Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Kan Hvidovre stå distancen ?
Ovenpå dagens træningskamp mod Køge, som af mange er dømt som nedrykker fra divisionen, sidder man tilbage med en hel del spørgsmål. Jeg er fuldt ud godt klar over, at det er en træningskamp, men man må gerne, 14 dage før sæsonstart, vise at man ønsker at vinde. Ja, temperaturen var der da også at tage hensyn til, men det gjaldt også for Køge, som med meget enkle midler, formåede at holde Hvidovre stangen. Hvor kunne jeg dog også godt tænke mig at se, at man ærger sig over en brændt chance, hvor lille den end måtte være, frem for at trække på skuldrene, og bare lunte tilbage. En god ting ved dagens kamp var at se Allan Nielsen i den røde trøje igen. Når han kommer i træning igen, han er jo noget efter de andre, så skal han helt klart nok blive en gevinst. Det så vi jo i foråret.
Nå, men når dette så er sagt, så spillede HIF en ganske fornuftig første halvleg. Der er da heller ikke gået mere end små 10 minutter, da Ayoub snyder to mand på højrekanten, går til baglinjen og får lagt godt ind over til Anders Clausen, hvis skud dog ikke er hårdt nok, og Køges målmand kan samle op. 5 minutter senere får HIF dog udbytte af overtaget. Fra egen bane, sendes Ayoub afsted med en lang stikning, og midt på Køges halvdel, når han bolden. Herfra går han til baglinjen, og sender bolden godt ind i feltet, hvor den passerer modsat til Marc Olsen, som sender den i nettet fra midt i feltet, bag en sagesløs målmand. 0-1.
24. minut. Godt HIF-opspil, hvor Marc O. dribler på højrekanten. Han trækker ind i banen, og spiller videre til Fosu Boateng. Han tager et enkelt træk og fyrer kanonen af lige uden for feltet, men det bliver ikke helt hårdt nok, og målmanden kan samle op.
28. minut. Køge får filmet sig til et straffespark, hvor det var helt tydeligt at se, at Køgespilleren smed sig fremad, og ikke var ramt af en HIF-spiller. Dommeren hopper dog på "finten", og peger på pletten. I fair play's navn skyder Køge dog ved siden af.
31. minut. Langskud af Marc O. uden for feltet, men målmanden kan følge bolden hele vejen, og får samlet op.
34. minut. HIF igen igennem på højrekanten. Jesper Skak sender bolden godt ind i feltet, men hovedstødet går lige ved siden af trekantssammenføjningen.
43. minut. Her snydes HIF til gengæld for et straffespark, da Anders Clausen fældes i feltet, da han jagter et indlæg i feltet fra Ayoub. Det giver dog hjørne til HIF, som helt håbløst havner i sidenettet.
45. minut. Køges første reelle forsøg, da et indlæg fra deres højrekant, heades lige ved siden af HIF-målet.
En ok første halvleg, hvor man dog bare sidder og ærgrer sig over de manglende scoringer.
Anden halvleg er 6 minutter gammel, da Fosu finder Morten Bech med en god stikning, men hans afslutning fra kanten af feltet, går forbi målet.
55. minut. Ayoub dribler sig igennem forsvaret, men afslutningen, på trods af at han er alene med målmanden, sendes helt ved siden af.
59. minut. Anders Clausen findes med en god stikning, men bolden løber fra ham, og målmanden kommer ud.
Efter 16 minutter bliver Ayoub afløst af Lukasz Cieslewicz, og efter 23. minutter går Stefan Hansen, Jesper Skak og Allan Nielsen ud. De bliver afløst af Stefan Krogh, Morten Overgaard og Kristian Bo Andersen.
78. minut. En lettere dramatisk situation, hvor Stefan Krogh kaster sig ned med støvlerne forrest mod en Køge-spiller. Helt korrekt direkte rødt til Stefan. Jeg sidder og gruer lidt for, hvis Køgespilleren blev ramt mere end han gjorde, så havde han nok ikke gået fra banen selv. Det er bestemt ikke den slags HIF har brug for, og med Kristian Bo's røde sidste lørdag, kan man godt sidde og have lidt bange anelser.
2 minutter senere er Køge tæt på, men afslutningen går lige forbi målet.
83. minut. Køge udligner til 1-1 efter et hjørnespark, hvor deres målscorer får lov til at stå fuldstændigt umarkeret, hvorefter han med hovedet sender bolden i nettet. Det er bestemt ikke ufortjent, for Køge kæmper bedre end mange af HIF-spillerne.
89. minut. Igen er Køge tæt på, men afslutningen fra kanten af feltet, går lige forbi. To minutter senere har Køge igen et forsøg inden for rammen, men uden de store problemer, samler Kim Drejs bolden op.
Som skrevet en ok første halvleg, men HIF falder på det nærmeste sammen i anden halvleg. Der blev prøvet en ny spiller i midterforsvaret, Nicklas Thorsgaard, som oprindeligt kommer fra Esbjerg, men efter et halvt år i AB, forsøger han sig nu i Hvidovre. Han slap godt fra kampen, og kunne bestemt godt ligne en gardering i midterforsvaret. Jonas Kallehauge blev prøvet på venstre back, og også han slap godt fra sin præstation. Nå, men der er heldigvis 14 dage til sæsonstart, og meget kan nå og ændre sig endnu.
Michael Hentrich