Referat fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF - Albertslund: 2-1
God kamp, uden at være prangende.
Det var godt at se, at drengene havde fundet fighten frem igen, efter et par mindre gode kampe. Per Weihrauch fik endelig sin debut, og han viste gode takter, hvor han kæmpede og løb meget. Kampen blev, rent underholdningsmæssigt aldrig det helt store sus, og HIF trak ind i mellem tempoet lidt for meget ud af kampen. De gange, hvor HIF diskede op med hurtigt opspil og få stationer, blev Albertslund fanget hver gang, men der var for langt imellem at det var det spil, HIF benyttede sig af. Havde man gjort det noget mere, så var sejrscifrene blevet meget større. Men HIF vandt, og det kan vi så glæde os over. Christian Lundby brændte mange chancer, men han scorer altså også to gange, og beviste helt bestemt sit værd for holdet idag. Det kan de kritiske røster, der har været her på siden, så tage til efterretning. Specielt efter at Christian Lundby blev båret fra banen i slutningen af 1. halvleg, sad vi med bange anelser om at han skulle skiftes ud. Men hvem andre end Lundby, ville springe på banen igen, efter at han lige havde fået en omgang hurtig massage ved sidelinien, og næsten spille videre som om intet var hændt.
Men tilbage til selve kampen. De første ti minutter blev bolden flyttet rundt og rundt og rundt...... Først i det trettende minut begyndte der at ske noget, men desværre i den forkerte ende. Efter et hjørnespark, til Albertslund, må Kenneth redde på målstregen, med en glimrende refleks. I det femtende minut så vi det hurtige opspil, som splittede Albertslund. Jacob Nielsen og Per Weihrauch spiller 1-2, og Per løber flot til baglinien, hvor han smækker bolden ind over til Lundby, der header forbi. Thomas Frost har et godt skud fra venstre kant af straffesparksfeltet, som desværre går forbi. 19. minut, endnu et af de hurtige opspil, som Lundby, igen, sender ved siden af målet. I 28. minut er Lundby alene igennem med målmanden. Men idet han skal skyde, bliver han tacklet af en bagfra kommende Albertslund-spiller og målmanden får fat i bolden. Lundby bliver liggende og må bæres fra banen på en båre. HIF gør klar til udskiftning, men venter aligevel. Og hvilket held. Lundby er tilbage på banen og i det 37. minut har han igen en chance, men bliver presset i skudøjeblikket, og målmanden kan samle bolden op. Minuttet efter løber Per Weihrauch igennem og har et godt skud, der går ved siden af. 40. minut et godt HIF-gennembrud, men M`gangira er offside.
I anden halvleg er der, i det 48. minut et frispark til HIF. 4 mand står omkring bolden. Det er måske lidt mange, men afslutningsvis får Morten Andersen et godt skud, der rammer muren, og gribes ud af målmanden. I det 52. minut har Albertslund et godt langskud, men Kenneth Jepsen redder fremragende med en god refleks. 56. minut, straffe til HIF. En Albertslund-spiller kommer til at tage hånden til hjælp i feltet, og dommeren er heldigvis heller ikke i tvivl. Lundby sættes til at sparke, og hamrer bolden ind til venstre for målmanden. 1-0. Endelig. 73. minut en god spilning til Lundby, men hans vinkel bliver for spids, og han er nødt til at aflevere ind over, i stedet for at skyde. Minuttet efter er Jacob Nielsen alene igennem, men med en Albertslund-spiller hængende på ryggen, skyder han ved siden af. I det 77. minut kokser HIF's forsvar fuldstændigt med en dårlig opdækning, og Albertslund kan udligne til 1-1. Synes ellers at HIF havde haft rimeligt styr på kampen indtil nu. 84. minut ser vi endelig hvad Carsten Hallum er god til. En kattepote spiller Jacob Nielsen næsten fri. Han spiller videre ud til Thomas Frost, men situationen ender med et hjørnespark. I det 88. minut får Albertslund's målmand en mindre hjerneblødning. En tilbagelækning, som han jo ikke må samle op, begynder han at drible rundt med og hvem andre en Christian Lundby er på plads, og som den snu ræv han er, får han pillet bolden fra målmanden, og scorer i et tomt mål. 2-1. Endelig er det HIF, der snupper sejren i de sidste minutter. Det kan jeg ikke mindes, hvornår det sidst skete. Minuttet efter er han på pletten igen, men en ellers god linievogter, dømmer ham offside. Jeg ser ikke præcis situationen, men folk omkring mig, fortæller at der ikke er offside. Endelig fløjter dommeren kampen af, og tre gode points, kan sættes ind på kontoen. HIF ligger på fjerdepladsen, og det er vel ikke så tosset, når de fleste røster, som jeg hører, ikke mener at HIF har et godt hold. Som de kæmper i dag, er det ikke en køn kamp. Albertslund havde bestemt også deres chancer, og man kunne godt have bange anelser ind i mellem, men i det store hele, bakker forsvaret godt af for hinanden. Man of the match: Christian Lundby. Et stort tillykke skal lyde herfra til hele holdet.