Fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Hvidovre spillede 1-1 mod Fremad Amager
Hvidovre mødte i dag klokken 17.00 Fremad Amager i Top Danmark Hallen, og resultatet 1-1 var nok lidt heldigt set med Hvidovre-øjne, for Fremad Amager var klart bedst i dag.
Det startede ellers godt for Hvidovre, da Kaan Metin allerede i det 5. minut kunne bringe Hvidovre foran 1-0, men derefter gik det desværre noget ned af bakke. Fremad Amager var langt mere aggressive og stod bedre på banen. Kun målmandsspil i verdensklasse fra Nikolas Nielsen gjorde, at stillingen var 1-0 ved pausen. Det ville ikke have været ufortjent hvis Fremad Amager havde været foran.
De første 20 minutter af 2 halvleg lignede 1. Fremad Amager spillede klart bedst, og udnyttede Hvidovres alt for mange fejlafleveringer, men igen var Nikolas i særklasse, og der skulle da også et straffespark til at passere ham, godt nok ikke verdens største, men dømt blev det.
Hvidovre kom bedre med i kampen mod slutningen da fysikken begyndte at gøre udslaget, men rigtig farlige blev vi aldrig. Dommeren undlod at dømme et enkelt straffespark til Hvidovre da Dursun blev nedlagt i feltet, men når man ikke spiller fodbold, så kan man heller ikke forvente at vinde en fodboldkamp.
Man vil måske undre sig over at jeg synes det var godt vi spillede skidt i dag? men det er der flere årsager til. Træningskampe skal bruges til at eksperimentere i. Hvad er godt og hvad er skidt. I dag så spillere, ledere og fans hvordan man ikke skal spille fodbold hvis man vil vinde. Fremad Amager ville mere end vi og fik noget ufortjent kun uafgjort. Fodbold er en holdsport, og det er pinende nødvendigt at alle er klar, ikke kun i benene men også oven i kasketten når dommerens fløjte lyder. Intet hold har i dag råd til at enkelte spillere spiller under niveau, for det trækker hele kollektivet ned. At se på spillernes ansigtsudtryk efter kampen, er der da heller ikke nogen tvivl om, at de ikke var tilfredse med indsatsen.
Der er ikke andet end at sige på den igen drenge. I kan spille alle de dårlige træningskampe i vil, så længe i er klar den 17 marts for der vil vi have 3 point.
Til orientering kan vi oplyse at kampen på lørdag mod Brønshøj spilles klokken 12.15 i Club Danmark Hallen i Valby, og ikke klokken 17.00 som det fejlagtigt er oplyst i Hvidovre Avis.