Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
God sejr i dårlig kamp
Så begynder det virkelig at spidse til. Kampen i dag mod OB's andethold, havde en stor psykologisk betydning, og om det var det, der gjorde udslaget, skal jeg lade være usagt. En af årsagerne til at HIF aldrig fik det store overtag, skal nok også findes i at OB pakkede sig på egen halvdel i store dele af kampen, og HIF havde i dag ikke lige midlerne til at lukke op. Bulletinerne forlød ellers at OB's forsvar bestemt var til at tale med, men det var ikke lige til at se i dag. Kampen var godt tre minutter gammel, da den første lille chance opstod, efter et langt indkast fra Wulff, men den opsamlede ripost gik over mål. Tre minutter senere får Michael Barfoed en stor chance, da han er forholdsvis fri i målet, men en OB'er får lige foden på og redder til hjørne. Herefter er der et par større og mindre chancer, men der var en tendens til at man nipsede for meget og de førte ikke til noget. I det 23. minut er Steen Nedergaard tæt på efter et hjørne, men han hovedstød bliver reddet til hjørne, som efterfølgende går i hænderne på OBs målmand. OB var sjældne gæster på HIFs banehalvdel, men efter 28 minutter får de en stor chance, som Mads Hamberg tager sig af i fin stil. Minuttet efter har HIF frispark i højresiden. Timmy Johansen sparker godt ind over, hvor OB-målmanden går frem, men støder sammen med en af sine egne. Bolden fortsætter over til Morten Andersen, der header, og en OB-forsvarer, der står inde på stregen, finder aldrig ud af hvor bolden er, før den rammer ham i ryggen, og går i mål. 1-0. Desværre for OB må målmanden udgå kort efter, og bliver erstattet af, efter min mening, OB's bedste i marken, Lasse Rostholm, 6 minutter senere. Heldigt for HIF, for han var konstant farlig i den modsatte ende og har en stor chance minuttet inden han ryger på mål, som Hamberg dog klarer. HIF får dog et stort pres i de sidste fem minutter inden pausen, men det fører ikke til flere scoringer.
I anden halvleg er Rostholm tilbage i marken, og en anden spiller er sat ind i OB's mål. Det betød også at OB kom langt bedre med, og fik flere chancer, men til alt held for HIF kom der ingen scoringer ud af det. Det virkede dog som om at HIF var blevet i omklædningsrummet i pausen, for det var ikke meget de fik fat i. I det 62. minut, troede mange at Kim Splidsboel havde fået en mindre hjerneblødning, da han indskifter Mark Svendsen for Jesper Kristoffersen. Godt nok skulle HIF satse lidt mere offensivt, men at tage J.K. ud, når OB var kommet så meget mere med i kampen, var det godt svært at se logikken i, og så især når det var Michael Barfoed, der røg ned og spillede back. Vi så jo i søndags, at det var den modsatte ud- / ind-skiftning, der gav pote. MEN måske var det alligevel ikke helt tosset, for det gav faktisk HIF et større pres mod OB, dog ikke lige med det samme. Vi skulle helt hen til det 68. minut, før HIF fik testet den nye OB-målmand, da Mikail Anli har et godt langskud, som målmanden ikke kan holde fast, men der er ingen til at følge op. Minuttet efter får HIF igen presset målmanden, som resulterer i et hjørne. Steen Nedergaard har åbenbart fået smag for det med at score, for sandelig om han på indlægget, får scoret for sin gamle klub. 2-0 til HIF, og Stenos andet mål i den røde trøje. I det 73. minut tryller Lars Hjortshøj i højresiden og får lagt bolden ind over, hvor Mark Svendsen står, men hans firsttimer rammes helt skævt, og ikke noget mål. I det 76. minut ud af sit felt og kikser totalt, men Mark Svendsen skyder forbi det tomme mål. 5 minutter efter har Mikail Anli et følt langskud, som tager ydersiden af stolpen. I det 84. minut lægger Anli bolden tilbage, i feltet, til Lundby, som forsøger at lægge bolden over i det lange hjørne, men han gribes ud. Minuttet efter har HIF et godt opspil, men Mike Petersens pasning op mod Mark Svendsen bliver for lang. Den sidste chance kommer i det 89. minut da Anli lægger en følt bold ind over, men Lundby rammer den skævt med hovedet, og den løber ud mod baglinjen. Han når dog selv at løbe den op, men til sidst løber chancen alligevel ud i sandet. En god sejr, i en kamp, hvor det ikke kørte helt godt for HIF. Indskiftningen af Mark Svendsen gav et større pres, men ikke nok til at HIF blev rigtigt farlige. Angriberne har det svært mod hold, der pakker sig. Vi så i sidste uge at de er farlige, når forsvaret er åbent, hvilket jo, trods alt, nok giver sig selv. Nu venter Greve i næste runde. En sejr her og et samtidigt nederlag til Stenløse mod Brøndby, og oprykningen er sikker. Men man kan sige, at HIF kan gøre al usikkerhed til skamme, ved "bare" at vinde de to sidste kampe. Men der er ingen tvivl om at Greve-kampen bliver svær, selvom Greve intet har at spille for.