Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Gedigen holdindsats bag overraskende storsejr.
Før kl. 13 i dag havde jeg gerne solgt kampen på forhånd, bare for det ene point. Jeg så den modsatte kamp i efteråret, og de seneste bulletiner var heller ikke så opløftende. Et godt Esbjerg-hold, der bl.a. havde slået Stenløse med 6-1. Eftermælet fra kampen vil da stadig være at Esbjerg bestemt ikke var dårlige, de mødte bare et HIF-hold, der spillede sprudlende.
Den første indikation fik vi efter 4 minutter, da Mike Petersen skød ved siden af. Men allerede minuttet efter blev Efb's forsvar totalt udspillet og en mand mod Mikail Anli, Mike Petersen og Christian Lundby, var nok en for stor mundfuld. 1-0 og sidste mand med foden på bolden var Christian Lundby. Herefter bølgede spillet mest på midtbanen, med en enkelt chance til Efb, som Hamberg bokser væk. I det 24 minut tog Mikail et frispark hvor han hårdt og præcist løfter bolden ind i feltet. Lundby når lige at snitte med hovedet, men der blev kun målspark ud af situationen. Efb har en enkelt stor chance i samme minut, men afslutter i sidenettet. I det 27. minut har HIF indkast i venstresiden, som bliver kastet helt ned mod baglinien til Lundby. Han header skråt tilbage til en helt umarkeret Mikail, som kanonerer den ind til 2-0. Nu begyndte man at knibe sig lidt i armen. 2 minutter senere har Efb et angreb, som HIF har lidt svært ved at afvise. Afslutningen går dog heldigvis over mål. Efter 34 minutter er der frispark til HIF, som Rasmus Wulff tager sig af. Han føler den ind i feltet hvor Lundby kommer til, men hans hovedstød tager oversiden af overliggeren. Efter 44 minutter tager Mike Petersen fat. 3-0 på et følt langskud, der går over i det lange hjørne, fuldstændigt utagelig for målmanden. Flot detalje. Herefter gik holdene til pausen, med en fortjent føring til HIF. Det er længe siden at spillerne er blevet klappet af banen, når de gik til pause, men det var fuldt fortjent.
Anden halvleg fortsatte, hvor første var sluppet. Et stort HIF-overtag. Det gav et hjørnespark efter 57 minutter, som i klumpen inde foran Efb's mål, dumper ned til Mike Petersen, som løfter den over to mand og i mellem hænderne på målmanden. 4-0. Nu var vi adskillige, der bare sad og rystede på hovedet. I det 67. minut, troede vi næsten at vi var kommet til håndbold i stedet for fodbold. Mads Hamberg parerer et forsøg fra Efb, præcis som en håndboldmålmand. Helt eminent. I det 72. minut bliver Lundby udskiftet med Mark Svendsen, og han når at få præcis 20-30 sekunder på banen, før han gør det til 5-0. HIF trak sig nu tilbage, og satsede ikke mere end højest nødvendigt.
En fantastisk sejr, hvor HIF scorede på 5 af sine 6 store chancer. Efb kom aldrig til fadet, og det var indiskutabelt HIF's fortjeneste. Jeg vil lige benytte lejligheden til at sende nogle store roser til Jesper Kristoffersen. Han ydede en formidabel indsats, men stor ros til hele holdet. Steen Nedergaard har modstanderne meget svært ved at komme forbi, og jeg spekulerer på om han overhovedet behøver at gå i bad efter kampen. Han behøver ikke løbe særligt meget, det har han jo de unge (inklusive Morten A.) til at gøre for sig. Men han binder forsvaret fantastisk sammen og læser spillet helt suverænt. Fantastisk kamp af drengene. Det begynder at ligne tegningen til noget stort. Men alle kampe er vigtige, og man skal ikke begynde at tage noget for givet, men det er svært at se, hvem der skal kunne true HIF i de sidste kampe. Jeg håber på stor opbakning til Albertslund-kampen, gerne lige så mange som i Stenløse.