Hvidovre Avis d. 30. juni 1971



Årbog 1971 af Heinz Hildebrandt
Det blev til den bedst tænkelige start. Ganske uventet, især for tipperne, vandt Hvidovre en overbevisende og fortjent sejr over det østrigske mesterhold fra 1969 og 1970, Austria Wien, der ugen forinden var blevet pokalmester. Holdet mødte med syv landsholdsspillere og havde uden tvivl undervurderet de danske amatører, som efter sigende har eneret på at bære denne titel i Europa sammen med færingerne, der også er danskere ...
Austria begyndte stærkt og kom foran efter et kvarter, men herefter rullede bolden rigtigt for Hvidovre resten af kampen, selv om det udlignende mål var mærkeligt.
Den østrigske målmand havde reddet et skud fra Kurt Stendal på mållinien og blev straks presset af Leif Sørensen. I forsøg på at komme af med bolden, førte han bolden ind over mållinien, og takket være linievogterens gode placering var stillingen nu 1-1. Hvidovre kom foran 4-1, inden det lykkedes Austria at reducere mod slutningen af kampen, hvor HIF'erne var ved at være »flade«.
Leif Sørensen scorede to mål, Birger Pedersen et. Der var 2100 tilskuere.
