Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Overskriften lyver ikke
Godt nok var det en træningskamp og godt nok stillede B93 "kun" op med 8 spillere fra førsteholdstruppen, men det er svært at få armene ned efter sådan en sejr. HIF startede med brask og bram. Et stærkt og solidt forsvarsspil godt styret af Sten Nedergaard og Morten Andersen med Jesper Kristoffersen og Timmi Johansen på backpladserne. En midtbane, der i den gang sprudlede, med hurtigt opspil på begge kanter ved Barfoed og Mikail Anli, samt stabilt spil i midten af Lars Hjortshøj og Rasmus Wulf. Helt fremme Christian Lundby med Mike Petersen lige bagved. B93 formåede absolut ikke at vise noget som helst, og blev, som kampen skred frem, mere og mere frustrerede. Dette gik, desværre, ud over Henrik Bødker, der i anden halvleg havde erstattet Kenneth Jepsen, da Bo Henriksen i den grad stemplede ham op af skinnebenet. Det var ikke kønt, og enkelte af Hvidovre-spillerne gik med på løjerne, men heldigvis ikke i samme mængde. Dommeren manglede i allerhøjeste grad overblik og konduite, hvilket også gav den lidt hadske stemning. Jeg talte med Sanne Heitmann efter kampen, og hun håbede at Bødker ville være klar i løbet af en uges tid. Men han nåede at vise at han vil være en fuldgod erstatning / supplement til Kenneth.
HIF kom foran ved Jesper Kristoffersen, der var stødt med frem ved en dødbold. Det blev 0-2 ved Morten Andersen og 0-3 ved Christian Lundby, da B93's målmand tabte bolden i nærkamp med Christian. Dette var også stillingen ved pausen. Kort ind i 2. halvleg står Morten Andersen igen for scoring, denne gang til 0-4. 0-5 på et drømmeopspil af Mark Svendsen, der i venstre side spurter fra B93's forsvar. Han får lagt bolden ind over, hvor Mike Petersen stormer frem, og i medløb flugter han bolden i kassen. Et klassemål af HIF. Herefter får B93 et trøstende mål. 1-5. Til sidst slutter Mark Svendsen en god indsats med et mål til 1-6. En flot kamp af HIF, specielt i første halvleg. Kvaliteten dalede lidt i 2., med mange udskiftninger. Men det er en fornøjelse at se holdet, og man sidder bare og ærger sig over at der stadig er 1½ måned til sæsonstart.