Fra HvidovreFanklub.dk af Mads B. Søndergaard
Kedelig, men god kamp af HIF
Her til eftermiddag spillede Hvidovre træningskamp mod 2. divisionskollegaerne fra Vest, BSV.
HIF stillede op i følgende formation:
Kenneth Jepsen
Janus Blond - Morten Overgaard - Jesper Kristoffersen - Jonas Schumacher
Didi - Lars Hjortshøj (anfører) - Benno Petersen - Philip Søkjær
Mark Svendsen - Christian Lundby
Janus Blond har i foråret spillet for Skjold og har tidligere optrådt for Køge i Superligaen. Morten Overgaard har i foråret spillet i FC Roskilde, men kender Janus fra Køge af.
I kampens start var spillet ligeligt fordelt, og der var ikke rigtig nogen chancer til holdene. BSV fik i midten af halvlegen et mindre overtag dog uden at skabe de store muligheder.
Efter 29 minutter fik HIF frispark uden for feltet, men der kom ingen chance ud af det ordentligt.
Lidt efter fik BSV en chance, men skuddet gik over mål. Didi kæmpede rigtig godt, hvilket 10 minutter før pausen resulterede i et godt rush op af højrefløjen, og han fik lagt bolden ind over, men ingen fare på færde foran BSV's mål desværre.
I det 36. minut fik Janus Blond gult kort, da han kommer for sent. Både han og Morten Overgaard virker dog meget sikre i forsvaret, så det vil være fint, hvis vi kan tilknytte dem truppen.
Bolden bliver generelt spillet godt rundt af de røde smede, men desværre er det karakteristisk for hele kampen, at chancerne ikke kommer.
Lige før pausen kommer Morten Bech ind i stedet for Benno Petersen.
I overtiden spiller Janus og Didi rigtig godt sammen, og det virker som om de passer godt til hinanden på højrekanten.
Hvidovre foretog ingen udskiftninger i pausen. I 2. halvlegs start laver Philip Søkjær en flot finte på venstrekanten. Han var lidt anonym i 1. halvleg, men i 2. halvleg spillet han rigtig flot.
Det samme gjorde Lars Hjortshøj, der igen i dag var anfører. Han virkede meget boldsikker og spilfordelte bolden godt rundt.
I det 54. minut takler Lundby en forsvarer og får bolden med sig, men desværre skyder han ved siden af. Ellers flot fight fra hans side af.
I det 61. minut kommer Martin Reindorf ind i stedet for Mark Svendsen, og Mikail Anli ind i stedet for Philip Søkjær. Dette giver endnu mere spil til HIF. BSV har dog haft nogle løse forsøg på mål dog uden at være farlige (hvilket heller ikke var gældende for HIF).
Mikail lavede i det 68. minut et godt indlæg, der gav et hjørne, men hjørnesparket kom der intet ud af.
Det sidste af kampen var en rodet affære med HIF som det mest dominerende hold. BSV kæmpede dog godt, og en forholdsvis kedelig kamp sluttede 0-0.
Hvidovres bedste spiller var nok Didi, der var med både offensivt og defensivt.
Men de fleste andre spillere var også bedre i dag, og Lars Hjortshøj virker somen god anfører. Janus Blond spillede en god kamp og gav meget lyd fra sig.
Du kan se den samlede holdopstilling med ind-/udskiftninger www.hvidovrefanklub.dk/HF/turneringsarkiv.php?referat=1429&seasonid=78.
Husk træningskampen tirsdag kl. 18.00 mod Höllviken. Der vil være salg af øl/vand, da der nok kommer en del tilskuere ligesom sidste sæson.
På gensyn tirsdag!
(NB: Linket er ikke længere aktivt, men medtaget for historiens skyld)