Referat fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
NFA - Hvidovre IF: 1-2
Nydelig sejr til HIF
HIF slog i dag Nykøbing Falster Alliancen på et koldt og vindblæst stadion i Nykøbing. I en meget lige første halvleg, hvor ingen af holdene kom til de store chancer, bragte NFA sig foran på et frispark lige uden for Hvidovres straffesparksfelt. Jan Budtz fik ikke placeret sig ordentligt, og på trods af sin højde, nåede han ikke ud og fik fanget skuddet. Spillet foregik mest på midtbanen, og Danny Nielsen var igen den store oprydder. Efter 30 minutter brager Thomas Frost bolden afsted med et dommedagsdrøn, og efter at have ramt undersiden af overliggeren og gået den forkerte vej (har vi set det før ?), stod Thomas Maale præcist hvor han skulle og udligningen var en kendsgerning. Ikke ufortjent da ingen af holdene havde fået et overtag. Bo Nielsen måtte desværre udgå med et trælår og man var nødt til at foretage nogle omrokeringer. Martin Voss blev rykket fra venstre til højre back og Rasmus Nielsen kom ind på venstre back. I forsvaret stod Claus "Buller" godt og fik ryddet op i meget. Efter pausen kom HIF lidt længere frem på banen og fik et lille overtag. Her fik især Martin Dons presset spillet frem mod Maale og Carsten Marjø. Dog uden de store målchancer. Lige indtil Thomas Maale igen stod hvor han skulle og fik bragt Hvidovre foran. Helt fortjent i denne fase af kampen. De næste 10 minutter havde HIF stadig bolden mest, men herefter fik NFA presset HIF længere tilbage på banen. Farlige blev de dog aldrig. På et tidspunkt lå kun Maale helt fremme, sammen med tre NFA spillere. Alligevel valgte NFA, da de fik bolden, at spille helt tilbage til målmanden. Det virkede som om de havde stor respekt. Alt i alt en pæn kamp hvor HIF igen viste at de kan kæmpe om hver en bold. Fortsætter dette er jeg overbevist om at de får de nødvendige points i foråret. Det skal herudover nævnes at HIF manglede Christian Lundby, MOL, Heine Jørgensen og Mike Petersen. To kampe, to sejre over 1. divisionshold. Det er nydeligt, også selvom det er træningskampe.