Fra medlemsblad nr. 3 juni 1982 af Finn Cyril
Allerede efter 30 sekunders spil i kampen på Århus Stadion blev der begået straffe mod Henrik Jensen, og anfører Michael Christensen bragte os foran. Senere blev der dømt straffe til AGF, idet dommer Ib Nielsen mente, at Per Steffensen havde begået benspænd. AGF udlignede til 1-1. Efter pausen gik AGFs målmand helt fejl af et langt indkast, så Jørgen Jacobsen kunne bringe os foran på ny. 10 min. før tid havde Jørgen Jacobsen igen et skudforsøg, som kun blev halvklaret, så Claus Moestrup, der stik imod alle aftaler var gået med i et angreb, kunne kaste sig frem og sætte en fod på bolden, så den kærkomne 3-1 sejr var hjemme.
