Fra HvidovreFanklub.dk af Mads B. Søndergaard
Endnu et nederlag
Efter vi startede vinteren rigtig godt med fem sejre i træk, har vi nu spillet fire kampe uden sejr. Heldigvis er det stadig træningskampe.
I dag var modstanderen Frem, som vandt med 3-2 på Hvidovre Stadions bane 3/4.
HIF startede med følgende:
Kim Drejs
Kristian Bo Andersen - Stefan Hansen - Nichlas Thorsgaard - Stefan Sørensen
Lukasz Cieslewicz - Jonas Kallehauge - Franck Semou - Marc Olsen
Niclas Rønne
Anders Clausen
Morten Walldo, Jesper Skak Nielsen og Morten Bech var slet ikke med (heller ikke med divisionsreserverne) i dag.
Frem startede klart bedst, hvilket blev tydeliggjort allerede efter seks minutters spil, da et hjørnespark blev forlænget videre til en alt for fri Casper Grønn Larsen, der uden noget besvær kunne heade bolden i mål til 0-1. Tre minutter senere får HIF deres første chance, da Lukasz bryder igennem på midtbanen, men afleveringen bliver ikke helt perfekt, og chancen løber ud i mudderet.
Der sker ikke det store, men Frem har stadig det meste af spillet. HIF får spillet bolden godt rundt et par gange i løbet af 1. halvleg, men det bliver ikke til andet end et par skud ved siden af mål.
I starten af 2. halvleg viser Marc Olsen, at han har været Hvidovres bedste mand her i opstarten med et godt skud, der går lige ved siden af mål. I det 57. minut kommer Mikkel Christensen og Jackie Christensen på banen i stedet for hhv. Lukasz og Clausen. Bare fem minutter senere får Jackie gult kort.
Med 20 minutter spiller Marc Olsen og Niclas Rønne godt sammen, men Niclas' skud rammer lige ved siden af sammenføjningen. Hvidovre er generelt kommet meget bedre med efter pausen og presser meget for en udligning. Men som det er set før, når et hold presser, får modstanderen kontra, og det gjorde Frem og scorede på den ved Patrik Wozniacki. Derefter kommer Stefan Krogh på banen i stedet for Stefan Sørensen.
Med 13 minutter tilbage af kampen tilkæmper Kristian Bo sig et lidt tyndt straffespark, som Niclas Rønne sikkert sparker ind. Så trak det op til en udligning, men som tidligere i halvlegen får Frem en kontra, som de scorer på. Dermed var kampen reelt lukket. Det lykkedes dog Jackie C. at reducere i sidste minut, og HIF var faktisk tæt på udligningen, men der var effektiviteten til forskel på de to hold i dag.
Frem havde 1. halvleg, medens HIF havde 2. Frem var dog bare en kende mere effektive foran mål, og på den baggrund kan der ikke indvendes noget mod, at de tog sejren.
Nu er der kun en træningskamp tilbage, inden det om to uger går løs mod AB i Viasat Divisionen. Der er helt sikkert nogle ting, der skal arbejdes med, inden vi er helt klar, men det lader vi trænerteamet om.
Mads B. Søndergaard