Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
God kamp af HIF
30 forventningsfulde mennesker fra Fanklubben troppede op kl. 10.00 på Hvidovre Stadion, for at følge holdet mod Bramming. Stemningen var høj, selvom der gik noget tid før den kom ordentlig igang, men så var der til gengæld også tryk på resten af dagen.
Knap nok var bolden givet op, før Morten Andersen sørgede for den første scoring. 0-1 efter 1 minut og 53 sekunder. Rasmus Wulff sørgede for oplægget. I første halvleg var der kun et hold på banen. Bramming blev udspillet på kryds og tværs, og havde, i første halvleg, ikke en eneste chance. HIFs forsvar stod stærkt, og Jesper Kristoffersen spillede en god kamp, og fik revancheret sig noget fra den seneste kamp. Timmi Johansen spillede strålende, og han har en stor fremtid foran sig. Vi kan jo kun håbe på at HIF kan holde på ham. I det 27. minut bliver netop Timmi fældet i Brammings felt, og der er ingen tvivl om at der er begået straffespark. På en eller anden forunderlig måde får han dog spillet bolden tilbage og på tværs i feltet og en umarkeret Rasmus Wulff kan sende den i nettet til 0-2. Efter 35 minutter får HIF en kæmpe chance, da Timmi Johansen sender bolden ind i feltet. En Bramming-forsvarer får snittet bolden med hovedet, så den går mod hjørnespark. Christian Lundby kommer farende bagfra og får lige sat foden på, men Brammings målmand kommer ned og får reddet til hjørne. Der skulle dog kun gå 5 minutter efter dette førend selvsamme Lundby får gjort "skaden" god igen og får bolden sendt ind til 0-3, som også var stillingen ved pausen.
Anden halvleg var knap nok fløjtet i gang, og flere af supporterne var dårligt kommet ud af Brammings klubhus, før bolden igen lå bag Brammings målmand. Ophavsmand denne gang var Michael Barfoed. "Herefter trak Hvidovre IF sig tilbage på banen for at koncentrere sig om de defensive pligter", citat Hattrick. HIF fortsatte dog med at producere chancer og med lidt mere held og skarphed, burde sejren være et par mål større. I det 20. minut har Mark Svendsen en kæmpe chance, men formidabelt målmandsspil gør at der ikke kommer noget ud af denne. Vi skal helt frem til anden halvlegs 44. minut før Bramming har sin første, eneste og sidste chance i hele kampen, men Mads Hamberg sørger for at det bliver ved chancen. HIF slutter af med en stor chance til Mark Svendsen.
Alt i alt, en god kamp af HIF. Igen solidt forsvarsspil af de fire bagerste. Midtbanen sled og slæbte godt, og de to i front var meget bevægelige. Hjemturen var naturligvis endnu mere fornøjelig end udturen (om muligt) og jeg glæder mig allerede til tirsdag, hvor vi tager til Stenløse. Den kamp SKAL vindes og jeg håber at så mange som overhovedet muligt kommer og ser kampen. Jeg har ladet mig fortælle at HIF sender to busser afsted, og at juniorerne og drengene i HIF har fået aflyst træningen, for at kunne komme med op og støtte.