DET BLEV ALDRIG RIGTIG GODT
HIF's første år i 1. division var spillemæssigt en skuffelse,
men 5. pladsen over forventning

   Der er ikke noget at sige til, at forventningerne til Hvidovres første sæson i 1. division var skruet højt op. Den kometagtige karriere fra Københavns-serien og videre gennem divisionerne havde i tilskuernes bevidsthed gjort HIF'erne til "overmennesker", så derfor var skuffelsen måske større, da det ikke gik helt efter optimisternes beregninger.
   Ganske vist endte HIF på en ærefuld 5. plads, men det var ikke på grund af det fine positionsspil, og det var heller ikke på grund af et målslugende angreb. Næ, det var nærmere fordi de andre oftest var lige så svage som HIF. Det blev en meget jævnbyrdig turnering, der i toppen kun havde to hold i særklasse, nemlig Esbjerg og Vejle, og mod disse to hold fik Hvidovre kun 1 point i fire kampe. —Før turneringen satsede vi på at blive placeret i den bedste halvdel, og vi havde været lykkelige for 5. pladsen, hvis nogen på forhånd havde tiltroet os denne plads, siger HIF's formand for udtagelseskomiteen i 1965, Palle Johansen, der nu er afløst af Henning Ljungstrøm. Der var flere årsager til, at vi skuffede, bl. a. var John Steen Olsen og Jørgen Jespersen skadet, og Kurt Berthelsen havde ikke den fine næse for mål som i 2. division, hvor han blev topscorer med 23 fuld-træffere. Endelig må det også nævnes, at spillerne var under pres, fordi offentligheden havde svært ved at forstå, at der er forskel på 1. og 2. division. Jeg tror absolut på en spillemæssig bedre kvalitet af HIF i den forestående sæson.
   Ja, årsagen til det triste spil i nogle af kampene var de manglende mål. I foråret lagde HIF ud med 5 mål i de fire første kampe, men fik dog 5 points og ingen nederlag, og da efterårsturneringen begyndte, fik man kun scoret 2 mål i de fire første kampe og tabte endda 1—4 til Vejle. I de andre kampe spillede HIF i starten strålende fodbold—førte 2—0 mod Esbjerg, men tabte 2—3. Man kunne ikke stå distancen og en oplagt sejr blev vendt til nederlag. Den slags var også med til at lægge en dæmper på humøret. Men et sammenfattet regnskab viser dog, at HFI kan være sin indsats bekendt, idet man kun fik 5 nederlag i 22 kampe, og havde der blot været flere mål i støvlerne, var der ikke blevet så mange triste miner blandt det trofaste hjemmepublikum.
   I sæsonen 1965 debuterede 7 spillere. I pokalkampen mod Od. KFUM (HIF tabte 2—3) debuterede Esben Pedersen og Kurt R. Hansen, og i Danmarksturneringen debuterede Willy Bang Nielsen, Fritz Hansen, Viggo Truelsen, Knud E. Svej, Per Christensen og Jørgen Henriksen. De skal også nævnes, at målmanden, John Worbye sagde sit "job op" og blev back med stor succes. Worbye's hurtighed blev en ubehagelig overraskelse for mange wings . . .
   Her er et kort resumé af HIF's 22 kampe i 1965:

Foråret

   Premieren var på hjemmebane mod AGF, der som altid forstod at kæmpe, og derfor klarede 2—2 efter en HIF-føring på 2—1. Den efterfølgende match i Idrætsparken mod B. 1903 endte 1—1, og begge hold fik skyld for at spille kedeligt. Den tredie uafgjorte kamp var mod AaB, og her blev resultatat så magert som 0—0, og dermed var bunden nået. Tilskuerne mukkede, og HIFerne fandt kun ringe trøst i den kendsgerning, at man foreløbig var ubesejret.
   Det lysnede med 2ê0 over Danmarksmestrene fra B. 1909, og HIF var således efter fire kampe placeret som nr. 4 med 5 points. En af de største opgaver blev mødet med Esbjerg på udebane. Der var format over HFI i kampens start med en sensationel føring på 2—0, men så fik man et klart bevis på, hvad rutine betyder, når man spiller i 1. division. Vestjydernes sejhed fornægtede sig ikke, og på 10 minutter var der scoret tre mål hos HIF, der måtte rejse hjem med sit første nederlag. Det betød samtidig, at HIF røg ned på 8. pladsen.
   Søndagen efter var der rekordpublikum i Hvidovre—8.300—da Frem kom på besøg. HIF sejrede med 1—0 på et hovedstødsmål af Leif Sørensen, og træneren Bent Jørgensen både lo og græd, og hvad skulle han gøre andet som gammel Frem'er, men samtidig som træner for HIF? Næste modstander var en anden stor københavnsk klub, KB, der i overværelse af 13.200 tilskuere blev besejret med 3—2. KBerne førte endda 2—1. Så var HIF igen i salveten og avancerede til 3. pladsen med 9 points for 7 kampe. Man havde efter disse to sejre ventet en stor afklapsning af bundholdet B. 93, men Østerbroklubben bed godt fra sig og var foran 2—0, indtil der manglede 25 minutter. HIF fandt sig selv, da Leif Sørensen reducerede på et straffespark og kun 2 minutter før tid, kunne Kurt Berthelsen sende bolden i nettet og dermed klare 2—2.
   Søndagen efter gjaldt det B. 1901, divisionens bundhold nr. 2, men da falstringerne samme dag som HIF med besvær klarede 2—2 med B. 93, vandt 4—0 over AGF, var HIFerne forberedt på vanskeligheder, og alligevel blev man spillet ned i de første 40 minutter. Heldigvis var John Worbye en glimrende målmand, så da de mange B. 1901 angreb prellede af, mistede falstringerne gnisten. Med tre mål på 10 minutter grundlagde HIF en for-tjent sejr på 4—2. Nederlag nr. 2 i foråret blev til Vejle, der vandt 3—1. HIF spillede som verdensmestre i de første 10 minutter, hvor man endda scorede efter 4 minutter, men så gik angrebet i stå, og jyderne kom sig af forskrækkelsen og scorede de nødvendige mål.
   Forårets sidste kamp var mod B. 1913, der ikke havde gjort meget væsen af sig, så det var en stor skuffelse, at det kun blev 2—2 efter en HIF-føring på 2—0. Man forstår godt, at Bent Jørgensen bagefter sagde til journalisterne: – Jeg prøver altid at finde formildende omstændigheder bag et mindre godt resultat, men i dag var der ingen undskyldning for det . . .
   I turneringens første 11 kampe vandt HIF fire kampe, fik fem uafgjort og tabte to. Man sluttede som nr. 5 med 13 points, og var i tilfælde af sejr over B. 1913, samtidig med, at B. 1903 havde tabt i Vejle, blevet Københavns repræsentant i Messebyturneringen. Men sådan gik det ikke – B. 1903 bankede Vejle med 6—0 . . . Seks mål mod nul . . .

Efteråret

   Efterårsturneringen bød på den afgørende ændring, at Jørgen Henriksen kom på mål, og John Worbye blev back. En vellykket disposition, da Worbye klarede sig fint, og Jørgen Henriksen lod kun 10 bolde passere. Til gengæld var angrebet en skuffelse med kun 15 mål, og deraf faldt de fem mod B. 93, der på det tidspunkt havde opgivet ævret.
   Man indledte med Esbjerg på hjemmebane, og uden Leif Sørensen, men med en John Steen Olsen i hopla, blev det 0—0. I de sidste hektiske minut-ter var John Steen Olsen alene med Erik Gårdhøje, og da jyden kastede sig til højre, strakte han i refleks armen ud til venstre, og det hinderede et oplagt mål. 8.400 – rekord – overværede den spændende kamp. Mere trist var det søndagen efter i Aalborg, hvor AaB blev slået med 1–0, men Prebel Larsen måtte lave selvmål, for at Hvidovre kunne få de to points. Deværre fik tre spillere advarsler, og de to var fra Hvidovre. Leif Sørensen var stadig ikke på holdet.
   Heller ikke i den tredie kamp mod B. 1903 kunne angrebet score. Kampen endte 0–0, og i dagspressen var man bedrøvet over, at Hvidovres 5 forwards havde glemt den direkte vej til målet. Således skrev "Julle" i en overskrift: "TRIST, AT DER IKKE SCORES . . . Mere enkelt kunne det ikke siges. Men trods nul mål var HIF ubesejret og indtog trediepladsen med 17 points. Det blev igen Vejle, der rystede HIF med en sejr på 4–1, og jyderne, der var begyndt deres sejrrige togt mod medaljerne, fik rigtig vist, hvordan angrebsfodbold skulle spilles.
   Heldigvis for Hvidovre var de to næste modstandere bundholdene B. 1901 og B. 93, og her fik man rettet op på både points og mål. Falstringerne blev uden John Worbye og Ole Werner slået med 2–0 på mål af Fritz Hansen og Leif Sørensen, men det var alligevel beskæmmende, at B. 1901 overtog spillet i 2. halvleg. Og så endelig oprandt en god dag. B. 93 blev afklapset med 5–0 i Idrætsparken, og reserven Knud Andersen var nær ved at blive banens bedste spiller. Ideen med Fritz Hansen som centerforward var en succes, idet den tidligere Frem Saxkjøbing-spiller scorede tre mål. De to andre tog Leif Sørensen på sin kappe. Stillingen var kun 2–0, da der manglede 5 minutter, men så kan det ellers være, at HIF tog fat. Det var en fin jubilæumsgave til Jørgen Jespersen, der spillede sin kamp nr. 200.
   Den næste kamp var mod B. 1909, og den match vil ikke blive glemt de første mange år. Fynboerne førte med 2–0, men HIF udlignede ved Kurt Berthelsen og Knud Andersen, og da der manglede 15 sekunder, scorede Leif Sørensen et pragtmål på hovedstød. De 6000 tilskuere anede knapt, hvilket ben de skulle stå på af begejstring, men glæden blev vendt til raseri, da dommer og linievogter annullerede målet, fordi man mente at Kurt Berthelsen var i offside position. Det hele var ved at udvikle sig til en katastrofe, men besindige ledere fik slået koldt vand i blodet. Bagefter blev der diskuteret, om der var mål eller ikke — det blev en strid om ord.Men vi tør godt påstå, at den kamp glemmer hverken Leif eller Kurt nogensinde.
   Der var ikke færre end 17.500 tilskuere i Idrætsparken, da HIF tabte 0–1 til Frem, der således fik revanche for forårets nederlag. Det var sæsonens bedste kamp i København, og HIF ærgrede sig kun over, at man fik et mål annulleret og misbrugte et straffespark. Sæsonen sluttede med tre triste kampe. Først blev KB slået 1—0 på et mål af John Steen Olsen, så tabte man 1— 3 til B. 1913, og endelig blev AGF slået 2—0 i Århus. De sidste to kampe afvikledes i vinterkulde og for næsten tomme tilskuerpladser. Da ingen af holdene tog særlig tungt på tingene, blev det en behersket fornøjelse at overvære disse kampe, der ikke havde nogen betydning for placeringerne. Efteråret sluttede således med fem sejre, tre uafgjorte kampe og tre nederlag. Hvidovre endte på 5. pladsen med 26 points. Man tabte kun til Vejle to gange, Esbjerg, Frem og B. 1913.

Pokalturneringen

I pokalturneringen er Hvidovre med endnu. Men det kneb ganske forskrækkeligt med at besejre AIA på hjemmebane. Først efter omkamp kunne angrebet score det ene mål, der gav adgang til mødet med B. 1909. Denne kamp udsattes på grund af vejret og spilles til april.                        -sson

Bagest fra venstre: Finn Cyrill - John Steen Olsen - Allan Hebo Larsen - John Petersen - Jørgen Klemp - Jørgen Jespersen - Bjarne Færch - Bent Jørgensen - John Worbye
Foran fra venstre: Lars Bo Henriksen - Elo Dalsgård - Leif Sørensen - Knud Andersen