Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Lidt famlende start gav sejr
HIF startede ikke så stærkt i forsvaret, som vi tidligere har set. Det varede dog ikke så længe, for Stenløses angribere var, selv med fire meget store chancer i de første 20 minutter, meget tandløse. HIF kommer da også planmæssigt foran efter 10 minutter, da Lars Hjortshøj spilles fri på højrekanten med en lang diagonalpasning, sender bolden videre ind i feltet til Ulrik Drost, der snitter bolden videre til en totalt umarkeret Mikail Anli, som sender bolden ind bag Stenløses målmand. Et rigtigt godt angreb. HIF får langsomt overtaget, og da Ulrik Drost i det 37. minut totalkikser et indlæg fra venstre, ryger bolden videre til Brian Andresen, som sikkert sender bolden i nettet til 2-0 føring til HIF. Herefter er der næsten kun HIF på banen. I anden halvleg øges føringen til 3-0, da Nicolai Harms spiller kort til Ulrik Drost på kanten af målfeltet, som snitter den videre mod bageste stolpe, hvor Christian Lundby dukker op. En rigtig god og hurtig detalje. Inden scoringen havde HIF haft muligheder for yderligere udbygning af føringen, men i de pågældende situationer var spillerne ikke skarpe nok. Men alt i alt en god præstation, på en noget billig baggrund. Stenløse får det alt andet end lige, meget svært i den kommende sæson.