Fra HvidovreFanklub.dk af Mads B. Søndergaard
Første kamp på græs
Hvidovre spillede i dag årets første kamp på græs, da Viasat Divisionens absolutte bundhold, LFA, kom på besøg.
HIF stillede i en noget stærkere opstilling end mod Brøndby, i og med holdopstillingen så således ud:
Kim Drejs
Jesper Skak Nielsen - Kristian Bo Andersen - Stefan Hansen - Stefan Sørensen
Asmat El Ouargui - Lukasz Cieslewicz - Morten Walldo - Marc Olsen
Niclas Rønne
Nichlas Thorsgaard
Anders Clausen ligger syg med lungebetændelse, medens Jackie Christensen har problem med lyskenen. Desuden var Franck Semou, Jonas Kallehauge, Nicolaj Harms m.fl. fraværende.
Kampen blev som sagt spillet på græs, men det var under svære betingelser på en meget blød bane. Det er dog godt at få det prøvet af allerede nu, da banerne næsten helt sikkert vil være sådan indtil vi når maj.
LFA startede bedst ud, uden der dog kom de store chancer. Vi skal helt hen til det 28. minut, før der sker noget. Her får Christian Piil Pedersen lov til at stå helt umarkeret i HIF's felt og kan let udplacere Kim Drejs og gøre det til 0-1.
I 1. halvleg får HIF kun en stor chance, da Stefan Sørensen tager et godt rush op ad venstrekanten og får spillet Niclas Rønne fri, men han sparker over.
Mere sker der ikke i en mildt sagt kedelig 1. halvleg, hvor LFA var bedst.
I 2. halveg kommer Stefan Krogh på banen i stedet for Stefan Sørensen. Halvlegen starter lige så kedeligt som 1. halvleg var, så det næste der sker er, at Morten Bech kommer på banen i stedet for Asmat.
I det 58. minut afdribler Skak adskillige LFA'ere, finder Thorsgaard, der desværre sparker over mål. 10 minutter senere får Stefan Hansen lov til at sparke midt fra LFA's banehalvdel, men målmanden redder flot.
10 minutter før tid, får HIF udlignet, da Stefan Krogh spiller bolden frem af banen til Marc Olsen, som flot finder Nichlas Thorsgaard, der uden problemer header bolden ind på en chaceløs keeper.
I slutningen af kampen får LFA et par dumme brokkeadvarsler, men mere sker der ikke.
Generelt bar kampen naturligvis præg af at være den første på græs, og derfor var begge hold lidt afventende, og det polerede spil var der ikke meget af. Der kommer forhåbentlig nogle flere kampe på græs, så gutterne kan vænne sig til underlaget til de første par kampe, når turneringen starter om tre uger.
Mads B. Søndergaard