Fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Sejr over Birkerød
God start for Jan Sørensens mandskab
Hvidovre mødte her til formiddags Birkerød fra 2 division.
Det var den første kamp for Hvidovre efter den obligatoriske løbetræning i opstarten. Vi kunne stille i næsten stærkeste opstilling, da kun Stephan Andersen manglede. Således blev det debut til Dennis Holm, Jacob Just og Memethali Dursun.
Kampen var ikke mere end 5 min gammel, da Hvidovre første gang kunne løfte armene i vejret. En noget ufarlig bold blev uforståeligt tabt af Birkerøds målmand, og så var det nemt for Memethali Dursun at sætte foden på bolden til 1-0 føring til Hvidovre. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, dog med Hvidovre som det spilstyrende hold. Især gjorde Morten Kirk, Allan Nielsen og Kaan Metin det rigtig godt. Metin var flyttet hel op på toppen, og han var en konstant trussel for Birkerøds mandskab. Især hans afleveringer var i dag i særklasse. Allan Nielsen og Morten Kirk skal især roses for deres dybdeløb og utallige raids op ad banen.
Birkerød kom mere ind i kampen, men det var mere Hvidovres egen fejl end det var Birkerøds fortjeneste. Det skyldes ikke at vi spilede dårligt, men Jan Sørensen havde allerede forinden bebudet, at kampen skulle bruges til at prøve ting af i. Birkerød kom på 1-1 da kommunikationen i Hvidovres forsvar ikke var helt i orden.
Dagens debutant Jacob Just gjorde det fornuftigt og når han for lært sine holdkammerater bedre at kende så bliver han et utroligt godt aktiv for Hvidovre. Også Dennis hold viste at han er en spiller der kan bruges på flere pladser. Utrolig farlig på kanten, og altid villig til at løbe nogle ekstra meter.
Hvidovre kom noget på hælene i de sidste 15 min af 1 halvleg da vi blev ramt af en dum udvisning til Memethali Dursun. I en nærkamp forsøger han at vriste sig fri, og kommer til at ramme en modstander i hovedet. Ikke bevidst, men dommeren havde ikke noget andet valg end at vise Memethali Dursun ud.
Hvidovre hold skansen og kunne gå til pause ved stillingen 1-1
Pausen blev brugt til at rette forskellige ting til og det kunne man se fra 1 minut. Hvidovre var mere boldsikre end Birkerød, og havde en langt bedre fysik. Det var derfor også fuldt fortjent at Kaan Metin kunne gøre det til 2-1 på et flot opspil. Få minutter senere havde Dennis Holm et godt løb langs den ene linje, og hans flotte indlæg blev omsat på det fornemmeste af Kasper Klausen til 3-1.
Man havde dårligt fået armene ned før Oli Johannsen også ville være med. Han modtog bolden uden for feltet og i bedste Roberto Carlos stil bankede han bolden op i det ene målhjørne.
Hvidovre foresatte med at spille bolden fornuftigt rundt, og tillod aldrig Birkerød at blive rigtig farlige. 15 min før tid tog Kaan Metin et par træk og afgjorde kampen med sit andet mål og 5-1 føring til Hvidovre.
I de sidste minutter tillod Oli "Roberto Carlos" Johanneson endda at brænde straffespark.
Alt i alt var det en rigtig god kamp af Hvidovres spillere. Der var rigtigt meget der fungerede i dag, og de småjusteringer Jan Sørensen havde til spillerne tog de med ud på banen i dag. Fortsætter Hvidovre de gode takter, er der en stor sæson i vente.