Her til aften spillede HIF den fjerde træningskamp i løbet af sommeren mod den på papiret indtil nu svageste modstander, idet det tidligere Slagelse B&I, nu FC Vestsjælland, besøgte Hvidovre Stadion.
Hvidovre havde udskiftet den hidtidige 4-5-1-formation med den velkendte 4-4-2, hvilket gav følgende startformation:
Kim Drejs
Jesper Skak Nielsen - Morten Overgaard (A) - Stefan Hansen - Kristian Bo Andersen
Lukasz Cieslewicz - Morten Walldo - Jonas Kallehauge - Marc Olsen
Anders Clausen - Fosu Boateng
Anders Torpegaard, der var med mod Lyngby, var også med i kampen, bare for modstanderholdet denne gang, så ham ses der formentlig ikke mere til på Hvidovres hold, uden det dog på nogen måde er bekræftet.
Efter 13 minutter får HIF en god chance, da Morten Walldo lader bolden gå videre til Lukasz, der desværre rammer en FCV-forsvarer.
Minutter efter får Walldo frispark, samtidig med, at han for stemplet en modstander. I 1. halvleg har Morten Walldo en del gode dybdeløb.
Desværre må Morten Overgaard udgå allerede efter 22 minutter med en mindre skade. I stedet kommer Morten Larsen, der er blevet sin skade kvit, ind. Jonas Kallehauge går ned i midterforsvaret, og Kim Drejs får anførerbindet.
Efter 28 minutter er Anders Clausen tæt på at få en friløber, men når lige akkurat ikke at få hovedet på, så han havde splittet FCV-forsvaret. I samme minut finder Lukasz flot Marc Olsen, der lige så flot lægger den ind til Fosu Boateng mellem to modstandere, og Fosu banker sikkert bolden i kassen til 1-0.
Kun syv minutter senere afdribler Marc Olsen 2 mand, finder Fosu, som med højrebenet endnu en gang udplacerer Slagelsekeeperen.
Generelt spillede de to en rigtig god 1. halvleg, og Marc Olsen virker til at få endnu mere ud af sit spil på højrekanten end på den offensive midt, ligesom det giver mere med to deciderede angribere i stedet for den hængende.
I det 38. minut får Slagelse et gult kort, da Marc Olsen bliver udsat for en hård tackling. Dog ikke hårdere, end at han på frisparket næsten udplacerer keeperen, som dog giver hjørne.
Der sker ikke mere og pause på Hvidovre Stadion, hvor langt størstedelen af de 127 tilskuere kunne være ganske godt tilfredse med et godt spillede HIF-hold.
Der bliver ikke foretaget nogle udskiftninger i pausen. Efter 49 minutter kommer Kristian Bo Andersen på mellemhånd, men Kim Drejs får reddet sikkert. Desværre ses det hurtigt, at FCV er kommet bedre med i kampen. Det afkaster sig efter 54 minutter, hvor en modstander meget let kommer forbi Stefan Hansen, prøver et halvt skud, halvt indlæg, som rammer Jonas Kallehauge og fuldstændig snyder Drejs, 2-1.
Efter 60 minutter får Fosu Boateng, da han energisk kæmper med tilbage, men får revet armen på en FCV-spiller.
I det 63. minut kommer Ayoub Sørensen på banen i stedet for den velspillende Marc Olsen, der havde fået nogle knubs i løbet af kampen. Syv minutter efter begøs der frispark mod Lukasz, der må have behandling, Heldigvis kommer han hurtigt op igen. Det efterfølgende frispark kommer der intet ud af.
Generelt har vi meget svært ved dødbolde. Både frispark og hjørne giver ikke rigtig noget.
Efter 72 minutter sparkes bolden op på Kristian Bo Andersens arm inde i feltet, og på det efterfølgende straffespark udlignes der sikkert. Herefter erstatter Morten Bech, der endnu ikke er helt oppe i omdrejninger, Stefan Hansen. Walldo tager højre back, medens Jesper Skak tager midterforsvaret sammen med Kallehauge.
Minuttet efter afdribler Lukasz mange mænd, spiller 1-2 med Ayoub, men idnlægget når Anders Clausen lige akkurat ikke frem til. Der var ellers helt frit mål. Tre minutter senere får Anders Clausen igen muligheden for at score, da Morten Bech sender ham af sted om bag FCV-forsvaret. Desværre bliver han presset i skudøjeblikket, og bolden ryger over mål.
I det 81. minut kommer Danny Mirabel på banen i stedet for den dobbelte målscorer, Fosu. Derefter får FC Vestsjælland rødt kort efter en albue til Morten Bech.
Desværre scorer de lige til sidst, da Kristian Bo ikke får headet ordentligt tilbage til midterforsvaret, hvilket straffes med det samme, så vi endte med at smide en 2-0-føring over styr i 2. halvleg og tabe 3-2, modsat Lyngbykampen.
Generelt ser HIFs offensiv ganske god ud på nær dødboldene, som der skal arbejdes med.
Til gengæld er defensiven rigtig sårbar. Der er umiddelbart kun de startende fire i dag, som har vist, at de kan have 1. divisionsniveau. Dermed ikke sagt, at de resterende forsvarsspillere ikke har det, men de har i hvert fald ikke spillet nogen kampe i 1. division endnu, på nær Kaspar Christiansens halvleg i Silkeborg for snart et år siden. Selvom forsvaret kun lukkede flere mål ind end de to oprykkere sidste sæson, er det stadig her, der mangler forstærkninger, hvis der skal hentes mere ind, da der helt sikkert vil komme både skader og karantæner blandt de nuværende.
Næste kamp er på lørdag i Køge kl. 13.00.
Mads B. Søndergaard