Fra HvidovreFanklub.dk af Mads B. Søndergaard
Skidt kamp af HIF
HIF skulle her til aften spille næstsidste træningskamp inden sæsonstart. Det var mod LFA, som vi sidste sæson kæmpede om nedrykning med, men begge klubber overlevede. Derfor kunne kampen måske give et praj om, hvor i tabellen vi kan forvente at se HIF.
Følgende spillere startede:
Kim Drejs (A)
Jesper Skak Nielsen - Morten Overgaard - Nichlas Thorsgaard - Kristian Bo Andersen
Marc Olsen - Jonas Kallehauge - Morten Walldo - Lukasz Cieslewicz
Anders Clausen - Fosu Boateng
Nichlas Thorsgaard spillede således anden kamp i træk i midterforsvaret.
Efter fem minutter bryder Fosu godt igennem, men får ingen chance ud af det. LFA starter dog de ti første minutter bedst og får lagt et fint tryk på Hvidovreforsvaret. Efter 11 minutter er det dog HIF, der presser, men LFA får afværget.
Efter et kvarters spil får Kallehauge gult kort. Det bliver to minutter senere vekslet til at rødt for en forseelse, der var svært at se. Men dommeren signalerede til HIFs bænk, at Jonas skulle skiftes ud, og da det ikke skete, trak han gult kort nr. to op af lommen og dermed det røde. Morten Bech ind i stedet for.
I det 24. minut får Marc Olsen afdriblet et par mand, men målmanden redder let skuddet. Kort efter får Anders Clausen en kæmpe chancen med keeperen liggende ned, men på febrilsk vis, får LFAs målmand afværget den store chance. Samme Clausen får efter 35 minutter en flot aflevering fra Lukasz bugseret over mål.
Kort før pausen trækker Marc Olsen endnu en gang ind i banen, men igen reddes skuddet, der ikke rigtig er farligt. Derefter får LFA en kæmpe chance, men der bliver hjørne. På det spark udstilles HIFs løse markeringer, men heldigvis får den frie spiller ikke headet bolden i mål. I sidste sæson lukkede vi ganske få mål ind, men her i træningskampene har vi set alt for løse markeringer og flere mål til modstanderen efter dødboldssituationer, hvor der burde have været afværget.
Men en halvleg uden mål bliver det til.
Ti minutter efter pausen laver Morten Walldo et at sine gode dybdeløb, men desværre kommer der ingenting ud af det. I minuttet efter vælter LFAs målmand i frustration Fosu Boateng omkuld i feltet, da han mener, at Fosu løber i vejen for ham. Dommeren hiver resolut kortet, der mod forventning kun var gult, op af lommen, men fremviser det i stedet til Fosu.
I det 58. minut har HIF en dobbeltchance, men bolden ville bare ikke ind i dag. Heller ikke fire minutter senere hvor Anders Clausen får endnu en god mulighed, men header på stolpen. Selvom Morten Walldo er der til at følge op, bliver han tacklet i skudøjeblikket.
Kort efter kaster Lukasz sig mod en modstander med knopperne forrest, og dommeren fløjter med det samme for frispark – til Lukasz. Herefter blev Lukasz hevet ud og erstattet af Ayoub Sørensen, der fik sat lidt mere power i løbene på kanten.
I det 74. minut sker det så. Hvidovre har siddet på det meste af 2. halvleg, men lynhurtigt spil af LFA sikrer dem en 1-0-føring ved Martin "Junior" Christensen på oplæg af Lasse Holmgaard, der tidligere har spillet i HIF.
I det 77. minut kommer U/19-spilleren Nicklas Iversen på banen i stedet for Fosu Boateng.. Nicklas får i det 80. minut afsluttet efter godt forarbejde af Ayoub, men bolden kom ikke ind i denne omgang heller.
Det gjorde den til gengæld tre minutter senere, da Morten Bech helkikser på midtbanen og giver LFA en oplagt mulighed, 2 mod 1. Selvom de tøver, og Morten Bech når tilbage, får de alligevel afsluttet, og bolden røg op i hjørnet uden chance for Drejs. Det var Jonas Buhn, der sparkede bolden i mål. Inden bolden gives op, erstatter Thomas Lindrup Morten Bech.
I overtiden får Anders Clausen brændt endnu en stor chance, og da dommeren kort efter fløjtede af, var det ikke just optimisme, der prægede hjemmetilskuerne.
Forsvaret ser skidt ud, især på dødbolde, og der laves flere personlige fejl. Angrebet fik også brændt en del oplagte chancer, ligesom vi ikke selv er farlige på dødbolde, der alt for ofte løber ud i ingenting.
Lad os ikke håbe, at kampen i dag gav et praj om, hvor vi kommer til at ligge til efteråret.
Sidste træningskamp spilles på lørdag mod FC Amager kl. 13.00 på Hvidovre Stadion. Forvent dog en del reserver på begge mandskaber, da de to hold mødes allerede i anden spillerunde i Viasat Divisionen.
Mads B. Søndergaard