og Jetsmark. Gule kort til Morten Mortensen og Morten Andersen. Tja, skal vi have den sædvanlige om dommeren, nej ærlig talt, han var ikke noget at skrive hjem om. Men han kan ikke bruges som undskyldning. At han ikke engang hører at linievogteren råber til ham, at der skal foretages udskiftning. Han hører ikke linievogterens flag, og flere andre situationer. Ved sidste udskiftning råbte bænken, linievogteren og et par andre, men han hørte det ikke førend at én af tilskuerne råbte så det kunne høres over hele stadion. Her skal ikke nævnes navne. Konklusionen må være at Danny Nielsen var et større savn på midten, end jeg egentlig troede. Han er heldigvis klar til næste uge. En helt igennem trist dag. Kom igen gutter, jeg har heldigvis set jer spille bedre. Jeg faldt i snak med en gammel HIF'er, der har bosat sig i O'ense. Hans konklusion var at I nok skal klare jer. Bare lige sådan for moralsk rygstød.